Bali-guide: Seminyak, Canggu, Kerobokan & Ubud

februar 16, 2018 at 13:02

Bali, frugt

Ubud, rice terraces, rismarker, Bali

The Shady Shack

Seminyak, street art, Bali

Surf, surfing, Rip Curl, Bali, Sanur

Parade, Seminyak, Bali, religious ceremony

Balifu jumpsuit, Bali, fliser

Blomster, Bali

Tanah Lot-templet, Bali

Masker, Bali, Tanah Lot

Ubud, rice terraces, rismarker, Bali

Bali var fantastisk, smuk, fugtig, beskidt og frodig. Da jeg først landede blev jeg momentært overvældet af vivaret på vejene, alle menneskene og de mange reklamersøljer, der ville lokke dig ind, men allerede i løbet af mit første døgn forelskede jeg mig i Bali. Selvom Seminyak er langt fra det ægte Bali, så var det det perfekte sted at akklimatisere til et nyt land, en ny tidszone og en uvant og meget høj luftfugtighedsprocent.

 

Balis madscene alene er grund nok til at flyve 18 timer øst på til det indonesiske hotspot. Jeg har sjældent spist så godt, billigt og sundt på én og samme tid. Jeg er selvsagt kæmpe fan. Derudover var det virkelig nemt at spise vegetarisk uden at jeg på nogen måder følte, at jeg gik glip af noget. Jeg fik afprøvet alt fra de små lokale ‘warung’ til de smarte caféer, hvor kun expat-typerne og vestlige turisterne hang ud. Hver sin charme.

 

Bali er en skør blanding af australiernes Mallorca i nogle områder og de smukkeste naturoplevelser i andre. Hvor der er turister er der boder og butikker med alverdens saronger, masker og kolde colaer. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg holdte mig i skinnet i forhold til diverse shoppingfristelser, men jeg købte altså kun gode ting, haha! Der kommer et seperat indlæg om, hvad er kom med hjem fra Bali. Jeg kunne have købt meget mere.

King Diamond Surflodge Limasan

Bali, frisk kokosnød

Shelter Café Bali, Seminyak

Salat, salad bowl, Shelter Café, Bali, Seminyak

{Post-surf-frokost på Shelter Café i Seminyak}

 

SEMINYAK

Seminyak skulle lige vokse på mig, og er muligvis meget lidt det ægte Bali, men alligevel gik jeg hen og blev rigtig glad for byen. Måske det var kontrasten mellem de stille og rolige liv på surfcampen og mere hektiske eftermiddage med shopping og frokost i Seminyak efter surf. Seminyak har i hvert fald det hele – strand, mulighed for surf, shopping og masser af hyggelige caféer og restauranter.

 

{BO} 

 

SEMINYAK HIDEAWAY – VILLA BIMA (Gg. Bima 2, Seminyak)  Jeg havde booket to nætter på Seminyak Hideaway til at akklimatisere, når jeg landede efter min lange rejse. Det lille hotel, som er drevet af det sødeste par, Andre og Alex, ligger godt gemt væk inde bag de små sidegader, men kun 3 min. på gåben fra en af Seminyaks hovedgader. Herfra var der en gåtur på ca. 10 min. ned til Seminyak strand og kort gåafstand til supermarked, pengeveksling, restauranter, cafeer og butikker. Det var den perfekte lokation til at gå ud og udforske Seminyak og et godt sted at lande.

 

{SPIS} 

 

ZULA – VEGETARIAN PARADISE (Jl. Dhyana Pura No.5, Seminyak) – Min allerførste aften på Bali fandt jeg en lille vegetarisk sted, som jeg besluttede mig for at afprøve. Det kan godt være, at det var fordi jeg var virkelig sulten ovenpå en lang rejse og helt urolig træt, men her fik jeg den lækreste falafelwrap nogensinde. Tallerkenen så ikke ud af noget særligt, men en lukket wrap, lidt sweet potato skiver, en lille råkostlignende salat og to slags dyp, men jeg siger dig, at den var god! Og sammen med et stort glas vand betalte jeg rørende 33 kr.

