Jeg er sej, sgu!

april 25, 2018 at 10:20

Diving

Det lyder måske lidt fjollet, men jeg havde en åbenbaring på vej til job den anden dag. Som jeg kom cyklende bagom Hovedbanegården slog det mig pludselig, at jeg slet ikke giver mig selv nok credit – jeg er altså ret sej.

 

Jeg har for vane at betegne mig selv som en bangebuks og typen, der har det bedst indenfor sin skarpt optegnede comfort zone. Men selvom jeg er overbevist om, at morder/voldtægtstyper kommer ind i min lejlighed om natten, efter jeg har set en uhyggelig serie (The Fall, jeg kigger på dig) og jeg er kendt for at få kolde rejsefødder inden en tur, fordi det jo ville være nemmest bare at være hjemme, hvor min hund, sofa og cykel er, så tager jeg et aktivt valg om at bryde ud af selvsamme comfort zone.

 

Jeg ser på andre og tænker: ‘Gud, hvor er hun sej, at hun bare siger sig job op og rejser Asien rundt’, ‘Bare det var mig, der turde surfe ude i de rigtig store bølger’, ‘Tænk at hun bare siger højt, hvordan hun gerne vil have tingene skal være’.

 

En hel del af mine 20’ere gik, ikke altid bevidst, med at finde frem til, hvordan jeg er, hvad der gør mig glad, hvad der gør mig bange, hvad jeg gerne vil/ikke vil og hvordan jeg reagerer på forskellige situationer. I et afsnit af Dawson’s Creek ville det blive omtalt af Joey, som ‘at skulle finde sig selv’. Klichefyldt eller ej, så er det jo hovedtemaet for alle 20’ere. En af de ting jeg troede der kendetegnede mig var, at jeg er en smule forsigtig og genert.

 

Som barn var jeg dødsens genert. Jeg kunne fysisk ikke få mig selv til at købe en is i kiosken på stranden og ville få min 3-år yngre søster til at gøre det. Jeg har tilbragt en hel børnefødselsdag ude foran fødselarens hus, fordi jeg ikke ville ind, fordi jeg ikke kendte gæsterne. Jeg har undviget at give alle hånden til store arrangementer, fordi det rent faktisk føltes uoverkommeligt. Jeg har nægtet at sige svaret på et regnestykke oppe ved tavlen i matematik (selvom jeg havde svaret), fordi jeg var bange for at sige noget forkert. Jeg turde ikke tage bussen eller toget alene, fordi jeg var bange for at glemme at trykke stop eller komme på det rigtige tog. Fordi jeg er vokset op så genert, så har jeg altid set mig selv som en bangebuks i mange situationer, hvor jeg ikke følte mig tryg eller tilpas.

 

Men tilbage til min åbenbaring på cyklen, så passer det ikke. Jeg er ikke en bangebuks. Ja, jeg tænker over situationer på forhånd, analyserer, hvad der potentielt kan gå galt og er måske ikke den der springer først ud i en ny situation, men jeg gør og har gjort mange ting, som jeg aldrig troede, at jeg turde. Jeg har taget ikke bare mit Open Water-dykkercertificat, men Advanced Open Water og må dykke ned til 30 meter, på trods af, at jeg er bange for hajer, store fisk og dybt vand. Jeg forsøger fortsat at blive nogenlunde anstændig til at surfe, selvom jeg er bange for førnævnte plus store bølger. Jeg tog alene til New York som 17-årig og blev en måned, selvom jeg ville hjem efter min første nat, jeg flyttede til Boston som 18-årig og boede to år i en meget anderledes verden, jeg meldte mig som introvejleder på CBS, selvom jeg slet ikke følte mig festlig eller sej nok til at hænge ud med de ægte festtyper fra ældre årgange og jeg tog på udveksling til Sydney, selvom jeg var angst for mit forhold ville gå i stykker og det generelt var meget langt væk hjemmefra.

 

Som jeg kom cyklende gik det op for mig, at jeg måske ikke kaster mig ud i tingene, som de typer jeg beundrer, men jeg gør ting langt ude for min comfort zone, på trods af, at jeg er utryg ved adskillige situationer og har det nemmest på min hjemmebane.

 

Jeg er sej, sgu!

Surfferie, Rip Curl, Bali, surfing, surf school