Venskaber efter babyer

april 6, 2017 at 21:31

Baby Vincent

Baby Julian

{Begge billeder er fra allerførste gang jeg holdte mine to veninders to små babyer}

 

‘Jeg elsker min søn, og jeg elsker, at du elsker min søn, men det er ikke det samme at komme på besøg, når han også er med’. Sådan sagde min veninde til mig forleden, og jeg kunne ikke andet end at grine, nej, det er sitme ikke det samme. Det er helt anderledes. Hvor vi før ville mødes, når det passede os, lave det vi havde lyst til, når vi havde lyst, som f.eks. at spise aftensmad, og snakke uforstyrret som løst og fast i timevis, så mødes vi, når det passer med formiddagslur/spisetid/togplads til barnevognen, vi gør det vi har lyst, men nøje planlagt rundt om det mest forventelige næste behov babyen kunne få og snakken løber stadig i stride strømme, den er bare lidt mindre fokuseret, fordi babyen ser ekstra nuttet ud/lige skal have en ren ble/bliver sur og skal op/etc.

 

Det er helt bestemt anderledes post-baby, men ikke dårligt anderledes. Jeg var ret bekymret i fasen op til to af mine tætteste veninder blev gravide, og flere fulgte trop med at prøve, for at alt skulle blive anderledes – på den dårlige måde. Jeg frygtede, at babyerne ville ændre og obstruere nogle af mine bedste venskaber. Fordi prioriterer ændrer sig, tiden bliver mere knap, overskuddet mindre, mindre fleksibilitet og vi pludseligt ville have mindre til fælles.

 

Under graviditeten havde min ene veninde og jeg en dag en snak i hendes køkken, hvor hun gav mig et free-pass til at brænde sammen over alle omkring mig øjensynligt fik noget jeg altid havde vidst, at jeg selv ønskede mig mere end noget andet; børn. Vi vendte sandsynligheden for, at min hjerne (og hjerte) en dag ville kunne brænde helt sammen og blive ked af det/sur/irriterende/frustreret over, at andre fik det jeg selv så gerne ville. Endda dem, der var kommet til indsigten, så meget senere end mig selv. Hun sagde sødt: ‘Jeg håber bare ikke, at du bliver sur på mig’ og vi aftalte, at jeg skulle kunne sige til hende, hvis jeg nåede nær det punkt, hvor jeg ikke syntes, at det var sjovt længere med fokus på andres babyprojekter – og senere babyer.

 

Den samtale, og vide, at hun 100% forstod mine bekymringer og følelser, tror jeg på sin vis gjorde alting meget nemmere for mig. Samtidig gik op for mig, at jeg, modsat hvad jeg havde frygtet, ikke oplevede en jalousi over, at de fik noget jeg også ville. Tværtimod gjorde det mig mere glad på deres vegne.

 

Igennem begges graviditeter, der løb parallelt med kun en uge mellem deres terminer, var jeg glad, spændt og nysgerrig. På intet tidspunkt mærkede jeg bare snerten af, at det var for meget at snakke om kvalme, cravings, baby spark eller barnevognsindkøb. Jeg modtog glædeligt links til babytøj eller fik detaljeret opdateringer fra scanninger og lægebesøg. Og da begge mine veninder fødte hver deres velskabte sønner, kunne jeg næsten ikke være i mig selv af begejstring over de smukke drengebørn de havde produceret.

 

Begge drenge er netop fyldt 6 måneder, og al min bekymring over, at vores venskaber ville lide under babyernes ankomst og min potentielle nedsmeltning er blevet gjort det skamme. Jeg vil faktisk sige, at mit venskab med dem hver i sær er blevet stærkere, bedre og dybere af at se dem blive mødre og hvordan de har delt oplevelsen og omvæltningen med mig.

 

Jeg holder af de drenge, som var det mine egne, og selvom geografi nu kun tillader, at jeg ser den ene tit, så glæder jeg mig til at se dem vokse op og mine veninder vokse med opgaven. Vores venskaber forbliver uanset, hvor mange babyer, der kommer i vores liv. Det er anderledes, men dejligt anderledes.