 

SHELTER BALI (Jl. Drupadi 1 No.2A, Seminyak) – På meget pæne og ditto hypede Shelter Bali spiste jeg frokost under palmeblade og var pænt tilfreds med min beslutning om at tage til Bali. Selvom der var en del ventetid, var betjeningen sød og maden var lige det jeg havde sukket efter. Jeg fik deres Shelter Breakfast Bowl, forårsruller, en stor grøn juice og en cappuccino, alt sammen til ca. 93 kr.

 

EARTH CAFE & MARKET BALI (Jl. Kayu Aya No.99, Seminyak) – På en af mine første aftener i Bali endte jeg ved et tilfældighed på Earth Café i Seminyak efter en guddommelig massage. Jeg var sulten og havde svært ved at beslutte mig med det store menukort, men endte med deres indiske tallerken med indisk curry, samosaer, papadums og fire forskellige slags dip.

 

 

{BESØG/NYD/SHOP} 

 

Seminyak vrimler med smarte australske designerbutikker blandt ind mellem de små lokale butikker med stråtaskerne alle hvide piger ville eje (mig selv inklusiv) og de samme toppe, t-shirts og kjoler.

 

BODYWORKS (Jl. Kayu Jati No. 2, Seminyak) – På min anden aften gik jeg op til Bodyworks og forhørte mig om de havde en tid. Det havde de først 2 timer senere, men det viste sig at være ventetiden værd. Det er et ret stort sted, der mindede mig lidt om, hvor jeg fik hammam i Marrakech. Jeg blev ført ind i det pænt rum, malet en varm orange både på vægge og lofter, hvor jeg fik den skønneste times full body massage, med bløde melodier strømmede ud ad højtalerne. Hele herligheden koster mig 132 kr. Det eneste jeg fortryder er, at jeg ikke nåede at komme igen.

 

POTATO HEAD BEACH CLUB (Jalan Petitenget No.51B, Seminyak) – Jeg nåede desværre ikke at besøge de to berømte strandbarer, Potato Head Beach Club og KU DE TA, men de skulle eftersigende begge være lækre. På Potato Head kan hænge ud på stranden, drikke en drink i poolbaren, spise i restauranten eller danse natten væk.

 

KU DE TA (Jl. Kayu Aya No.9, Seminyak)  KU DE TA er, ligesom Potato Head, en restaurant, bar og beach lounge. Stedet skulle også være et godt bud på et sted at få en drink, mens solen går ned over det indiske ocean.

 

BALIFU (Jl. Arjuna, Seminyak) – Balifu har få modeller, men hver model kommer i 7-10 forskellige farver og print. Jeg var egentlig på jagt efter en gave til min stedmor fordi hun passede Frank, men jeg endte med at købte den blødeste kimono til hende og ditto buksedragt til mig selv.

 

ALTA MODA (Jalan Patih Jelantik Blok Entrance 1 No. 03-06, Legian) – Den vildeste stofbutik i fire etager. En af pigerne, der arbejdede på surfcampen, introducerede mig til butikken og den skrædder hun selv bruger tæt derpå. Her købte jeg for 2 mio. rupiah (knap 900 kr.) af den lækreste italienske silke og fik lavet de smukkeste kimonoer.

Crate Café, Canggu, smoothie bowl

Crate Café, Canggu, Surfing never alone

Dragonfruit, Bali, frugt

Surflodge Limasan, surfcamp, katte, King Diamond, Ghostface

Bali, blomst, flower

Crate Café, Canggu

DSC07171Crate Café, Canggu, salad bowl

{Salad bowl på pæne Crate Café i Canggu}

 

CANGGU

Ligger nord for Seminyak og det nye up and coming (hvis ikke allerede hipster)sted på Balis østside. Her er fyldt med expats og surfere. Stemningen er rar og afslappet, spisesteder mangler der ikke og heller ikke så fine butikker med smukke sommerkjoler, strandtasker, sandaler eller smykker. Næste gang vil jeg gerne have endnu mere tid i Canggu.

