Mut mops og et blødende hundemorhjerte

juni 13, 2017 at 11:48

Frank, træt

Jeg har ondt i mit hundemorhjerte i dag. Frank er ikke sig selv. Han vækkede mig flere gange i nat fordi han peb og var lidt utrolig. Han sad ovre i hjørnet bag sin kurv og opførte sig underligt, men han faldt igen til ro og sov til i morges. Det samme gjorde jeg.

 

I morges jeg gik rundt og gjorde mig klar, fulgte Frank efter mig ud i køkkenet som limet til mig. Det er ikke super ukarakteristisk Frank, men han var alligevel anderledes; Han blev ved med at sætte sig ned og læne sig op ad mig. Normalt går han ind i stuen og lægger sig i sofaen til jeg er klar til morgenturen. Da det så blev tid til de famøse ord: ‘Skaaa’ vi gå tur?’ var reaktionen ikke den samme überbegejstrede mops som vanligt, som næsten ikke han stå stille af ren og skær glæde, han gad ikke engang få sin sele på og satte sig bare ned med selen halvt på.

 

Ude på gaden plejer han at flyve afsted, seriøst, han plejer at trække helt vildt det første stykke tid og zig-zagge til alle de gode strintesteder, i morges gik han minimum en halv meter bag mig i det langsommeste tempo han nogensinde har bevæget sig i. Det var først da vi var kommet halvvejs rundt om blokken, at det gik op for mig, at han endnu ikke havde tisset. Overhovedet. Vi gik i sneglefart vores sædvanlige morgenrute, pladsen med hundevennerne kiggede han dårligt efter, da vi gik forbi.

 

Normalt springer han ind ad hoveddøren og op ad trappen, men i dag lod han mig bære ham op, og i stedet for at gå ind i lejligheden satte han sig og kiggede fra reposen. Jeg fik lokket ham ind og han placerede sig på tæppet, som han skal (men bestemt kan glemme i begejstringen). Han tog forsigtigt imod sin godbid. Pludselig synes jeg, at der var mange ting der pegede på, at der var noget helt galt. Nattepiberi, morsyge, ingen tis eller nr. 2, vil ikke rigtig gå tur, langsomme bevægelser og ikke samme glubske appetit.

 

Jeg ringede til min stedmor. Hun sagde, at jeg skulle tage hans temperatur og så ringe til dyrelægen. Mens jeg ledte febrilsk efter termometeret løb tårerne ned ad kinderne på mig. Jeg elsker den fjollede hund helt utroligt meget, han må ikke være syg. Tårer blev til hulk til jeg tog mig sammen og fik taget hans temperatur. En hunds temperatur skal være mellem 37,5-39 og hans var 37,6, så langt så godt. Jeg besluttede mig for at gå en til tur med ham for at se om jeg ikke kunne få ham til at tisse. Den manglende vandladning bekymrede mig umiddelbart mest. Vi kommer ud på gaden igen og han er stadig langsom, men henne på hundepladsen strinter han op ad et træ. Der er ingen andre hunde, og han holder sig tæt til mig. Han strinter et par gange til, men er stadig ikke i hopla. Vi går hjem ad, Frank maser måsen op ad muren og laver sin business. Jeg er lettet. Sjældent har jeg været på begejstret for en hundelort.

 

Næsten hjemme sætter han sig pludseligt og vil ikke komme, når jeg kalder, jeg må tilbage og hente ham. Jeg bærer ham ind i lejligheden igen, hvor han igen sætter sig på tæppet. Han vil heldigvis tage imod sin godbid og med lidt opfordring bliver han også mere og mere ivrig for at få flere. Han spiser og han tisser, okay så, jeg trækker vejret dybt. Hvad er der så galt med ham?

 

Jeg ringer til dyrelægen og spørger til råds. Det er op til mit bekymringsniveau om jeg vil komme nu eller se tiden lidt an. ‘Han er ikke dødende, vel?’, katastrofetanker er min hjernes to-do-tanker, ‘Nej, det lyder ikke sådan. Han spiser og følger med i, hvad der sker omkring ham, og temperaturen er ikke alarmende høj eller lav’. Vi aftaler, at jeg ser tiden an og ringer igen, hvis det ikke bliver bedre i løbet af dagen.

 

Nu sidder jeg med en mut mops snorkende på min ene fod, en lang arbejds-to-do-liste, et blødende hundemorhjerte, tårer helt til kanten og bekymrede tanker.

 

Åh Franko, du er min alleryndlings i hele verden, du må ikke være syg?