Earth Day: Hvad jeg gør for en grønnere hverdag

april 22, 2018 at 16:16

Skildpadde, World Press Photo, 2017, turtle

I anledning af Earth Day i dag tænkte jeg, at det ville være på sin plads langt om længe at få sat nogle ord på noget der er mit hjerte kært – at passe på vores jord. Dette års Earth Days fokus er på at gøre en ende på plastikforurening. For mig forklarer billedet præcis, hvorfor det er så vigtigt. Da jeg så billedet første gang i lufthavnen fik jeg tårerne i øjnene, jeg kan stadig ikke se på det uden at få ondt i hjertet. Vi skal passe meget bedre på vores jord, have, dyreliv og kroppe.

 

Efter at have oplevet på førstehånd, hvor beskidt og fyldt med skrald og navnligt plastisk vandet omkring Bali er, og det øvrige Indonesien, er den sag endnu mere presserende for mig. Jeg har sjældent set noget så hjerteskærende. En britisk dykker har lavet denne video, der i alt sin rå ærlighed viser omfanget af problemet.

 

Surfmanageren på den camp jeg boede på, sagde en ting til mig, som han siger til alle ham møder: ‘Tag tre stykker skrald med dig fra stranden eller havet hver gang – og giv rådet videre til den næste du møder’. Som sagt, så gjort. På hver surftur tog jeg minimum tre stykker skrald med mig og smed dem i skraldepanden.

 

Det er naturligvis i småtingsafdelingen, men det er netop der, hvor mange af os kan være med til at gøre en forskel. Hvis alle bare tog tre ting med fra naturen eller tog tre mere miljørigtige valg i løbet af hver dag, så ville det gøre en kæmpe forskel. Mange bække små, som man siger.

 

Der er mange ting du kan gøre for at begrænse dit CO2-aftryk på jorden (altså hvor meget du er med til at bidrage til de klimaforandringer vi oplever). Som inspiration til, hvor du kan starte, har jeg sat mig ned og forsøgt at tænke på alle de små måder, hvor jeg prøver at tage et aktivt valg og tænke på vores planet. Allernederst har jeg samlet de steder (jeg kunne komme på), hvor der stadig er rum for forbedring. Dem er der desværre også en del af, men for mig at se handler det først og fremmest om at være bevidst.

 

Der, hvor jeg forsøger at gøre en indsats: 

– Jeg cykler til og fra arbejde hver evig eneste dag.

– Jeg ejer ikke en bil og tager det offentlige, hvis jeg skal længere end hvad jeg kan nå på cykel.

– Jeg vasker altid mit tøj på 30 grader istedet for 40 grader, og når jeg vasker håndklæder og undertøj får den på 60 grader og ikke 90 grader.

– Jeg bruger aldrig skyllemiddel til mit tøj. Det er hverken godt for miljøet eller min hud.

– Jeg bruger sparepærer i samtlige lamper i mit hjem.

– Jeg sorterer altid mit affald; batterier til genbrug, pap, papir og plastik (både blødt og hårdt) i deres respektive containere, og alt madaffald i den grønne biospand alle i Københavns Kommune har fået i løbet af sidste år.

– Jeg smider aldrig tøj ud, som ikke fejler noget. Jeg vasker det og leverer det på en genbrugsstation.

– Jeg handler (hovedsagligt) økologisk. Alle animalske produkter 100% økologisk og frugt og grønt så vidt muligt. 

– Jeg minimerer mit indtag af kød, da særligt oksekød og svinekød er en stor synder på klimakontoen.

– Jeg er skiftet fra komælk til havredrik, fordi jeg tror på, at vi skal minimere vores indtag af kød og animalske produkter for klimaets skyld.

– Jeg forsøger at købe lokalt for at undgå, at mine varer er blevet transporet hele verden rundt, inden de kommer til mig. Da jeg stadig lavede mad med kød tjekkede jeg f.eks. om kødet både er opvokset og slagtet i Danmark, og ikke lige smuttet en tur til Tyskland for at blive slagtet for så at blive transporteret tilbage til Danmark igen.

– Jeg forsøger at begrænse længden af mine bad og tager generelt korte bade.

– Jeg køber svanemærkede produkter som opvaskemiddel, deodoranter, vaskemiddel osv.

– Jeg har sagt pænt ‘nej tak’ til reklamer og gratisaviser.

– Jeg lader aldrig vandet løbe, mens jeg børster tænder.

– Jeg forsøger at begrænse mit forbrug af balsam, som eftersigende skulle være rigtig skidt for miljøet. I stedet bruger jeg helst Moccocanoil i håndklædetørt hår.

– Jeg bruger indkøbsnet i stedet for plastikposer, så slipper jeg både for at give 2,5 kr. for en plastikpose og jeg er med at til passe på miljøet. Jeg siger også oftest nej tak til at få en pose i tøj- og andre butikker, hvis jeg har mulighed for at komme mine varer i min taske eller en anden pose.

– Jeg folder altid mine mælkekartoner m.m. helt flade, inden jeg smider dem i skraldespanden, så de ikke fylder for meget. Generelt forsøger jeg at tænke over, hvor meget affald jeg generer. Jeg kan godt finde på ikke at købe et produkt, fordi jeg kan se, at det er pakket helt håbeløst ind i ekstra meget pap og med masser af cellofan.

 

Der, hvor jeg kan forbedre mig: 

– Jeg bruger bind og tamponer, hvilket faktisk er noget værre gris. De kloge siger, at menstuationskoppen er vejen frem, men jeg har (endnu) ikke fået mig selv til at anskaffe en.

– Jeg rejser en del og oftest med fly. Noget der forurener en hel del mere end de fleste tænker over.

– Jeg køber en del tøj, og der bruges en utrolig mængde vand ved produktionen af tøj, så jeg vil gerne være bedre til at købe få gode ting.

– Jeg bruger de gratis prutposer, der hænger i min gade, og ikke de bionedbrydelige. Med minimum tre poser om dagen løber det hurtig op i mange plastikposer.

– Jeg bestiller iskaffe og juices to-go etc. og får dermed sugerør af plastik, som er en overset synder af mange. I stedet vil jeg gerne blive bedre til at sige nej tak til sugerør eller bruge dem af papir, bambus eller et genbrugeligt af stål.

– Jeg tager også jævnligt en kaffe to-go og både papkruset og plastiklåget er unødvendigt, når der findes fine genbrugelige to-go kopper. Jeg må have fat i en og tage den med mig.

– Jeg vasker op i min vask uden at bruge en balje eller lukke afløbet. Den dumme vane vil jeg gerne ændre.

– Jeg tørretumbler næsten alt mit tøj. Der er simpelthen ikke plads til et tørre stativ i min lejlighed og jeg har ingen muligheder for at hænge det op på hverken tørreloft eller udendørs.

 

Jeg er nysgerrig, hvad gør du for en grønnere hverdag og mindske dit CO2-aftryk på jorden? Og hvilke områder kan du forbedre dig på? Forhåbentlig kan vi inspirere hinanden til at tænke over alle de små ting vi hver især kan gøre for at passe bedre på vores jord.

 

Foto: World Press Photo