Søndag på sofaen: De perfekte piger & De smukke drenge

marts 25, 2018 at 06:00

De perfekte piger, DR3

Det er tilfældigt, at de to programmer jeg har kastet min kærlighed over, har næsten identiske titler. At der er sammenfaldt mellem indholdet er nok næppe et tilfælde, men et resultat af DRs smarte måde at vise lignende programmer på.

 

Begge dokumentarserier er en del af DRs tema om kropsidealer, som jeg generelt synes er vanvittigt interessant og ofte tvinger til mig til at se på, hvordan jeg tænker om og taler til mig selv i spejlet. Hvis du stadigvæk ikke har fået set det, så elskede jeg virkelig serien ‘Petra elsker sig selv’, som stadig ligger på DR TV.

 

De perfekte piger

Jeg fik helt ondt i hjertet og hver af pigerne et kæmpe kram, da jeg så det første afsnit af ‘De perfekte piger’. De har det godt nok ikke nemt med dem selv. Dokumentarserien følger fire unge piger, som alle kæmper mod behovet for at fremstå perfekt, også selvom de på ingen måder føler sig sådan. Programmet er strikket sådan sammen, at hver uge mødes de fire piger for at vende deres problemer, stille dem selv en udfordring og forhåbentlig få det bedre med hinandens hjælp.

 

Det er et super aktuelt program, der belyser et stort problem blandt særligt unge piger, som slås med forestillingen om at skulle være perfekt i alle henseender, et ekstremt fokus på udseende og kropsidealer og stor ensomhed.

 

Næste afsnit kommer på onsdag på DR3 og der vil jeg sidde klar.

 

Se den hvis du kan lide: Petra elsker sig selv & Tykke Ida

Hvor du kan se den: DR TV

Antal sæsoner: 1 sæson – 6 afsnit

De smukke drenge, DR3

De smukke drenge

Mens ‘De perfekte piger’ gjorde mig trist, fik ‘De smukke drenge’ mig til at grine højt flere gange. Programmet, der efterhånden har nogle år på bagen, følger en håndfuld unge drenge i jagten på den helt store modelkarriere og belyser (lidt af) det bedste og værste ved branchen. Jeg var underholdt af, hvor forskellige drengene er og hvordan de går til arbejdet som model.

 

Nogle af drengene virker så søde, sympatiske og velovervejede, mens andre til tider trænger til, at nogen fortæller dem, at du altså ikke er en form for overmenneske, fordi et modehus synes du er the shit en sæson eller to. Alligevel kom jeg igennem de seks afsnit til at holde lidt af dem alle sammen. Unge, idealistiske og små anarkistiske Bastian, der aldrig ville gå med pels, altså lige indtil han bliver booket til et show for Versace. Nede på jorden Martin, der ikke lader noget stige ham til hovedet. Jon, der virker helt på røven over, at han kan leve af sin udseende. Oskar, der ikke har det lige nemt, men hvis begejstring smittede af på mig. Og så selvfølgelig Otto, som kan lyde så prætentiøs, at jeg skreg af grin, men samtidig også synes, at det var lidt synd for, da han ikke fik et show, fordi Bottega Veneta ville bruge yngre, friskere modeller. Han var 20.

 

Se den hvis du kan lide: De smukke piger & Topmodel

Hvor du kan se den: DR TV

Antal sæsoner: 1 sæson – 6 afsnit

 

Fotos: DR