Om at passe på sig selv

October 12, 2017 at 19:53

Kimono

For tiden føler jeg et behov for at passe ekstra godt på mig selv; omgive mig blandt søde, positive mennesker, grine højt, spise godt (både sundt og syndigt), nyde øjeblikket og prioritere mig selv. Jeg har en tendens til at gerne ville være alt for alle, tilbyde min hjælp og overstrække mig selv, min tid og mine ressourcer for at kunne være der for andre. Jeg har i alle tider haft svært ved at sige, hvad jeg selv har behov for, uden at føle, at det lyder enormt egoistisk. Jeg forsøger at blive bedre til det; at lære, at det er okay at takke nej til invitationer, som simpelthen ikke passer af gud ved, hvilken grund, og ikke efterfølgende havde dårlig samvittighed ‘nu jeg jo ved, at nogen rigtig gerne ville have at jeg kom’ og ikke kunne ses med folk eller tilbyde at være den der ‘giver mig’ (tager toget til provinsen/cykler til en anden bydel/mødes sent eller tidligt/er på hold til nogen ved om de faktisk kan den dag osv.) for at kabalen går op og en aftale kan komme på plads.

 

Det er noget, der har slået mig efter jeg er blevet single og bor alene; Der er ikke nogen, der passer på mig. Der er ingen, der holder hånden over mig, beskytter mig mod hverdagsstress, (mere eller mindre) automatisk tager mit parti, lytter til mine bekymringer, letter min hverdag ved at tage en del af det praktiske læs eller er der med et kram efter en lang dag. Der er kun mig til at passe på mig selv. Dermed ikke sagt, at folk om mig er nogle gedigne røvhuller, der bare kører over mig og gør, hvad de vil, men hvis jeg har brug for noget, får jeg det sjældent foræret.

 

Af samme årsag kan jeg mærke, at der er ekstra vigtigt, at jeg lytter til min krop og hoved, og gør mit bedste for at begge er i balance. Jeg har skrevet flere gange om, hvordan regelmæssig træning ikke kun gøre mig stærkere, men også giver mig mentalt overskud. Mit velbefindende afhænger også i høj grad af, at jeg får spist rigtigt, hovedsageligt sundt og varieret, men med plads til hverdagslækkerier. Det er også vigtigt, at jeg passer min sengetid, jeg er en meget bedre version af mig selv efter 8 timers søvn. Balancen mellem selskab og være alene er også essentiel for, hvordan jeg har det. Jeg elsker selskab, prioriterer kvalitetstid med dem jeg godt kan lide, men jeg holder også af, og lader op, i mit eget selskab. Det er en svær balance for mig, jeg har før skrevet om min ulogiske frygt for en weekend uden planer. På den anden side kan en weekend med back-to-back aftaler også få mig til at miste livsmodet på forhånd.

 

Derfor er de alle sammen ting jeg prioriterer og er opmærksom på i min hverdag for at passe bedst muligt for mig selv. Jeg træner regelmæssigt, spiser sundt, prioriterer min nattesøvn, spenderer tid med søde mennesker, der giver mig god energi og tid til at lade op og koble af i selskab med min yndlings hårede ven. Og samtidig jeg bliver heldigvis også bedre og bedre til at give slip på den dårlige samvittighed og mit pleaser-gen, og konkludere, at hvis det er løsningen, der passer mig selv, så er det den rigtige.