 

{SPIS} 

 

THE SHADY SHACK (Jl. Tanah Barak No.57, Canggu) – The Shady Shack er et af Canggus mange hot spots, hvor de udelukkende serverer vegetarisk og vegans mad og drikke. Jeg besøgte stedet sammen med surfcampens øvrige gæster. Her fik jeg den mest cremede og sygt lækre grønne smoothie (som slet ikke smagte sundt) og en haloumiburger. Desværre regnede det helt vildt den aften, men vi sad i tørvejr under halvtaget og nød vores mad med udsigt ud til rismarkerne på den anden side.

 

PELOTON SUPERSHOP (Jl. Pantai Berawa No.46, Canggu) – Jeg fik desværre kun prøvet takeaway fra Peloton, men det var til gengæld virkelig godt. En aften efter aftensmad havde jeg syge chokolade- og kokos-cravings, så en af pigerne på campen foreslog bare at bestille noget med levering. Som sagt, så gjort. Vi fandt menuen frem online og bestilte deres veganske brownies og snickerskage. Brownien var god, men snickerskagen var fantastisk! Hvis du er til peanuts og chokolade, så skal du prøve den, hvis du er i området. Virkelig, virkelig lækker. Ved to andre lejligheder fik jeg prøvet deres veganske lasagne, mexicanske salat med pulled jackfruit og vegetariske tacos. Så lækkert! Kæmpe anbefaling til Peloton herfra!

 

THE AVOCADO FACTORY (Jl. Batu Mejan, Canggu) – Jeg havde det ikke gå godt og følte mig ikke sulten, så jeg fik bare lidt vand, mens mine to medspisere prøvede deres avocado smash. Det er ellers et sted lige efter mit hjerte, alle retter er bygget op om avokado og derudover går restaurantens eje op i bæredygtighed og er 98% plastikfri.

 

CRATE CAFE (Jl. Canggu Padang Linjong, Canggu)  Crate er en af de der smarte expat-hangout spots, og hvis du kommer forbi kan du øjeblikkeligt se, hvorfor. Den store åbne café er fyldt med cool detaljer fra de lyserøde sofaer, betongulvet og det nøje udvalg af tøj og sko du kan shoppe efter du har nydt din salat, smoothie bowl eller kaffe. Stedet er pænt og maden er god.

Tanah Lot-templet, Bali

Tanah Lot, Bali

Warung Orange, Tanah Lot, fried noodles, fried tofu, fried tempeh, frisk kokosnød, young coconut

Tanah Lot-templet, Bali

Tanah Lot temple, tempel, Bali

{Tanah Lot-templet}

 

KEROBOKAN & MERE

Sådan cirka midt i mellem Seminyak og Canggu ligger Kerobokan, men i virkeligheden flyder byerne lidt sammen. Det var i Kerobokan, at jeg boede på min surfcamp og derfra også nåede ud og prøve en del af området restauranter.

 

{BO} 

 

SURFLODGE LIMASAN (Kerobokan, North Kuta, Badung Regency, Bali) – Efter mine nætter i Seminyak rykkede jeg til min surfcamp, Surflodge Limasan, i 7 nætter, som egentlig ligger i Kerobokan mellem Seminyak og Canggu. Her var helt fantastisk, det er lidt som at bo sammen med dine venner (og alle i øvrigt var 25+) og hvis du er interesseret i at surfe kan jeg kun anbefale det. Både hvis du er nybegynder og hvis du bare vil have en base og tage ud på surfeventyr selv. Du behøver ikke bo der en hel uge og du kan også leje dig ind uden at tage surflektioner.

