Ferie-FOMO-forløsning

februar 1, 2018 at 04:30

Ubud, Bali, jumpsuit, buksedragt, rismarker, rice terraces

Beklager radiostilheden og så endnu efter sådan en cliffhanger med mit store feriedilemma. Det hele ordnede sig selvfølgelig, eller rettere fravalg måtte tages og endelig valg træffes (to ting jeg er utrolig dårlig til). Faktisk endte en af de andre piger på surfcampen med at skære igennem: ‘Tag til Ubud, drop Gili-øerne for denne gang’. Og det besluttede jeg mig så for. Alle anbefalede at opleve Ubud og undlade at tilføje nye øerne (omend små) til mine få ekstra dage efter surfcampen pga. transporttiden til og fra øerne ville jeg miste så meget tid bare på at køre og sejle dertil. Gili-øerne må blive næste gang.

 

Skæbnen ville, at en af surfcampens tidligere gæster, Silja fra Finland, som var blevet hængende i området, også havde planer om at tage til Ubud mandag. Så vi slog pjalterne sammen og fik arrangeret en chauffør til at køre os derop. Selvom Ubud ligger cirka i midten af Bali er det kun en køretur på omkring en time fra Canggu/Seminyak-området. Afhængig af trafikken. Alt er afhængig af trafikken her, som er temmelig vild. Scootere zigzagger ind og ud mellem bilerne, alle kører hurtigt (når de kan) og hunde løber pludseligt ud på gaden. Det er ikke for sarte sjæle (aka mig), men vi kom smertefrit til Ubud og fik indlogeret os i vores kæmpemæssige Airbnb med to værelser, to dobbeltsenge og en smuk panoramaudsigt. To nætter for $65 (plus Airbnbs servicegebyr på $10).

 

Min plan var egentlig at tage tilbage og overnatte min sidste nat i Canggu, men jeg besluttede at blive hængende en ekstra nat i Ubud med Silja, og i morges tog vi sammen tilbage til surfcampen, hvor jeg har fået lov til at hænge ud til mit fly hjem ved midnatstid.

 

Jeg kommer helt sikker til at fortælle meget mere om Ubud, som var en skøn tilføjelse til mit Bali-eventyr, surfcampen, det at rejse alene, tippe og gode spisesteder. Men i dag er min sidste dag og selvom vejret er nået ustabilt, har jeg alle intentioner om at suge alt den sidste lækkerhed ud af Bali, inden jeg skal tilbringe 18 timer i en flyver (eller rettere to forskellige fly). Planen er en sund og lækker frokost et sted i Canggu, måske lidt panikshopping (burde virkelig ikke, har allerede købt alt for meget) og forhåbentlig en time eller to ved poolen her på Surflodge Limasan.

 

Jeg vender tilbage, når jeg igen er på dansk jord!