Post-lufthavnshelvede-smadret

October 19, 2017 at 12:34

Syg, Frank

Efter fredag, til dels lørdag og senest tirsdagens lufthavnshelvedes bukkede min krop under. Min hals havde drillet de sidste dage på turen, men særligt natten til tirsdag havde jeg det stramt. Jeg vågnede et utal af gange, fordi jeg kogte. Jeg vendte min dyne, tog benet ud fra dynen, under igen, vendte min hovedpude, drak en tår vand, åbnede vinduet, gik ud og tisse, tog en Strepsils, og kl. lidt i 7 tirsdag morgen gav jeg op og kaldte det for en dag.

 

Med et pakket (og til sidst yderst hektisk) dagsprogram havde jeg ikke tid til at stoppe op og mærke den forkølelse, som havde fået tag om min krop. Først da vi sad i Warszawa lufthavn sent tirsdag aften og håber på, at vores fly faktisk kommer, kan jeg ikke skyde fornemmelsen længere. Jeg er ret overbevist om, at jeg har feber. Jeg har det varmt, er helt mat i kroppen, nyser konstant, så mine øjne løber i vand og min hals og ører gør ondt.

 

Natten til onsdag forløber ikke bedre end den forrige. Jeg må op og koge vand til te midt om natten, fordi min hals stikker og kradser. Jeg vågner flere gange om må tage en tår af min nu kolde te. Blot 6 timer efter jeg lagde mig i min seng giver jeg op. Jeg står op og tager min temperatur og konstaterer rigtig nok, at jeg har feber. Jeg sender min chef en besked om, at jeg er syg og tager dyne og hund med ind på sofaen.

 

Her ligger jeg igen i dag. Stadig med feber, men min hals har det bedre. Jeg håber sådan på at blive frisk til i morgen, det er nemlig allersidste dag af, hvad vi på kontoret har døbt ‘barselsweek’. Den sidste uge inden min næstennabo/kollega/veninde går på barsel. Den gad jeg godt være med til!

 

Dagens program lyder derfor på mere sofatid, varm te, min ingefær- og citrondrik, Netflix, en lur og måske overføre mine billeder fra Beograd til et postkort eller to her på adressen.

 

7-9-13 så er jeg frisk(ere) i morgen!

Hjemrejsen, der var værre end udrejsen

October 18, 2017 at 20:15

Træt type

Du kommer til at tro, at det er løgn. I går skulle vi hjem fra Beograd. Altså selvsamme tur, hvor vi endte med at tilbringe en nat på et lufthavnshotel i Amsterdam og hvor vi mistede vores ene kuffert, den tur. Vi havde joket med at noget naturligvis også måtte gå galt på vejen hjem. Forsinkelser er heldigvis ikke lige så slemme, når man skal hjem og ikke mister rejsetid, der er den mere ubelejlig.

 

Vi havde en skøn sidste halv dag i Beograd. Vi stod tidligt op, særligt mig, der vågnede inden kl. 7, fordi min krop kogte og min hals var ru og snottet. Et forvarsel om min kropstilstand i dag. Vi spiste den sidste portion vafler med verdens bedste creme fra det lille morgenbord på husbåden og et stykke hjemmebragt rugbrød med ost og pølse, og begav os ellers ud for at prøve kræfter med Serbiens bussystem. Igennem Beograds gader kører busser fra tilsyneladende vidt forskellige tidsperioder, den bus vi endte i lignede noget fra en periodefilm fra 60’erne; den var rød, rusten med old-school træsæder, forruden var smadret og tapet sammen med brunt gaffatape (seriøst) og hele bussen larmede som vejarbejde, da vi buldrede over broen og ind mod buspladsen i centrum. Folk maste sig ind og ud af bussen ved ‘indgangen’, hvor jeg stod og desperat forsøgte at holde fast i et gelænder, da hele bussen pludselig var fyldt med støv og sand. Lettede og grinende sprang vi ud af bussen, så snart dørene åbnede sig, med endnu en oplevelse til bogen.

 

Dagens program lød på Nikola Tesla-museet (ham der har opfundet vekselstrøm, åbenbart) og frokost, som bestod af lækker rucolasalat til den ene og risotto til den anden. Vi nåede endda også en is og espresso, inden vi skulle tilbage til flodbåden efter vores ting og i en taxa mod lufthavnen kl. 14.30. Vi ankommer i lufthavnen kl. 14.55 og roser lige os selv for excellent timing. Vi går over til tavlen for at finde vores check-in skranke, men den er ikke til at se. Vi kigger igen. Der er kun én afgang til Amsterdam og den er kl. 15, altså om 2 min. Jeg tager vores billetter hjem op ad tasken og ser rigtigt nok, at vores første fly afgår kl. 15. Alt blod forsvinder fra min krop. Vi har misset vores fly og det er min skyld.

 

Jeg er i chok. Sådan noget sker ikke for mig. Jeg misser ikke mit fly. Hvordan kunne jeg have troet, at vi skulle være der kl. 15, når vi skulle flyve kl. 15? Jeg vidste endda, at vi landede kl. 17.30 i Amsterdam. Turen fra Beograd til Amsterdam tager jo ikke 30 min. Hvordan i alverden kunne det ske? Jeg skal lige samle mig selv.

 

Den næste halve time går hurtigt. Vi løber først ned for at finde en servicemedarbejder vi kan snakke med, han kan ikke hjælpe, han sælger slet ikke billetter. Vi ender på Momondo for at søge efter nye afgange hjem til København. LOT Polish Airways kommer op, som ‘Bedste’ til ca. 4500 kr. for to med flyet over Warszawa kl. 16.55. Jeg gav 2700 kr. for vores returbilletter, så her skal jeg lige synke igen. Vi er trætte, vi er klar til at komme hjem, vi er allerede i lufthavnen, taskerne er pakkede og stemningen er ikke helt til en spontan ekstra nat i Beograd, selvom vi mistede den første. Vi vil gerne hjem. Expedia ville i midlertid ikke sælge mig billetterne, da der var under 6 timer til afgang, så vi finder LOTs skranke og forhører os der. De kan godt få os på flyet til København om lige under to timer, da kostede bare 700-og-nogle-euro, altså ca. 5250 kr og knap 1000 kr. mere end dem jeg selv havde fundet på nettet. Der var ikke noget at gøre, vi måtte tage en hurtig beslutning, så jeg kører kortet igennem og ærgrer mig mere end ord.

 

‘Har I bagage?’ spørger servicemedarbejderen. Det har vi jo, og den ene er lige stor nok til carry-on. Han ser lidt bekymret ud, ‘Bagage er ikke med i denne her billet’. Jeg har lyst til at græde, det tror jeg han kan se, så han går med os over til check-in skranken og snakker på polsk eller serbisk med medarbejderen, der sidder der. Han er ikke positiv, vi skal veje den, de er for tunge, kan vi måske pakke noget over i vores rygsække, det gør vi. En stewardesse bliver kaldt over, hun tester kufferternes hjul sammen med servicemedarbejderen vi købte de nye billetter af og ender med at nikke, hvad der skal kun kan tolkes som ‘ja, det går nok’. Vi kan fortsætte til sikkerhedstjekket, hvor vi kommer i tanke om, at den mindstes kuffert stadig indeholder shampoo, bodywash, deo etc. fra turen ned, hvor vi undgik ballade ved at få selvsamme kuffert tjekket ind. De ting ryger ud nu.

 

Under en time efter sidder vi i et fly mod Polen og begge kufferter kom med ind i kabinen. Da vi lander i Warszawa har vi ca. halvanden time til at finde noget aftensmad, inden vi skal på rejsens sidste strækning. Ved gaten spiser vi vores sandwiches, da vi opdager, at tidspunktet for boarding har ændret sig fra kl. 20.30 til forventet boarding kl. 22.20. Flyet er blevet forsinket ud af København, mere ved de ikke lige nu. Vi ser bare på hinanden og deler et underforstået blik. Vi gider ikke mere, men har heller ikke flere kræfter. Jeg udnytter ventetiden på at indsende kompensationanmodning til KLM for vores forsinkelse ud og forsøger også at finde frem til, hvordan kompensationen foregår hos Air Serbia for den forsinkede bagage, men forgæves. De kompensationspenge kan forhåbentlig dække flybilletten hjem, og ikke den ekstra tur i foråret den mindste og jeg allerede gik og fantaserede om.

