Bali-bootcamp: Velvære

januar 18, 2018 at 15:34

Glad type, selfie, stort smil

Denne her bliver den sidste del af min Bali-bootcamp, ej der kommer nok også en sidste update, men det her er den sidste af de tre bootcamp-dele: Træning, kost og velvære. I dag handler det om velvære, den mest fluffy af dem. Velvære er selv sagt ikke det samme for mig, som det er for dig, men jeg vil alligevel give mine bud på, hvordan du kan skabe mere velvære i din krop og i dit hoved.

 

For mig starter velvære med at passe godt på mig selv; holde mig aktiv, spise det min krop har brug for (og mindre af det den ikke har brug for, bland-selv-slik jeg kigger på dig) og en god natssøvn.

Sovemaske

Sov godt

Jeg har sådan en smart alarm på min telefon, som kl. 22.15 på hverdagsaftener minder mig om, at det er på tide at gøre klar til at gå i seng og hvis dyret ikke er luftet endnu, så er det ved at være oppe over. Jeg vil nemlig allerhelst ligge i min seng kl. 22.45-23. På den måde får jeg 8 timer til når min alarm starter igen kl. 7. For jer med små børn er 8 timers sammenhængende søvn måske helt urealistisk, tro mig, jeg værdsætter det også virkelig meget. Når jeg er træt, kan det føles helt som tømmermænd og min krop craver alt muligt sødt, salt og usundt. En god nattesøvn sørger for, at jeg starter dagen rigtigt og nemmere kan foretage næste sunde valg.

 

Ro til hovedet

Jeg har en tendens til at lade tankerne spinne ud af kontrol til et punkt, hvor jeg pludselig bliver ramt af angst og føler mig overvældet. Som del af mit nytårsforsæt vil jeg gerne blive god til at få mediteret dagligt for at øve mig i at lukke det ude, der ikke gavner mig og tage det ind, der gør. I slutningen af sidste år begyndte jeg at bruge appen HeadSpace, med verdens mest behagelige britiske mand, som jeg havde stødt på flere gange. Jeg prøvede først den 10 dages gratis version, men inden nytår kom et års abonnement på tilbud, så jeg slog til med det samme.

 

Her op til min kommende surfferie er det tanker om kæmpe bølger, der skyller over mig, som jeg skal til at sove. Jeg er bange for at blive bange igen, så jeg forsøger at være ekstra opmærksom på at trække vejret dybt og visualisere mindre, sjove bølger – perfekte til mit mod og niveau. Det er min ferie og jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Hvis der er noget jeg ikke har lyst til eller føler mig tryg ved, så er der altid et alternativ.

 

Noget andet der hjælper mig til at få ro i hovedet er yoga. Jeg prøver at komme afsted en gang om ugen, det er fantastisk udstræk til ømme muskler, god styrke- og udholdenhedstræning og så er det rart for hovedet. Yoga er som meditation en god øvelse i at lukke lyde og indtryk ude og bare være i kroppen for en tid. Det er ikke for alle, men jeg elsker det.

Yogamåtte, Pineapple King, eco yoga mat

{MIN FINE YOGAMÅTTE ER FRA YOGI PEACE CLUB}

 

Vitamintilskud til skeptikeren 

Jeg tror meget på, at man skal spise sig til de vitaminer man har brug for (det er en, der deler vandene, det ved jeg). Jeg spiser normalt sundt og varieret med fokus på grønsager, så jeg er overbevist om, at jeg er godt dækket ind. Men jeg er blevet anbefalet af min reformerinstruktør i at tage calcium og magnesium, når jeg træner som jeg gør, så jeg har i den sidste månedstid suppleret med en vitamin med calcium og magnesium med D-vitamin fra Solaray og så tager jeg fiskeolie (jeg spiser den fra Eskimo-3). I sidste uge var jeg for første gang til osteopat og hun spurgte også til vitaminer og svarede, at det var de vigtigste jeg tog. Det er altid rart at få bekræftet, at man gør det rigtigt. Særligt når man er en vitamintilskudsskeptiker.

 

Den famøse balance

Det der med balance, den er altid svær for mig. Jeg er meget sort/hvid i min tankegang og jeg er enten med eller ude, begejstret eller uinteresseret, glad eller sur. Måske derfor er balance svært for mig og uden tvivl også grunden til, at sukkerfrieuger 0g træningsplaner virker for mig. Jeg elsker regler og finder altid på små konkurrencer eller udfordringer til mig selv.

 

Af samme årsag synes jeg, at det er træls, når tingene ikke går som planlagt eller jeg ikke kan overholde min udfordring/konkurrence. For eksempel irritererede det mig virkelig ikke at nå at træne alle seks gange i sidste uge, men kun fem. I det store hele er det jo fuldkommen ligegyldigt og jeg gjorde det der var bedst for min krop (og endda beordret af min osteopat), men alligevel føltes det som et nederlag. Derfor trænede jeg også selvom jeg vidste jeg havde feber. Så dumt, men endnu et godt eksempel på, at den der balance er svært. Det er svært for mig at vurdere, hvornår skal jeg presse på og hvornår skal jeg bare slappe af. Det er naturligvis svære nu, hvor jeg har en skarp bagkant, men den der famøse balance er generelt en svær disciplin for mig.

