Små ting

maj 2, 2017 at 10:53

Lagkage

{Fødselsdagsfejring for den ældste}

 

Det er ved at være et stykke tid siden sidst, så her kommer den ‘Små ting’ fra ugen der gik. Sidste uge var fin med ekstra meget fejring. Den mindste bestod sin køreprøve og har nu kørekort (!) og det fejrede vi med sushi. Tirsdag fyldte den ældste 25 år og det blev fejret med burgere og verdens største lagkage. Jeg havde egentlig planer om en sukkerfriuge sidste uge og havde klaret mandag, men jeg kunne alligevel ikke dy mig for at smag på jordbær/rabarbercremen i kagen og nøj den smagte altså godt, så jeg måtte også have et lille stykke. Oh well. Så er det godt, at vi netop er startet på en ny uge og jeg er pt 1 dag sukkerfri, haha!

 

Arbejdsugen gik hurtigt, med en hjemmearbejdsdag fra Slottet tirsdag og fridag blev det hurtigt weekend, og selvom jeg havde kriller over mine pludselig manglende planer, så blev det naturligvis en alletiders weekend alligevel. Fredag forsvandt med fælles træning og post-ferie-catch-up med O på Christianshavn og senere kom den ældste ind til tulletur med pitstop hos Laura’s Bakery på Værnedamsvej til kaffe og verdens bedste kanelsnegl – en cinnabun. Det havde 50% på kager og brød, fordi de var ved at lukke, så vi kunne da ikke lade være med at støtte så fint et tiltag som ‘Stop madspild’. Aftenen blev tilbragt på sofaen med durum og Black Mirror.

 

Lørdag blev jeg hentet af min mor og spenderede resten af dagen på mit yndlingsmuseum Louisiana og hjemme hos hende til mad og hygge. William Kentridge-udstillingen med kultegninger og seje installationer er så fin. Søndag var jeg sløv i det og formåede nærmest kun at gå tur på Vesterbro med Onkel A, Kusine A + kæreste og Franko. Jeg havde taget træningstøj på om morgenen, men uden en konkret træningsplan endte jeg med at tage det samme sæt af, da jeg skulle i seng, vel og mærket uden at have været forbi fitten. Til gengæld præsterede jeg at falde i søvn på min sofa hele to gange, så min krop havde måske mest af alt brug for en sløv søndag – og det fik den da også!

Frank

{Afslappet type på kontoret}

Laura's Bakery, cinnabon

{Verdens mest optursagtige snegl – Cinnabun!}

Frank

{En lille pause i en solplet i gården på jobbet}

London

{Research til min debuttur til London}

William Kentridge-udstilling på Louisiana

{En vild fed videoinstallation i William Kentridge-udstillingen på Louisiana}

Frokost på Louisiana

{Frokost- og kagesituationen på Louisiana}