Da jeg blev bange

November 8, 2017 at 08:20

Tamghart, strand, Marokko

Der er mange gode grunde til jeg aldrig skulle tage på en surfferie; Min fobi for åbent hav, mit frygt for hajer, der lurer under overfladen, mine manglende svømmeteknik, armstyrke og begrænsede koordinationsevne, bare for at nævne nogle af de gode grunde. Men jeg havde alligevel lyst og gjorde det. Og det er jeg så glad for! Det var udfordrende og udviklende på så mange planer. Jeg følte mig mega sej og stærk, når det lykkes at fange en (lille) bølge. Ironisk nok var min første og anden surfdag mine bedste, for på anden dag efter frokost fik jeg en forskrækkelse, som kom til at præge mig resten af dagene, selvom jeg ihærdigt forsøgte at skubbe den væk. Følelsen af pludselig at være lille, svag og uden kontrol.

 

Vi havde netop overstået morgenens surflektion og spist vores medbragte frokost, så vi igen hopper i vores våddragter på, tager surfbrætterne under armen og går ud for at øve videre. På et tidspunkt går vi begge efter den samme bølge, som får taget os begge to en tur rundt i ‘vaskemaskinen’, som den type bølge, der lukker som sig selv, bliver kaldt. Jeg husker, at jeg kommer under vand og bliver hevet rundt, da mit bræt hamrer ind i mine ribben og jeg får en mavepuster under vandet. Jeg kommer op og forsøger at dække mit hoved, som lært, og få styr på mit bræt igen, men jeg føler slet ikke, at jeg kan få vejret og mærker panikken stige.

 

‘Du er nødt til at hjælpe mig’ får jeg sagde til min bror, som prøver at finde ud af, hvor jeg er kommet til skade, da endnu en stor bølge pludselig har rejst sig faretruende over os. Det sidste jeg ser, er min bror, der bukker sig som et skjold og holder armene over mig. Vi når hverken at få ordentlig fat i vores respektive bræt, inden den hamrer ned over os og river os med rundt. I forsøget på at skåne mig, får han sit bræt smasket i baghovedet, og vi når kun lige op og forsøger at spytte det salte vand ud af næse og mund, da endnu en kæmpe bølge kommer og giver os en til tur. Denne gang får han et kraftigt slag på armen, fordi han stadig forsøger at sikre sig, at jeg ikke blive ramt.

 

Bølgen passerer. Vi får begge styr på vores bræt, og der er nok ro på bølgerne nu til, at vi kan være strategiske og aftale, at det nok er dumt at gå ind efter dårlig oplevelse. Vi aftaler at tage (eller forsøge på) at fange et par til og så gå ind. Men efter lidt halvhjertede forsøg bliver vi enige om, at vi nok hellere må gå ind, inden vi bliver alt for trætte. I morgen er der endnu en dag.

 

Inde på stranden mærker jeg heldigvis ikke mere til min undervandsmavepuster og kan konstatere, at det bare blev ved forstrækkelsen, ingen skader, heldigvis. Vi flader lidt ud i solen og en times tid senere pakker vi sammen og vender snuen mod surfcampen, hvor vi nupper en post-surf-cola og et hurtigt bad, inden vi tuller op på tagterrassen, inden klokken ringer til spisetid.

 

Næste morgen er det samme procedure som de foregående dage; Op og i badetøjet, morgenmad, pakke frokost og afsted på stranden. Da vores britiske instruktør Max efter træningen på land siger, at i dag skal vi længere ud, så vi rigtig kan lære at dreje, mærker jeg, hvor utryg tanken om ikke at kunne bunde gør mig. Jeg siger lige til ham, at jeg havde en lidt vild oplevelse i vandet dagen før og jeg måske lige er lidt mere forsigtig i dag. ‘Helt fint, det er ikke noget problem’ svarer han venligt.

 

Da jeg så kommer ud i vandet og vi hele tiden skal længere og længere ud, mærker jeg pludseligt, at mit hjerte hamrer afsted og mine hænder ryster. Jeg forsøger at tale mig selv til ro: ‘Du kan sagtens’, ‘der skete jo ikke noget i går, ‘der er ingen grund til at skabe dig’, ‘kom nu bare, prøv lige’, men jeg kan bare mærke, at tårerne presser sig på og jeg har mest af alt lyst til at sætte mig ned og græde. Men jeg gider slet ikke være hende, der sidder på stranden og græder på sit håndklæde, mens alle andre er ude i vandet, så jeg padler ud til Max og spørger om det er okay, hvis jeg lige padler lidt længere ind og leger for mig selv i ‘kiddy poolen’. Det må jeg gerne, han skal nok holde øje med mig.

 

Her får jeg ikke lov at til være længe, førend jeg bliver adopteret af en af de ultrasøde marokkanske surfinstruktører, som ikke synes, der er nogen grund til, at jeg er alene, når jeg kan komme over på hans hold og han kan hjælpe mig. Jeg forklarer, at jeg føler mig bange i dag og jeg altså kun have så helt små bølger: ‘Only baby waves today’, det accepterer han. Resten af formiddagstimen går derved med, at jeg får den sødeste VIP-behandling af skiftevis to af de lokale instruktører, der holder mig og mit bræt mod de store bølger og giver mig et skub til fremdrift, når der kommer den rette ‘baby wave’. Jeg kan mærke, at jeg får mere ro på og begynder også at synes, at det er sjovt igen. Deres søde opmærksomhed, omsorg og fuldkomne respekt for mine ønsker var lige, hvad jeg havde brug for for at blive i vandet den dag og ikke sætte mig til at græde. De var simpelthen så søde og bagefter siger den ene instruktør til mig, at han vil kalde mig ‘Baby Waves’ fra nu af, jeg kan kun grine og sige, at det må han gerne, det er jo trods alt det sejeste surfernavn nogensinde. De to surfinstruktører gjorde virkelig alverdens forskel for mig den dag og jeg blev vitterligt rørt af deres omsorg og venlighed.

 

Dagen efter prøver jeg kræfter med mit eget hold igen, fordi jeg vurderer, at selvom det er rart, at nogen tager så kærligt hånd om mig, så har jeg brug for at presse mig selv lidt og ikke kun plaske rundt med en instruktør, der gør alt arbejdet for mig. En kombination af aftagende bølger, som kræver mere og hårdere padleing, trættere og trættere arme og den irrationelle frygt, der nu luger i baghovedet, gør at jeg aldrig helt oplever samme fremskidt som de første dage.

 

Jeg har bare måtte omfavne det faktum, at jeg var blevet ægte forskrækket og den forskrækkelse altså ikke var lige til at ryste af igen. Næste gang (for der må meget gerne være en næste gang) så vil jeg holde en pause på dag 3 til at give kroppen et velfortjent hvil, forsøge at finde balancen mellem at give mig selv ro og presse mig selv og håbe på, at mine næste instruktører er ligeså dygtige og søde, som dem jeg havde fornøjelsen af i Marokko.