 

{SPIS} 

 

NOOK (Jl. Umalas 1 Gang Nook No. 1, Kerobokan) – Nook besøgte jeg også sammen med surfcamp-holdet. Det er en mega hyggelig restaurant placeret midt i mellem rismarkerne. Surfcamp-manageren Andy anbefalede deres beef randang, som er en indonesisk specialitet, men eftersom jeg ikke er den store kødspiser hoppede jeg på den vegetariske version med tempeh. Blød, lækker og tilpas krydret. Nook sælger også forskellige indretningsting, søde kort og andre dimser. Jeg kom til at købe en lyserød clutch med ananaser med hjem, fordi den var så pæn.

 

BALI BUDA (Jalan Banjar Anyar No. 24, Kerobokan) – Jeg spiste ikke på Bali Buda, men jeg gik lidt amok i deres tilstødende butik. Surfcampen havde deres fantastiske passionsfrugtmarmelade til morgenmaden, men den skal være på køl, så jeg kunne desværre ikke få den med hjem. Til gengæld købte jeg masser af andre lækkerier: Lilla sweet potato chips, cashewbutter, spirulina, krydderier og balinesisk kaffe.

 

XICH LO. WARUNG VIETNAM (Kerobokan Kelod, North Kuta) – Jeg havde surfet om morgen og taget en yogatime om aftenen, så jeg var dødsulten, da vi ankom til den lille vietnamesiske restaurant ikke langt fra surfcampen. Silja og jeg besluttede os for at dele deres friske forårsrulle med tofu og bestilte en nuddelsalat hver. Bagefter var vi stadig sultne, så vi delte lige en banh mi med sauteret svampe også. Så var vi også godt mætte! Hele herligheden blev naturligvis skyllet ned med friske kokosnødder.

 

WARUNG ORANGE (Pasar Seni Tanah Lot, Jl. Raya Tanah Lot) – Efter min tur ud til Tanah Lot-templet var jeg ved at dø af sult, så jeg fandt en lille warung og bestilte deres fried noodles med grønsager og fried tempeh og tofu ved siden af. Og en frisk kokosnød selvfølgelig. Rørende 22,5 kr. blev det for hele herligheden.

 

{BESØG/NYD/SHOP} 

 

TANAH LOT-TEMPLET  På min pausedag fra surf hoppede jeg i en Uber ud til Tanah Lot-templet (sammen med hvad der må havde været alle andre turister i området). Jeg kunne læse mig til, at folk anbefaler, at du kommer til solopgang eller solnedgang, men jeg ankom altså omkring kl. 11 på dagens varmeste tidspunkt. Selve området på vej ned til templet er fyldt med små boder, butikker og restauranter, hvilket både er lidt irriterende, men også bekvemt. Jeg brugte ca. 3 timer på at køre derud fra surfcampen, gå rundt og se Tanah Lot- og Batu Balong-templet. OBS: Ikke-balinesere må ikke komme ind i selve templet, men ved Tanah Lot kan du gå ud i vandet og over på templesiden, give en lille donation, få lov til at drikke fra en helligkilde og blive velsignet af en munk.

 

Bagefter fandt jeg en lille lokal restaurant, Warung Orange, og fik en skøn frokost og frisk kokonød i skyggen, inden jeg drog tilbage til campen. Jeg havde dumt sagt til min Uber-chauffør, at han ikke behøvede vente på mig, så jeg endte med at betale næsten tre gange så meget for hjemturen, som for udturen (56.000 ud / 150.000 hjem).

Ubud, rice terraces, rismarker, Bali

Pura Tira Empul temple, tempel, Ubud

{Farverige saronger – påkrævet dress code i Tira Empul-templet}

Pura Tira Empul temple, tempel, Ubud

Pura Tira Empul temple, tempel, Ubud

Cafe Dewi, Ubud, gado-gado, indonesisk mad, Indonesian food

{Vegetarisk gado-gado med fried tempeh på Cafe Dewi}

Vandfald, Ubud, Bali

{Tegenungan-vandfaldet cirka en time udenfor Ubud}

Street art, Ubud, Bali

Ubud, Bali, jumpsuit, buksedragt, rismarker, rice terraces

{Tegallalang-rismarkerne i Ubud}

 

