Om ros og tårer hos tandlægen

juni 7, 2017 at 07:58

Jeg er typen, der altid får ros hos tandlægen. Altid. ‘Du børster tænder så flot’, ‘Ingen huller’, ‘Nej, de visdomstænder kommer nok aldrig, det skal du være glad for’. Jeg havde et hul i en af mine mælketænder tilbage i de små klasser, men den er røget ud for mange (host, rigtig mange) år siden efterhånden. Så altså nul huller og flotte bisser. Kathrine 31 år bliver ligeså stolt over ros som Kathrine på 10 år.

 

I mandags skulle jeg så til mit årlige tandtjek igen, jeg ankommer tidligt sætter mig til rette og skænker ikke besøget nærmere tanker. Det er hurtigt ind og ud, gerne med os for flot tandbrøstning og så videre med min dag.

 

Tandlægen beder mig sætter mig op i stolen og hun kigger mig i munden, og siger pludseligt, at jeg skal se noget. ‘Øhm, hvad? Hvor flot børstede mine tænder er?’. Det var ikke det hun ville vise mig. ‘Kan du se den røde cirkel på tanden der?’ spørger hun pædagogisk og peger på skærmbilledet af mit tandsæt. Det kunne jeg godt. ‘Den tand har vi holdt øje med længe. Den har fået nogle dybe fuger, som er blevet mørkere med tiden, og jeg vil anbefale, at vi gør noget ved den nu’.

 

Mig: ‘Men det er ikke et hul?’ ængsteligt, fordi hele mit selvbillede er krakeleret. ‘Nej nej, det er det ikke’ forsikrer hun mig, ‘men det ville det kunne blive. Hvis vi ikke gør noget vil tanden med tiden mørne og det vil kunne blive et hul, så jeg synes, at vi giver den en plastfyldning’. Det hele går hurtigt, hun lægger to fingre i min mund, mens hun fortsætter med at forklare, at hun gerne vil bedøve mig først. Jeg kan mærke panikken stige. Er det ikke det folk siger gør mere ondt end noget andet?! Hun fortsætter med at snakke i sin vanlige rolige facon, men jeg hører ikke længere efter. Tårerne triller ned af kinderne på mig. Jeg griner, fordi jeg føler mig fjollet, men jeg kan ikke stoppe tårerne.

 

Hun beder mig trække vejret dybt, så dybt, at hun kan høre det. Jeg trækker vejret dybt, men stopper igen for at foreslå hende, at hun i stedet giver mig sådan en narkosemaske med lidt smertestillende. Det afviser hun og siger, at hun alligevel ville skulle give mig sprøjten også. Jeg går tilbage til at trække vejret helt ned i maven. Jeg giver den min bedste ujjayi-vejrtrækning. Tandlægen roser mig igen og igen meget mor-agtigt: ‘Det er så flot, hvis du kan klare det her, kan du klare alt. Det her er den værste bedøvelse, den ville jeg også give til en udtrækning af en visdomstand’, og fortsætter: ‘Jeg giver dig lige en sprøjte til, den kommer ikke til at gøre lige så ondt for jeg rammer samme sted’.

 

Jeg kan ikke sige noget, hun står med hele hånden inde i min lille mund, men jeg tænker, at hun da umuligt at se om hun rammer præcis samme sted. Heldigvis gør det ikke rigtig ondt, hverken første sprøjte eller anden. Allerede efter den første mærker jeg, hvordan tre punkter hen over min læbe bliver følelsesløse. ‘Okay, det virker da’, tænker jeg for mig selv. Hun forklarer, at hun lige færdiggøre mit tandeftersyn og -rensning, så bedøvelsen kan nå at virke.

 

Jeg er af gode grunde ikke bange for at gå til tandlægen, det plejer at være ganske rart, men jeg er dog begrænset fan af tandrensning. Det synes jeg godt kan gøre nalle, når hun flår imellem mine bisser og ned i tandkødet. Denne gang er ikke mere behagelig end de foregående og jeg når også at tænke, at den der bedøvelse slet ikke virker. Af samme årsag var jeg også klar til at løfte venstre hånd prompte, som instrueret, hvis det skulle gøre ondt, da hun begynder at bore i min tand.

 

Til min store lettelse gjorde det faktisk ikke ondt. Overhovedet. Det var mest af alt ubehageligt med udstyr, fingre og åbent gab så længe. Da det var ovre, forsikrede hun mig om, at ingen kunne se det. Det føltes mere voldsom end den er, men at jeg ikke måtte spise førend jeg kunne mærke min tunge igen, så jeg ikke kom til at bide i den. Solidt råd.

 

Så jeg tog tilbage til Slottet, hvor jeg havde hjemmearbejdsplads for dagen, mens jeg konstant mærkede på min læber, som var helt følelsesløse, sammen med min tunge og venstre side af min mund. En højst usædvanlig sensation. Det var først 3 timer senere, at følelsen var endelig helt tilbage i min tunge, mund og læber og jeg lykkelig kunne kaste mig over min frokost.

 

Der er nu gået en uge og jeg er stadig ikke kommet mig over chokket over ikke at have perfekte bisser. Min tunge søger konstant over den plastikfyldte tand, som mærkes underlig glat ved siden ad de andre. Regningen på 1500 og nogle kroner hjælper heller ikke på sagen. Jeg vil tilbage til bare at få ros af min tandlæge, andet bliver sgu for dyrt i længden.

 

P.S. Sidste gang jeg var pinlig hos lægen.

Tags: