Så kom mørket

November 12, 2017 at 18:00

Vindueskarm, mørket, vintetid

Det har ramt mig og det har ramt mig hårdt. Mørket. Jeg troede, at ferie til sol og varme ville lade mine batterier op, fylde mig med D-vitamin og gøre mig modstandsdygtig mod vinterens riv og rusk. Den ældste og jeg delte flere indforståede bemærkninger i løbet af turen; ‘Hvor er det godt givet ud at tage på ferie på det her tidspunkt’, ‘Hvor er det lækkert med 30 grader i november’, ‘Man føler sig bare helt ladt op og klar til vinter’.

 

Nu har jeg været hjemme en uge og jeg føler mig slået tilbage til nul. Jeg føler intet overskud, det er som om mine skønne, skønne ferie er slettet fra harddisken. Kun fregnerne over min næse vidner om, at den ret faktisk var der fornyligt.

 

Det er mørket, der er synderen. Skiftet til vintertid kom mens vi var i Marokko, og der lavede surfcampen blot om på dagens program, så i stedet for morgenmad fra kl. 8.30-10, blev den rykket en time frem – og ditto afgang til stranden, morgen- og aftenyoga og aftensmad. Så hele dagen blev bare rykket frem og jeg mærkede ikke ændringen. Men da jeg kom hjem til København og temperaturen var faldet betydeligt og det pludselig var ufuldkommen mørkt kl. 17 slog det mig hårdt.

 

Med ét følte jeg mig træt med ugidelig på. Det har været hårdt at komme tilbage i arbejdsmodus, hårdt at trække mig selv til træning, hårdt at gøre almindelige ting, som handle, lave aftensmad, rydde op.

 

I går kom jeg hjem efter en hyggelig morgenmadsdate efterfulgt af tur på Fisketorvet, og havde egentlig planer om at tage ned og træne og få købt ind til søndagens frokostaftale, men jeg gik kold på sofaen efter frokost. Jeg sover normalt ikke i løbet af dagstimerne i weekenden, men jeg var helt flad. Jeg sov næsten 2 timer. Da jeg kom til mig selv igen havde mørket overtaget himlen og alle mine gode intentioner for resten af dagen forsvandt i et dyb af træthed. Jeg kunne ikke trække mig selv i gang.

 

Jeg endte med at lave bananvafler til aftensmad, fordi dejen stod klar i køleskabet fra tidligere, og jeg ikke havde mental eller fysisk energi til at opfinde en anden form for aftensmad. Jeg startede på den nye sæson af Stranger Things, men følte mig ufokuseret. Mit indre ur mente, at klokken måtte være tid til at gå i seng, men klokken var kun 19. Jeg blev ramt af den der stressfølelse jeg kan få, når jeg ikke føler, at jeg bruger min tid godt nok: ‘Åh nej, hvad skal jeg lave indtil jeg skal i seng?! Hvorfor trænede jeg ikke tidligere, så der ikke er så mange timer tilbage af dagen? Hvorfor købte jeg ikke ind tidligere?’.

 

En uhensigtsmæssig blandning af stress, tristhed og frustration overtog min krop og sind. Jeg forsøgte at ryste den af ved at skifte over til ‘Venner’ som baggrundsstøj, mens jeg gik i gang med at søge på surfcamps på Sri Lanka til januar. Det hjalp lidt at føle, at jeg rent faktisk lavede noget.

 

Det var først kl. 21, at det pludselig slog mig, at jeg fuldkommen havde glemt Franks eftermiddagstur. Jeg havde gået med ham kl. 9.30, inden min aftale, og nu var klokken lidt over 21 og jeg havde helt svedt turen ud, der altid ligger omkring kl. 16-17. Som i slet ikke skænket den en tanke. Heldigvis virkede Frank hverken fornærmet eller voldsomt trængende, men jeg skyndte mig alligevel ud med ham i en fart. Frisk luft og mødet med et par andre hundeejere gav lidt fornyet energi. Det kan godt være, at vinteren er den mest kedelige tid at være hundejer på, men hvor jeg dog værdsætter vores ture alligevel. Uden dem var jeg ikke kommet udenfor igen i går og havde aldrig fået den friske luft og sceneskift fra sofaen jeg tydeligvis havde brug for.

 

Jeg er stadig en smule bekymret. Det er ikke engang officielt vinter endnu og jeg er allerede helt vintertræt og trist. Jeg håber, at det bare er post-ferie-blues kombineret med vintertid, og jeg kan ryste denne her følelse af mig. Ellers bliver det en lang vinter.