Bali-bootcamp

januar 5, 2018 at 16:00

High waisted bikini fra Weekday

Der er ikke noget som udsigten til at skulle hoppe i sin bikini, der kan få mig til at tage en ekstra gang i fitten. Men nu handler min ekstra indsats på træningsfronten (og den generelle sundhedsfront) ikke om at føle mig klar til bikinitid, men i særdeleshed om at blive stærkere og mere udholdende. Om præcis 14 dage drager jeg til Bali på surfferie og jeg er pt lige dele ved at sprænges af begejstring og skræksalgen for om jeg nu er klar.

 

Hvis I læste med da jeg kom hjem fra Marokko, så har I læst om min første surfferie og dertilhørende udfordringer. Selvom jeg grinede og elskede surfing, så var det også noget af det hårdeste jeg længe har prøvet. Både for min krop, men ikke mindst mit hoved. Jeg kæmpede med mine armkræfter og en pludselig frygt, der kom efter en særlig tarvelig bølge bankede alt luften ud af mig. Derfor besluttede jeg mig for at sætte hårdt ind, da jeg klikkede bestil til flybilletterne til Bali tilbage i midt-november, præcis to måneder inden afrejsen.

 

Jeg vidste, at jeg måtte arbejde mere fokuseret med mine arme og core for at få oparbejdet nok styrke til at kunne paddle mig selv ud på surfbrættet og derefter bruge både arme, mavemuskler og ben i det drilske pop-up (læs. bevægelsen fra du ligger på brættet til du står op). Ikke noget med kun at træne på crosseren og andre hovedsageligt benrelaterede øvelser, som jeg ellers favoriserer, da det er min klart stærkeste kropsdel.

 

Siden mit nytårsforsæt om at genfinde træningsglæden, har jeg trænet ca. 3-4 gange (præ-skinnebensbetændelse 5-7 gange) om ugen. I efteråret lå jeg en del tættere på tre træningsdage om ugen end seks, så jeg har blandt andet skruet op for antallet af træninger og forsøgt at gøre dem mere effektive, blandt andet ved at få privattræning i reformer to gange om ugen hos den skønneste australske kvinde og tage nogle tiltrængte crawl-lektioner. Arme, arme, arme.

 

Lige inden jul drog min reformerinstruktør en måned hjem til Melbourne og har derfor efterladt mig alene til min træning. Heldigvis ved jeg, hvad jeg skal arbejde på – arme og core – mine to svageste områder. Armbøjninger og Stram Op-hold i fitten lød hendes (an)befaling på.

 

Jeg tænker at holde jer opdateret på, hvordan det går, ikke mindst med min træning, men også min kost og generelle sundhed her i ugerne op til afrejsen. Måske nogle af jer også har brug for at få stramme nogle områder op eller bare lidt inspiration til en sundere hverdag. Jeg er på ingen måder ekspert, men jeg tænker, at ved at dele mine planer herinde forpligter det mig selv til rent faktisk at få det gjort og forhåbentlig inspirere jer til et par sundere valg (eller spise en masse kage i protest, haha!).

 

Meget mere #balibootcamp følger…

Surfferie, Tamghart, Surf Star Morocco, Marokko, surf camp,

Surfferie, Tamghart, Surf Star Morocco, Marokko, surf camp, Jens

Surfferie, Tamghart, Surf Star Morocco, Marokko, surf camp,