Turen går til Beograd

October 13, 2017 at 09:01

Beograd, kort

Jeg har lidt sommerfugle i maven i dag. I eftermiddag mødtes jeg nemlig med den mindste på hovedbanen og så drager vi sammen ud til lufthavnen og hopper på et fly til Beograd. Det er den mindste 18 års fødselsdagsgave fra mig og vores første tur alene sammen, og jeg glæder mig.

 

Jeg glæder mig til at opleve Beograd, som jeg var ville besøge i årevis, jeg er spændt på knap fem dage alene med den mindste, jeg er spændt på vores flodhotel, jeg håber på lidt vintageshopping, jeg glæder mig til at slendre rundt i nye, ukendte gader, lære om Serbiens kultur og historie og forhåbentlig spise en masse god mad.

 

Jeg har været særligt spændt på deres madkultur, da jeg ikke er den store kødspiser, men jeg har noteret mig en lang række restauranter, flere end vi nogensinde kan nå at prøve, så vi tager helt sikkert ikke sultne hjem til Danmark. Jeg har også booket en food tour til os, som er en af mine yndlingsrejsetraditoner. Den mellemste og jeg var på min allerførste food tour i Rom, og siden da har jeg forsøgt at komme på en hvert sted jeg besøger. Jeg skal nok give en opdatering på, hvordan sådan tur er i Beograd til andre foodies. Derudover har jeg bestilt bord på en finere restaurant, som jeg er mega spændt på at prøve. Alt i Beograd er tilsyneladende utrolig billigt, så selv en pæn og berømt restaurant ligger en hovedret med en steak eller lignende til omkring 100 kr.

 

Nu må jeg hellere få arbejdet færdigt og smidt de sidste (panik)ting i min kuffert, inden turen går til Beograd.