Hjemrejsen, der var værre end udrejsen

October 18, 2017 at 20:15

Træt type

Du kommer til at tro, at det er løgn. I går skulle vi hjem fra Beograd. Altså selvsamme tur, hvor vi endte med at tilbringe en nat på et lufthavnshotel i Amsterdam og hvor vi mistede vores ene kuffert, den tur. Vi havde joket med at noget naturligvis også måtte gå galt på vejen hjem. Forsinkelser er heldigvis ikke lige så slemme, når man skal hjem og ikke mister rejsetid, der er den mere ubelejlig.

 

Vi havde en skøn sidste halv dag i Beograd. Vi stod tidligt op, særligt mig, der vågnede inden kl. 7, fordi min krop kogte og min hals var ru og snottet. Et forvarsel om min kropstilstand i dag. Vi spiste den sidste portion vafler med verdens bedste creme fra det lille morgenbord på husbåden og et stykke hjemmebragt rugbrød med ost og pølse, og begav os ellers ud for at prøve kræfter med Serbiens bussystem. Igennem Beograds gader kører busser fra tilsyneladende vidt forskellige tidsperioder, den bus vi endte i lignede noget fra en periodefilm fra 60’erne; den var rød, rusten med old-school træsæder, forruden var smadret og tapet sammen med brunt gaffatape (seriøst) og hele bussen larmede som vejarbejde, da vi buldrede over broen og ind mod buspladsen i centrum. Folk maste sig ind og ud af bussen ved ‘indgangen’, hvor jeg stod og desperat forsøgte at holde fast i et gelænder, da hele bussen pludselig var fyldt med støv og sand. Lettede og grinende sprang vi ud af bussen, så snart dørene åbnede sig, med endnu en oplevelse til bogen.

 

Dagens program lød på Nikola Tesla-museet (ham der har opfundet vekselstrøm, åbenbart) og frokost, som bestod af lækker rucolasalat til den ene og risotto til den anden. Vi nåede endda også en is og espresso, inden vi skulle tilbage til flodbåden efter vores ting og i en taxa mod lufthavnen kl. 14.30. Vi ankommer i lufthavnen kl. 14.55 og roser lige os selv for excellent timing. Vi går over til tavlen for at finde vores check-in skranke, men den er ikke til at se. Vi kigger igen. Der er kun én afgang til Amsterdam og den er kl. 15, altså om 2 min. Jeg tager vores billetter hjem op ad tasken og ser rigtigt nok, at vores første fly afgår kl. 15. Alt blod forsvinder fra min krop. Vi har misset vores fly og det er min skyld.

 

Jeg er i chok. Sådan noget sker ikke for mig. Jeg misser ikke mit fly. Hvordan kunne jeg have troet, at vi skulle være der kl. 15, når vi skulle flyve kl. 15? Jeg vidste endda, at vi landede kl. 17.30 i Amsterdam. Turen fra Beograd til Amsterdam tager jo ikke 30 min. Hvordan i alverden kunne det ske? Jeg skal lige samle mig selv.

 

Den næste halve time går hurtigt. Vi løber først ned for at finde en servicemedarbejder vi kan snakke med, han kan ikke hjælpe, han sælger slet ikke billetter. Vi ender på Momondo for at søge efter nye afgange hjem til København. LOT Polish Airways kommer op, som ‘Bedste’ til ca. 4500 kr. for to med flyet over Warszawa kl. 16.55. Jeg gav 2700 kr. for vores returbilletter, så her skal jeg lige synke igen. Vi er trætte, vi er klar til at komme hjem, vi er allerede i lufthavnen, taskerne er pakkede og stemningen er ikke helt til en spontan ekstra nat i Beograd, selvom vi mistede den første. Vi vil gerne hjem. Expedia ville i midlertid ikke sælge mig billetterne, da der var under 6 timer til afgang, så vi finder LOTs skranke og forhører os der. De kan godt få os på flyet til København om lige under to timer, da kostede bare 700-og-nogle-euro, altså ca. 5250 kr og knap 1000 kr. mere end dem jeg selv havde fundet på nettet. Der var ikke noget at gøre, vi måtte tage en hurtig beslutning, så jeg kører kortet igennem og ærgrer mig mere end ord.

 

‘Har I bagage?’ spørger servicemedarbejderen. Det har vi jo, og den ene er lige stor nok til carry-on. Han ser lidt bekymret ud, ‘Bagage er ikke med i denne her billet’. Jeg har lyst til at græde, det tror jeg han kan se, så han går med os over til check-in skranken og snakker på polsk eller serbisk med medarbejderen, der sidder der. Han er ikke positiv, vi skal veje den, de er for tunge, kan vi måske pakke noget over i vores rygsække, det gør vi. En stewardesse bliver kaldt over, hun tester kufferternes hjul sammen med servicemedarbejderen vi købte de nye billetter af og ender med at nikke, hvad der skal kun kan tolkes som ‘ja, det går nok’. Vi kan fortsætte til sikkerhedstjekket, hvor vi kommer i tanke om, at den mindstes kuffert stadig indeholder shampoo, bodywash, deo etc. fra turen ned, hvor vi undgik ballade ved at få selvsamme kuffert tjekket ind. De ting ryger ud nu.

 

Under en time efter sidder vi i et fly mod Polen og begge kufferter kom med ind i kabinen. Da vi lander i Warszawa har vi ca. halvanden time til at finde noget aftensmad, inden vi skal på rejsens sidste strækning. Ved gaten spiser vi vores sandwiches, da vi opdager, at tidspunktet for boarding har ændret sig fra kl. 20.30 til forventet boarding kl. 22.20. Flyet er blevet forsinket ud af København, mere ved de ikke lige nu. Vi ser bare på hinanden og deler et underforstået blik. Vi gider ikke mere, men har heller ikke flere kræfter. Jeg udnytter ventetiden på at indsende kompensationanmodning til KLM for vores forsinkelse ud og forsøger også at finde frem til, hvordan kompensationen foregår hos Air Serbia for den forsinkede bagage, men forgæves. De kompensationspenge kan forhåbentlig dække flybilletten hjem, og ikke den ekstra tur i foråret den mindste og jeg allerede gik og fantaserede om.

 

Jeg ringer hjem til den mellemste og informere ham om forsinkelsen, da han havde været så sød at tilbyde at hente os og tage Frank med. Nu forventet landingstidspunkt er kl. 23.50, pludselig virkede endnu en overnatning, som en bedre mulighed, men det skib er sejlet.

 

Lidt over midnat rammer vi dansk jord, vi finder den mellemste og bilen, og kl. 1 er jeg hjemme og klar til at sove efter en lang (og dyr) dag. Frank snorker allerede i kurven ved min side og pludselig er 700 euro ligemeget. København – Amsterdam – Amsterdam igen – Beograd – Beograd igen – Warszawa – København. Jeg er hjemme.