Akut seperationsangst og natteroderi

December 6, 2017 at 22:05

Frank, akut seperationsangst, mops, pug

I går aftes mens jeg stod på badeværelset og børstede mine tænder, hørte jeg pludselig en masse møflen ude i gangen. Da jeg kommer ud for at se, hvad i alverden mit dyr havde gang i, ser jeg, at han har formået at skubbe et hjørne af min kuffert fri, så han lige præcis kunne mase måsen derned. Kufferten havde været med på weekendtur til provinsen, men var ikke kommet videre inden mandag.

 

Han føler sig vist en smule overset de her dage og hans akutte seperationsangst har sat ind. Mellem job, træning, praktiske gøremål og forsøget på at være der, hvor der er behov, har gjort, at Frank har haft nogle lange dage alene hjemme. Han bliver naturligvis luftet tre gange dagligt, men der er ikke timevis foran fjernsynet med mavenus eller tid til tricks og leg.

 

Jeg bliver straffet for mit fravær. De sidste to nætter har Frank pure nægtet at sove i sin kurv, som er placeret lige ved siden af min seng. Han har hoppet op med forpoterne, kradser i madrassen, så hele sengen gyngede, pibet og gøet i desperation. I nat faldt han til ro efter min. en times ‘Nej. Nej. Nej. Ned. Læg dig. Nej. Nej, Ned’.

 

Kl. 3.52 var han vågen igen og utilfreds. Han ville op i sengen til mig. Det endte med, at jeg smed ham ud i stuen, hvilket Frank bestemt ikke godtog, som en løsning og fortsætte sit piberi ude foran de franske døre. Jeg måtte trække vejret dybt, hente en håndfuld godbidder, få han til at lægge sig i sin kurv og give ham godbidderne, mens jeg roste ham for at blive liggende, mens jeg i mit hoved bandede over, at han havde vækket mig igen). Han gav det yderligere 3-4 forsøg for at komme op i sengen, inden han kapitulerede endeligt og lå og snorkede højlydt, da mit vækkeur ringede kl. 7. Røvhul!

 

Men når jeg så ser på det nuttede lille hundefjæs og store øjne, som har pakket sig selv ned i min kuffert for ikke at blive glemt, ved jeg, at det er bare er fordi han har brug for mig og helst vil være tæt på mig hele tiden. Så smelter min hundemorhjerte og jeg tilgiver ham for nattens larm. Jeg vil jo også allerhelst være der, hvor han er.