Tryghedsnarkomani

september 23, 2017 at 13:39

Lago di Garda, Gardasøen, Italien, Italy

Hej – jeg hedder Kathrine og jeg er tryghedsnarkoman. Det kommer næppe som en overraskelse, at typen, der elsker, rutiner, regler og traditioner, og tilmed lider af selvdiagnostiseret akut seperationsangst, også er tryghedsnarkoman.

 

Præcis som jeg tidligere har beskrevet, at jeg har det med ferier; Jeg elsker at drømme om dem, planlægge dem og naturligvis være på dem, men dagene op til afrejse får jeg tit kolde fødder og har mest af alt lyst til at blive hjemme, hvor min vuf, sofa og klædeskab er. Jeg har også tidligere skrevet om, hvor grænseoverskridende en lille ting som at tage til et nyt hold i fitten har været for mig. Sådan har jeg det med mange ting i tilværelsen. Jeg kan allerbedst lide det velkendte og familiære.

 

Af samme årsag har jeg desværre også en tendens til at lade tilstande stå til, selvom jeg er utilfreds, ked af det eller trænger til en forandring, fordi det at ændre på noget fundamentalt i mit liv er ganske overvældende. ‘Jeg ved, hvad jeg har, men jeg ved ikke, hvad jeg får’ har jeg for vane at tænke. Derfor var det hårdt for mig at miste mit arbejde, tage afsked med mine søde kollegere, skulle starte et nyt sted, afslutte et langt forhold og fysisk flytte et nyt sted for mig selv.

 

Jovist er det at miste sit arbejde, eller bare skulle starte et nyt sted efter eget valg, ende et parforhold og flytte i nye omgivelser begivenheder de fleste kan synes lander i den følelsesmæssige mere krævende afdeling, men kombineret med tryghedsnarkomani kan sådanne situationer synes næsten umulige. Jeg kan have så svært med at bryde med det velkendte (forhold, job, bopæl etc), at jeg næsten hellere vil være ulykkelig end at tage beslutningen selv. Eller det vil jeg selvfølgelig ikke hellere, ikke rationelt set, men min manglende evne til at tage en beslutning og en radikal ændring gør, at det nogle gange bliver sådan. Jeg vænner mig til tilstanden og skubber mine håb, drømme og ønsker for en ændret hverdag i baggrunden, fordi det at tage beslutningen bliver det alt overskyggende. Alle følgerne og alt det ukendte tager over.

 

Men jeg vil gerne blive bedre til at tage store beslutninger selv og ikke vente på, at skæbnen udspiller sig for mig. Jeg er sådan et kontrolmenneske i så mange andre aspekter af mit liv, men med store, vigtige beslutninger, der skal føre til ændringer på ukendt territorium, bliver jeg pludselig helt handlingslammet. Jeg vil gerne være sejere til at tage hånd om min egen skæbne i stedet for at vente på andre tager beslutningen for mig. Jeg gad gerne at kunne sætte mig ned og sige: ‘Hvad vil gøre dig glad eller situationen bedre? Ok, XYZ’ og så tage beslutningen om at komme derhen. Jeg kunne godt tænke mig at give slip på min tryghedsnarkomani.