Solo-tur: Sri Lanka eller Bali?

November 14, 2017 at 17:57

Instagram poll

Jeg har længe pønset på en tur til en eksotisk destination i januar, faktisk var det på min nytårsforsatsliste for i år, og valget faldt hurtigt mellem Bali eller Sri Lanka. Dog har turens deltagere undervejs været i forskellige konstellationer af sidste års nytårscrew reunion på Bali, Sri Lanka inkl. surf med en veninde og sol og strand på Bali med en anden, men nu ender den på en solotur. Hvis jeg tør.

 

Eller det er jeg kommet frem til, at det gør jeg. Marokko har givet mig lyst til flere oplevelser, flere rejser og mere surf, og baseret på, hvor nemt det gik på surfcamp der, har jeg fået blod på tanden til mere. Plus at det er en god måde at rejse alene på; Der er et samlet sted alle bor, der er fælles måltider og de fleste dage inkluderer surfing. Du er aldrig Palle alene i verden på sådan en camp, medmindre du gerne vil være det. Jeg tænker, at det vil være et hit uanset, hvor jeg rejser hen.

 

Min tvivl om destinationen går blandt andet på om Sri Lanka er et sikkert land at rejse rundt i alene som kvindelig solorejsende. Jeg har læst lidt på sagen, og flere siger, at det er helt fint, hvis du bare tager dine forholdsregler. Jeg synes bare, at det at skulle dække skuldre og knæ udenfor stranden, ikke tage en taxa alene, sidde helt oppe ved chaufføren i bus og tog og ikke gå rundt alene om aftenen lyder utrygt. Omvendt vil jeg jo være på surfcampen sammen med andre langt det meste af tiden, min alenetid vil være begrænset til de dage jeg tager før/efter campen. Jeg tænker at være afsted så jeg har 10 dage på land.

 

Bali virker for mig mere ‘gennemtygget’, det er nemt at finde stribevis af blogindlæg og artikler om, hvor man skal bo, bade, shoppe, spise og hvad man skal se. Det lader til, at alle har besøgt Bali indenfor de sidste par år. Sri Lanka virker mere eksotisk, som en uspoleret perle man bør opleve, inden alle andre tager derhen. Sri Lanka har vilde elefanter og de skønneste strande. Omvendt er Bali meget mere vestligt, man kan klæde sig som man vil (udenfor templer og andre religiøse steder) og det virker sikkert at rejse rundt på egen hånd. Jeg er sikker på, at begge steder vil være en kæmpe oplevelse, og fordi jeg vælger den ene ø denne gang udelukker det jo ikke den anden næste gang. Begge destinationer koster omtrent det samme, dog vil Sri Lanka blive ca. 3000 kr. dyrere for fly og surfcamp.

 

Jeg har spurgt på Instagram og nu spørger jeg også her: Hvor skal jeg rejse hen i januar – Sri Lanka eller Bali? Og hvorfor? Alle erfaringer og gode råd modtages med kyshånd! ❤️