 

Prioriter professionel hjælp

Når man ikke fra naturens side er god til at søge balancen i tingene, er man ekstra udsat for skader. Jeg er i hvert fald. Jeg joker tit med, at min krop hader mig. Der går sjældent 14 dage, hvor jeg ikke oplever en ny (semi)akut smerte et eller andet sted i min krop. Nogle gange er det bare en sene der blev trukket for meget, en muskel der har arbejdet rigeligt hårdt, men ofte er det en tilbagevendende smerte. Siden midten af december har jeg døjet med en nakke, der var været dum, stiv og øm. Varmepude, smertestillende og massage tog toppen af smerten, men da den kom tilbage med fuldkraft i januar, vidste jeg, at jeg var nødt til at få professionel hjælp. Jeg gik derfor til en osteopat for første gang i mit liv. Hun gik grundigt tilværks, spurgte ind til alt fra min sengs hårdhed, hvilke sko jeg går i, om jeg bruge hæve/sænkebord, hvornår jeg fik tjekket mine linser, om jeg spiser sundt, hvor meget jeg træner og så videre. Derefter så kun på min krop, bag mig bukke mig for at se efter skævheder og gik derefter i gang med sin behandling. Min krop sagde de vildeste knæk og selvom ikke alt føltes rart, var intet ubehageligt.

 

Hun bad mig komme igen inden min afrejse og jeg håber sådan, at min nakke er på plads til en uges surf. Uanset hvad var det en kærkommen lejlighed at blive mindet om, at alle skader eller overbelastninger ikke bare går i sig selv og jeg er nødt til at prioritere hjælp til min krop, hvis jeg vil af med mine skavanker og skader. En osteopatbehandling er ikke billig, men til gengæld håber jeg, at resulteterne er længere end en afspændingsmassage her og der.

{BODYLOTION MED SELVBRUNER FRA DOVE // MICRO EXFOLIATING BALM FRA OSKIA // BODYSCRUB MED GRØNTE FRA MATAS // BODY HYDRATOR FRA TRINE’S WARDROBE}

 

Beauty prep

Der er ikke noget som en strandferie, der kan få en til at se sig en ekstra gang i spejlet. Her sidst i januar, hvor kroppen ikke har set en solstråle i månedsvis, virker tanken om at skulle stå i bikini om fire dage små absurdt. Derfor har jeg sat ind med beauty prep, i den sidste uges tid har jeg flittigt brugt min yndlings-bodyscrub og ansigtsscrub i badet og sprayet mig selv med en let bodylotion, når jeg er kommet ud af badet og fulgt op med en bodylotion med en smule selvbruner i. Nu ser min hud en helt del friskere ud med en lille smule glød og jeg føler bedre tilpas i mit januarhylster.

 

Derudover har jeg været en tur forbi Kenny Anker Brows, hvor en sød pige ved navn Cecilie gav både mine bryn og vipper lidt farve, så jeg ikke behøver tænke over noget løber, hvis jeg forsøger mig med lidt makeup i plus 30 graders varme. Det er så rart at vide, at jeg bare kan vælte ud af sengen og ud på surfbrættet uden at skulle tænke over min mascara, som er det eneste skønhedsprodukt jeg ikke kan leve uden. Jeg synes, at jeg ser helt forkert ud med lyse vipper, fordi mine øjne er så mørke, så det er rart, at det slet ikke er noget jeg behøver tænke på. Farvet bryn og vipper, Kenny Anker Brows

Petra elsker dig

I sidste ende handler velvære for mig at se om at have det godt – indefra og ud. Det er noget, der har optaget mig meget det sidste år. Hvis I ikke så med i ‘Petra elsker sig selv’, så er det en programserie, der følger DR3 værten Petra i jagten på at slutte fred med sin krop. Jeg elskede program og blev meget inspireret til også at være sødere ved min krops fejl og mangler. Jeg begyndte at sige ‘husk, at Petra elsker dig’, når folk var hårde ved dem selv. Det lyder fjollet, og det er det måske også, men var mere en reference til Petras mission. Det er en kærlig påmindelse om at være sød ved sig selv.

 

Jeg siger det dog ikke til mig selv (haha), men jeg gør en aktiv indsats for ikke at være streng og tarvelig ved mit eget spejlbillede. Jeg er opmærksom på at sige pæne ting til mig selv og ikke pille mig selv ned eller fokusere på mine fejl. Og ved I hvad, det virker. Jeg har lagt mærke til, at det sidste års tid er jeg blevet betydeligt gladere for mit eget spejlbillede og meget mere accepterende overfor de skønhedsfejl jeg nu ser. Det kan godt være at både maveskind og numse kunne være stramme, eller det kunne begge dele helt sikkert, men jeg lever sundt, passer godt på mig selv, træner regelmæssigt og jeg er sund og rask. Jeg har ikke rigtig noget at klage over, så jeg vælger at fokusere på, at man faktisk kan se antydningen af mavemuskler og mine ben er stærke fremfor alt det andet.