 

Jeg ringer hjem til den mellemste og informere ham om forsinkelsen, da han havde været så sød at tilbyde at hente os og tage Frank med. Nu forventet landingstidspunkt er kl. 23.50, pludselig virkede endnu en overnatning, som en bedre mulighed, men det skib er sejlet.

 

Lidt over midnat rammer vi dansk jord, vi finder den mellemste og bilen, og kl. 1 er jeg hjemme og klar til at sove efter en lang (og dyr) dag. Frank snorker allerede i kurven ved min side og pludselig er 700 euro ligemeget. København – Amsterdam – Amsterdam igen – Beograd – Beograd igen – Warszawa – København. Jeg er hjemme.

Fredag d. 13, hvor alt gik galt – part II

October 17, 2017 at 20:02

Utilfreds type

Læs første del om fredag d. 13, hvor alt gik galt her.

 

Vi vågnede dagen efter smågroggy og omtumlede på vores hotelværelse uden for Amsterdam. Det tog os lidt tid at vågne helt og pludselig skulle vi skynde os ned og komme ned til morgenbuffeten, inden vi skulle med endnu en lufthavnsbus tilbage til Amsterdam Schiphol.

 

Restauranten blev invaderet med en kæmpe gruppe asiater, som vist var strandet på vej til Shanghai, idet vi kom derned, så det var lidt af en kamp overhovedet at få noget mad, men til sidst lykkes det at få noget på tallerkener, selvom vi egentlig ikke var rigtig sultne ovenpå den sene aftensmad og stressende aften. Men de havde lyserøde mini-donuts og pludselig var alt okay igen. Vi var jo på vej.

 

Vi hoppede ud til bussen, som hurtigt blev proppet til renden og indenfor 15 min. var vi tilbage i lufthavnen. Vi har lettere overstimulerede og sprudlende af grin, da vi køber et postkort med ‘Amsterdam’ stort henover med mesterplanen om at sende det hjem til Slottet og se om nogen opdager det. Den søde kioskmand lod til at være med på den, og råbte opmuntrende: ‘Good luck with the prank’, da vi gik fniserende derfra med postkort og internationalt frimærke.

 

Vi skrev postkortet, fandt en postkasse og gjorde os klar til endelig at komme til Beograd. Selve flyveturen gik smertefrit og vi landede i Beograd kl. ca. 12.30. Nede ved bagagebåndet ramte en bange anelse sig. Min kuffert kom, men den mindstes, som havde overnattet i kælderen i Amsterdam lufthavn, var ingen steder at se. Naturligvis.

 

Ovre i hjørnet fandt vi et lille Air Serbia-kontor, som vi var blevet ombooket til, og her indberetter vi den manglende kuffert. ‘Hvis den ikke er her, så kommer den med et fly i morgen’. ‘Okay, men det fly er jo om 24 timer og drengen var ingenting, så hvad gør vi nu?’. ‘Det forstår jeg godt, men det skal I indberette på Air Serbias hjemmeside’.

 

Jeg fremtvang et lille smil, sagde tak for hjælpen og lavede en mental note om mine kommende erstatningssager med KLM og nu også Air Serbia. Fed måde at starte en ferie på, men nu var vi endelig fremme og skulle bare finde vores husbåd og lande i Beograd.

 

Der er formaninger om ikke bare at tage en taxa, så troligt fandt vi en gennem informationen, som bragte os sikker til vores destination. Kun med et enkelt pitstop ved en grillbar, hvor vores snaksaglige taxachauffør spørger om, det er okay, hvis han lige køber en kylling til sin søn, som gør i skole og altid er sulten.

 

Kun små 20 min. efter blev vi sad af på vejen tættest på vores husbåd og vi fortsatte til fods over græsset ned mod Donau. Vi var endelig fremme. Den mindstes kuffert (inkl. min kontaktlinsevæske og makeup) derimod ankom først søndag kl. 18.45. Således blev vores første halve dag i Beograd hovedsagligt brugt i et nærtliggende shoppingscenter, hvor vi måtte købe shirts, boksershorts og strømper til den mindste og kontaktlinsevæske, deo og en ansigtscreme til mig. På Air Serbias regning vel at mærke.