UBUD

Ubud er Balis kunstneriske og spirituelle centrum, og på trods af, det er mindre hektisk end Seminyak og Canggu, så er centrum af Ubud stadig turistet. Ubud ligger midt ude i junglen, blandt rismarker, vandfald og templer, men byen ligger alligevel kun ca. en times kørsel fra Seminyak/Canggu-området. Du kan leje en chauffør til at køre dig derop for omkring 300.000 rupia (ca. 133 kr.) eller du kan få en chauffør for 10 timer for ca. 700.000 rupia (312 kr.). Vi tog en bil derop og dagen efter lejede vi en chauffør i 5 timer for 500.000, og aftalte 100.000 for hver ekstra time vi skulle bruge. Vi endte med at bruge 6 timer på at komme ud i rismarkerne, spise frokost, besøge vandtemplet Tira Empul og til sidst besøge et vandfald.

 

Hvis du er på udkig efter en smuk silkekimono til ingen penge eller noget smart yogatøj i et frisk print, så er Ubud stedet. Derudover vrimler byen også med små helsebutikker og caféer og adskillige yogasteder, som en berømte Yoga Barn.

 

{BO} 

 

THE LEGON GUEST HOUSE (Jl. Sri Wedari, Ubud) – Vi havde booket et værelse gennem Airbnb uden jeg helt havde forstået konceptet – du fik et lækkert værelse til billige penge, men du vidste ikke hvor i Ubud. Således endte vi længere væk fra Ubuds centrum end tiltænkt de første to nætter, men det var faktisk ret fint, for vi fik en meget mere lokal oplevelse, fordi vi valgte at gå de 2,5 km ind til centrum og tilbage igen et par gange. Vi betalte 75 dollars for vores kæmpemæssige suite med værelser med to store dobbeltsenge.

 

LORIS HOMESTAY (Jl. Sri Wedari No.12, Ubud) – Efter de to første nætter rykkede vi ind til Loris Homestay lige i centrum af Ubud til vores sidste nat, så vi undgik gåtiden frem og tilbage. Lori var så sød, værelset var pænt og rent, og morgenmaden var skøn. En nat kostede os 18 euro, så det var lige til at overskue.

 

{SPIS} 

 

EARTH CAFE & MARKET (Jl. Goutama Sel., Ubud, Bali 80571) – Min fornemmelse for, hvad der er dyrt og billigt på Bali ændrede sig i løbet af turen, så da vi endte på Eart Café i Ubud, blev jeg næsten chokeret over, at de forlangte 94.000 rupia for en morgenmadsskål med müesli og friske bær, ikke desto mindre valgte jeg den, en ice latte på kokosmælk og den obligatoriske kokosnød. Alt var lækkert og kostede mig ca. 83 kr. OBS: Stedet er vegetarisk og vegansk, så der er kun mandel-, kokos- og soyamælk.

 

CLEAR CAFE (Jl. Hanoman No.8, Ubud) – Jeg havde fået stedet anbefalet af en anden pige fra surfcampen; Indretningsmæssigt var det ikke min stil, men maden smagte godt og jeg fik verdens bedste veganske chokolademilkshake med kokomælk, som jeg seriøst stadig drømmer om.

 

ATMAN NOURISH KAFE (Jl. Hanoman No.43B, Ubud) – Tag en plads helt omme bag i restauranten, så du kan sidde og kigge ud over rismarken. Atman Nourish er en af Balis mange smarte helsecaféer, hvor du kan få lækker, sund mad. Jeg fik deres balinesiske curry, som var så dejlig, mens min surfveninde prøvede deres pizza. Dagen efter stoppede vi igen forbi til kaffe og kage. Jeg prøvede deres veganske chia-tiramisu og så underligt, som det lyder, så smagte den dejligt.

 

CAFE DEWI (Jl. Raya Tegallalang) – Nyd den bedste udsigt over Tegallalang-rismarker, mens du nyder din frokost og en frisk kokosnød. De ved, hvad de skal tage for maden, men deres gado-gado var god og udsigten var upåklagelig.

