Sur træningstype

May 25, 2017 at 17:53

Træning

Okay, på billedet ser jeg måske ikke ligefrem sur ud, men jeg havde ikke lige et surt træningsbillede liggende, men jeg er altså sur. Ikke sådan alvorligt vred, men mere irriteret sur, fordi jeg hele tiden synes, at jeg får nye træningsskader. Og jeg synes, at det er uretfærdigt, når jeg nu bare gerne vil træne fast, øge intensiteten, blive stærkere og endelig er i en rigtig god rutine, hvor jeg føler, at min træning er en glæde og ikke en sur pligt.

 

I de sidste par måneder har jeg præsteret at forstrække noget i min arm på et hold (som gjort sygt ondt), haft ret så ondt i min forfod, været øm i og omkring knæet og forstrukket noget i min skulder. Jeg har alt i alt været rimeligt hårdt ramt, synes jeg.

 

Og for at gøre det endnu mere ynkeligt, så døjer jeg for tiden med skinnebensbetændelse, eller skedebetændelse, som jeg er ynder at kalde det, fordi min hjerne ikke vil huske den rigtige kombination af skinne, sene, hinde, skede, betændelse. Som i det kan den åbenbart slet ikke magte. Så nu siger jeg skedebetændelse, fordi det er sjovt. Jeg er i mange henseender en smule snerpet og sådan ‘ej, det sagde du bare ikke’-agtig, men andre gang er der en sømand, der har været til søs for længe inden i mig, som taler ud af min mund. Og sømanden i mig synes, at det er utrolig morsom at sige skedebetændelse hele tiden.

 

Særlig sjovt var det, da jeg fornyligt skulle sætte mig på vores højstole til frokost, bedst som min mandlige kollega, der ikke kendte noget til mit dumme skinneben, kom hen til bordet, og jeg udbrød højlydt: ‘Av, min skedebetændelse’, idet jeg satte mig op. Han så temmelig forkert ud i ansigtet, men valgte ikke at spørge nærmere ind til, hvilken betændelsestilstand jeg mon refererede til, haha! Det er lidt for meget og alligevel lige tilpas.

 

Heldigvis kan jeg grine lidt over mig selv og min ‘skedebetændelse’, nu den også gør mig sur. Det har indtil for en uge siden kun gjort kortvarigt ondt i små jag, hvis jeg lige fik strukket benet på en særlig måde, men nu er følelsen af ubehag i benet mere eller mindre permanent og det brænder hele vejen op langs mit skinneben. Jeg er så småt ved at anerkende, at det nok ikke bare går i sig selv, hvis jeg træner som fortsat.

 

Selvfølgelig er de hold og den træning jeg bedst kan lide netop den jeg bør undgå; Ingen hårde stød i benet (så ingen LatinMix eller Puls/Styrke med mange cardio-øvelser på hårdt underlag) og ingen løb. Røvbanan!

 

Så derfor er jeg altså lidt en sur træningstype (og typen jeg normalt ville tænke burde tage en f-ing slapper, hvis jeg hørte nogle brokker sig over ikke at kunne træne). Jeg har bare (gen)opdaget, at træning er terapi for mig, det giver mig ro i hovedet, gør at jeg sover bedre, har mindre ondt i min ellers dumme arm og jeg generelt har mere overskud. En anden sidegevinst er, at min krop er mere tonet og klar til shorts og bikini end uden regelmæssig træning. Det er ikke rigtig en mulighed, eller noget jeg har lyst til, at droppe træningen eller holde helt pause.

 

Det går mig på, særligt i en tid, hvor jeg virkelig har brug for luft til hovedet og den ro en tur i fitten giver mig, at jeg ikke bare kan give den gas. Og så synes jeg, at det er ekstra dumt, nu jeg så gerne vil træne så meget som muligt. Men jeg tog alligevel en voksen beslutning om ikke at tage til LatinMix i går aftes eller Puls/Styrke i morges, som jeg ellers var tilmeldt, men i stedet give mit ben lidt ro. I de næste par uger må jeg lave yoga, styrketræning (mave og arme) og undlade at banke mit stakkels ømme skinneben hårdt ned i jorden.

 

Kryds lige fingre for, at lidt ro kommer det til livs! Og send gerne alle tips og tricks mod seneskedehindebetændelse* min vej! 🙏🏻

 

*Jeg måtte endnu en gang google det for at komme frem til den rigtige kombination. Hvad sker der for min hjerne?!