Bali-bootcamp: Update

januar 15, 2018 at 16:25

Roning, træning, fitten

Det er gået godt, synes jeg, men tiden begynder at være knap og det stresser mig lidt. Min nakke er fortsat stiv og øm, så i mandags bestilte jeg en tid hos en osteopat efter at have fået det anbefalet af flere. Det hjalp helt bestemt, men jeg kan godt mærke, at den endnu ikke har det 100 procent godt, så jeg har endnu en tid på torsdag. Jeg krydser alt, hvad jeg kan for, at det gør tricket.

 

Sidste uge nåede jeg ikke de seks gange træning, men kun fem. Jeg havde måske lige optimistisk nok planlagt at tage til Puls/Styrke efter min osteopati-behandling, men det syntes min osteopat var en rigtig dårlig idé. Hun advarerede mig om, at jeg nok ville opleve at have ondt og være øm samme aften og næste dag og derfor burde tage den med ro. Allerede den aften havde jeg det vildt i min krop, det var som om jeg havde en omvendt spændingshovedpine. Jeg tror, at alle affaldsstofferne, der var blevet frigivet, gjorde udslaget. Jeg havde ondt i hovedet, var overdrevet træt og øm i hele skroget. Jeg kunne dog ikke dy mig for at tage til pilates næste morgen.

 

Jeg trænede selv dagen efter igen, men jeg havde feber, hvilket jeg har læst mig til kan skyldes behandlingen, så jeg fik noget nær et hedeslag på crosseren. Det var nok ikke verdens smarteste idé at træne med feber, men jeg kunne omvendt ikke overskue endnu en dag uden træning.

 

Sådan har det sidste uges træning/aktivitet set ud:

Mandag: 30 min. cross, 15 min. step, 15 min. power walk + 15 min. styrketræning (9,5 km / 13.508 skridt)

Tirsdag: Beordret hviledag oven på osteopati (6,5 km / 9.805 skridt)

Onsdag: Pilates + 15 min. balancebræt (6,7 km / 10.539 skridt)

Torsdag: 30 min. cross, 15 min. step, 15 min. styrketræning + 5 min. balancebræt (8,5 km / 12.696 skridt)

Fredag: 30 min. cross, 15 min. power walk, 15 min. roning (9,2 km / 12.778 skridt)

Lørdag: Stram Op (8,1 km / 11.223 skridt)

Søndag: Hviledag (3,4 km / 5.051 skridt)

 

Madmæssigt har det også gået godt. Igen hjælper det jo klart, at jeg ikke følger en stringent madplan eller tæller kalorier. Jeg spiser helt som jeg plejer, men undgår sukker, alkohol og tomme kalorier. Dog var der lige nogle afvigelser fra grønsagernes smalle sti.

 

Tirsdag var jeg træt, øm og havde hovedpine, så jeg droppede træningen, som opfordret af osteopaten, og gik i stedet hjem og bagte fuldkornschiafrøboller og bananpandekager, og kaldte det aftenmad. Det var nemt, lækkert og jeg spiste kun et par små tykke pandekager og to boller, så følte egentlig at det var helt forsvarligt.

 

Onsdag var jeg ude og spise med en veninde, og det blev til tre glas hvidvin og en skøn vegetarisk low-carb pizza fra Neighborhood, som smagte så godt, at det var værd at afvige planen for.

 

Lørdag aften var jeg til selvsamme venindes 30 års fødselsdag, så jeg havde for længe planlagt den dag som en dag, hvor jeg måtte spise dessert og drikke alkohol, som ellers var to ud af de tre kostregler jeg følger, som led i min Bali-bootcamp. Af samme årsag var søndag stemplet som ugens hviledag. Jeg spiste kun den lille chokoladekage og sprang isen over, og så jeg sent på aften var ovre ved slikskålen og pludselig havde stoppet tre tivolistænger i munden på én gang, gik jeg over til skraldespanden og spyttede dem ud. Alkohol røg der til gengæld rigeligt ind af, og pludselig ville min krop ikke lege med mere. Kød, sukker og alkohol gav min stakkels mave et chok og alt kom retur. Det var først omkring kl. 12 dagen efter, at jeg kunne holde en kiks og lidt vand i mig.

 

Da jeg kom tilbage til byen, gjorde jeg det eneste rigtige og tog Frank med hen til min lokale kebabmand og bestilte en durum, pomfritter og en rigtig cola. Det tog fire timer at få det hele ned, men bagefter havde jeg det lysår bedre. Jeg drikker selvsagt aldrig igen.

 

På den mere sunde side, har jeg holdt mig til min sædvanelige morgenmad og frokost, og drukket masser af grønne smoothies og fyldt min aftensmad med grønsager. Og bortset fra min dessert lørdag, har jeg holdt 100% sukkerfri siden 2. januar. Alligevel er målsætningen for denne uge, at der ikke er ligeså mange afvigelser fra planen.

 

4 1/2 dage tilbage!