 

{BESØG/NYD/SHOP} 

 

TEGALLALANG-RISMARKERNE  De berømte Tegallalang-rismarker (rice terraces) var et must på min Bali-liste. Du betaler øjensynligt 10.000 rupia (4,5 kr.) for en symbolsk billet til at gå på fortovet for så snart vi kom ned til nedgangen til rismarkerne, ville en balinesisk mand havde en ‘donation’, inden vi og de andre turister måtte komme videre. Det tog et snak med vores chauffør, inden manden modvilligt lod os passere. Her ventede os det syn jeg havde drømt om; frodige rismarker i alverdens forhøjninger.

 

PURA TIRA EMPUL – VANDTEMPLET – Det hindu balinesiske vandtempel er et af områdets mest berømte templer. Her kommer hinduer (og den tilfældige turist) for at bade i det hellige vand og kure dem selv for dårligdomme. Et smukt tempel og et første sted jeg følte, at jeg virkelig fik set templet. Saronger bliver uddelt gratis inden du får lov at komme ind.

 

TEGENUNGAN-VANDFALDENE – Omkring en times kørsel fra centrum af Ubud ligger Tegenungan-vandfaldene – det store og det lille. Der er ca. 1000 trin ned til det smukke vandfald (som dog også kan ses fra platformen tæt på parkeringspladsen), så det er ikke for dårligt gående. Desværre var vandet for vildt den dag til at vi måtte bade, men der var utrolig flot. Desværre har de lokale noteret sig denne turistfavorit og ‘udsmykket’ stedet med adskillige hjerter i bambus og sten, hvor par og andre kan forevige deres besøg.

 

BALI FARM COOKING & ORGANIC FARM – Mit personlige højdepunkt i Ubud var vores madlavningskursus. Langt ude i Ubuds regnskov ligger Pemulan, en balinesisk økologisk madlavningsskole. Efter vores afhentning kl. 8, kørte vi først ud til et lokalt marked, hvor vi blev introduceret til traditionelle indonesiske krydderier, inden kørte vi ud til farmen. ‘Welcome to the jungle’ sagde vores vært, da vi trådte ud af bussen. Vi fik en introduktion til grunden og dens afgrøder, hvorefter vi gik i gang med at lave dagens seks forskellige retter.

 

MONKEY FOREST ROAD – En Ubud-klassiker, men vi sprang over, efter vi hørte, at nogen havde set bure med aber ved den berømte vej. Aberne stjæler gerne dine ting mod snacks, så hold godt fast på dine ejendele.

 

NUSA THERAPY (Jl. Hanoman No.23-27, Ubud) – En våd og regnfyldt aften endte vi ved et tilfælde på Nusa Therapy til en omgang mani/pedi inkl. foot scrub med fodmassage. 90 minutter varede den skønne behandling og vores negle skinnede og hænder og fødder var bløde som en babynumse bagefter. Vi betalte 180.000 rupiah (ca. 80 kr.) + drikkepenge hver. OBS: Husk at sørge om prisen er inklusiv lak.

 

MOUNT BATUR – Jeg er mest ærgerlig over, at jeg ikke også kunne nå at besøge Mount Batur, som skulle være så smukt. Du bliver hentet på dit hotel kl. 2 om natten og kørt ud til bjerget, hvor du går op, mens solen langsomt står op. På toppen for du så serveret morgenmad inden turen går ned igen. Det står højt på min to-do til næste tur til Bali.

 

E&R (Jl. Hanoman, Ubud) – Her finder du de skønneste kimonoer og kjoler i 100% silke til ingen penge. Prøv selv at styre dig, haha! Der ligger i øvrigt en hel af den slags butikker i Ubuds centrum.

 

INTUITIVE FLOW (Jl. Raya Tjampuhan, Penestanan Kaja, Sayan, Ubud) – Jeg nåede desværre ikke til en yogatime, mens jeg var i Ubud, men surfcampens dejlige, australsk yogainstruktør talte meget varmt om Intuitive Flow.

Pura Tira Empul temple, tempel, Ubud

Pura Tira Empul temple, tempel, Ubud

Morgenmad, breakfast bowl, Earth Cafe, Ubud, Bali

{Pæn morgenmadsskål på Earth Café i Ubud}

Ubud, Bali

Pura Tira Empul temple, tempel, Ubud

Himmelseng, Bali, Ubud

{Min smukke himmelseng på The Legon Guesthouse}

Ubud, rice terraces, rismarker, Bali

Tempel, Bali Ubud

{TIPS & TRICKS TIL BALI}

 

– Bali er en sikker ø at besøge, men der er stadig ingen grund til at parere rundt med sine værdigenstande en mørk aften – eller generelt.

– Kører du på scooter, så kom altid din taske og kamera ned under sædet.

– Husk at du (teknisk set) skal have et internationalt kørekort for at køre scooter eller bil på Bali. Bøden er på 250.000 IDR.

– I Seminyak, Canggu og Kerobokan-området skal du også køre med hjelm. Reglen vælder vist også i Ubud, men der i følge de lokale mindre politi, så ingen gør det deroppe, hvor du næsten ikke ser nogen uden hjelm i de større byområder.

– Jeg blev rådet til at køre videre, hvis jeg havde en lille uheld eller sammenstød på scooter med lokale (hvor ingen kommer til skade!). Eftersigende er det almindeligt, at politi giver den vestlige part skylden og forlanger penge af dig, som ryger ned i egen lomme. Jeg kørte ikke selv på scooter eller bil, men formaningen er hermed givet videre.

– Tag altid de blå Blue Bird taxaer (fremfor private biler) og bed dem om at sætte taxameteret til. Det er klart den billigste mulighed. Ellers aftal altid prisen på turen, inden du sætter dig ind.

– Alternativt fungerer Uber fik på Bali, men de må eksempelvis ikke køre ind i Ubud eller holde ved nogle af de populære strandområder i Seminyak og Canggu.

– Bali fylder med skrald, så tænk over, hvordan du kan være undgå at tilføje til problemet. Køb en genbrugelig vandflaske og få den fyldt op på caféer og restauranter i stedet for engangsplastikflasker. Tag et indkøbsnet med hjemmefra og tak nej til plastikposer, når du shopper.

– Der er udemærket wifi på de fleste caféer, men du kan også nemt købe en SIM-kort i de små supermarkeder (fra 5000 IDR) til dataforbrug.

– Det er langt billigere at købe din solcreme og myggespray på et af de lokale orange apoteker end hjemmefra. Solcremen giver sig selv i et tropisk klima med masser af sol, men trust me du bliver glad for din myggespray.

– Du kan hyre en chauffør for en hel dag for ca. 7-800.000 rupiah (ca. 300 kr.), det er en oplagt måde at komme til Ubud fra Seminyak og se højdepunkterne (rismarkerne, vandfald og vandtemplet) på en enkelt dag.

– Besøger på Bali i regntiden og surfer du, så sørg for at skylde dine øjne og øre grundigt efter du er kommet op af havet. Det forurenede vand kan give dig øre- og øjenbetændelse. Når det er sagt oplevede jeg ingen gener andet end herlighedsværdien i at være i vandet sammen med skrald.

– Hundene på Bali bliver ikke alle sammen passet lige godt på, så selvom de sikkert ikke ville gøre dig noget, så komme mange af dem rendende ud på gaden og gør, når du kommer forbi. Jeg er ikke bange for hunde, men fik et par mindre chok en sen aften. Gode råd: Lad være med at løbe, klap højt og/eller sig bestemt ‘Gå væk’. Det gjorde tricket på de små veje i Ubud.

Vegansk milshake, Atmann Nourish Kafe, Ubud, Bali

Hundehvalp, Bali

Clear Café, curry, Ubud

Tegallalang-rismarker, rice terraces, Ubud, Bali