Junkietendenser, muskelmasse og bagklogsskab

August 10, 2017 at 07:48

Træning, Nike

Hold nu op, hvor jeg synes, at jeg har døjet med den dumme skinnebensbetændelse L-Æ-N-G-E, man kan vel efterhånden kalde det en slags saga. Som den opmærksomme læser nok har luret, er det altså ikke gået væk endnu.

 

Det startede omkring starten af maj, hvor jeg noterede mig, at det kunne give nogle små jag i mit ene skinneben, hvis jeg eksempelvis vippede foden hurtigt og i en yderlig position eller ved et hårdt skridt. Jeg tog mig ikke synderligt af det, da det forblev i det små. Det gjorde ikke ondt/ondt, jeg kunne sagtens gå og træne som sædvanligt, jeg oplevede bare små stik af ubehag i højre ben. Så jeg trænede videre.

 

Da det fortsætte ind i den næste uge, og ugen efter, begyndte jeg at være opmærksom på at variere min træning, da jeg ikke overbelastede skinnebenet med en type træning og undlod helt at løbe, hvilket var nemt nok for jeg var slet ikke i nærheden af tidligere løbeform, men at skære ned på min øvrige træning, når jeg allerhelst ville sætte den op, viste sig at være vanskeligt.

 

Min hjerne har opført sig lidt junkie-agtigt, jeg har kunne have lange diskussioner med mig selv om, hvorvidt jeg skulle tage til træning en given dag: ‘Jamen, jeg vil gerne til Puls/Styrke’, ‘Det er nok dumt, når det gør så ondt’, ‘Når jeg endelig hart lyst til at træne, er det dumt ikke at gøre det’, ‘Det bliver hurtigere bedre, hvis det får lidt ro’, ‘Jeg lader bare være med at lave benøvelserne og passer godt på’, ‘Nu er jeg herovre, så kan jeg ligeså godt give den gas’, ‘Jeg tager bare en yoga time’, ‘…men det føltes bare ikke som om det tæller som rigtig træning’ og så videre. Jeg har virkelig haft alle argumenter for og imod i spil. På næsten daglig basis har jeg debateret med mig selv, hvad jeg skulle gøre. Set i bagspejlet skulle jeg nok have holdt en pause meget tidligere og så ville jeg måske have været fri for flere måneders ubehag. Det er så skide nemt at være bagklog.

 

Da det var værst havde jeg en brændende fornemmelse op langs den ydre side af skinnebennet nærmest konstant krydret med jag af mere akut smerte, hvis jeg fik overstukket benet eller foden. Voltranen- og ibruprofen-gel blev mine nye bedste venner.

 

Jeg købte et par nye træningssko i håb om det kunne gøre tricket. Det gjorde det ikke. Jeg indså til sidst, at jeg var nødt til at tage en pause og tænkte oprigtigt, at en uge i New York ville hjælpe. Det var begyndt at blive bedre, så ugen op til New York, blev jeg overmodig og tog tre af de hårde hold med masser af ben og vægt, og så var alle fremskidt ligesom væk igen. En uge, hvor jeg gik igennemsnit 10-15 kilometer om dagen i mine Birkenstock hjalp sjovt nok heller ikke på sagen. Jeg prøvede akupunktur og det lindrede, men ikke mere end det.

 

Hjemme igen tog jeg den voksne beslutning om at holde helt pause fra alt andet end yoga og pilates plus lidt styrketræning for armene. Og det har jeg holdt. Siden jeg kom hjem fra New York i midt juni, har jeg kun dyrket yoga og pilates (et enkelt mave/ryg-hold, men der er ingen ben involveret) og styrketrænet lidt selv før/efter et hold. Det hjalp, det var ikke helt væk, men det føltes en del bedre og jeg begyndte at glæde mig til at tage de hårdere cardiohold, som Puls/Styrke og Stram op – og LatinMix igen. Men efter 8 dage i mine hårde Birkenstock med lange gåture og en dag med latterligt meget kø (over 4,5 time stående i kø!) begyndte det at gøre ondt igen.

 

Så denne uge blev ikke min genintroduktion til pulstræning, men flere frustrationer over situationen. Jeg forsøger at være voksen omkring det og give mit skinneben mere ro, selvom jeg synes, at det er nok så dumt og uretfærdigt. Og så må jeg glæde mig over, at jeg har genfundet glæde ved yoga og er blevet betydeligt bedre.

 

Vi snakker ikke om, at jeg opdagede (da jeg blev nødt til at veje min kuffert inden Italien, ellers ville jeg ikke være så ond ved mig selv), at jeg har tabt knap 2,5 kilo siden jeg sidst stod på vægten og var i betydelig bedre form. Det vil så sige, at den muskelmasse jeg havde fået opbygget er blevet erstattet med fedt, fedt. Jeg øver masser af ‘Petra elsker sig selv’-mantraer og er ekstra sød ved mit spejlbillede de her dage. Fedt og muskelmasse kommer og går, jeg håber bare, at min træningsglæde er intakt, når skinnebenet er klar igen.

 

Lad os håbe, at det var sidste kapitel i den saga!

 

P.S. Hvis du tror du måske har skinnebensbetændelse, så gør lige det jeg skulle have gjort og tage de ugers pause inden det bliver rigtig slemt.