Se min gallerivæg – 2 år senere
Velkommen ind i min stue – 2 år senere!
Da jeg overtog mine knap 60 kvm på Vesterbro tilbage i april 2015 drømte jeg om rå murstensvæg, der hvor min sofa står. Det gør jeg som sådan egentlig stadigvæk, men efter at have haft en murer på besøg for at give et tilbud og han forklarede, at du aldrig ved, hvad der gemmer sig deromme, så turde jeg ikke alligevel ofre så mange penge uden at være sikker på, at det ville ende som jeg havde forestillet mig.
I stedet besluttede jeg mig for, at jeg kunne udleve en anden boligdrøm, nemlig en gallerivæg. Jeg havde en minivariant, da jeg boede på Nørrebro, men i sidste øjeblik lod jeg mig overtale til at lave den kvadratisk og det fortrød jeg med det samme. Da skæbnen ville, at jeg pludselig skulle bo alene, så skulle det være. Jeg skulle have mig en gallerivæg – uden kompromiser og kun med billeder jeg selv synes var fede!
Så gik tiden og, ahem, knap 2 år senere blev den en realitet, haha!
Jeg er simpelthen så glad for resultatet, selvom min far gav mig stress i mellemtiden, da han seriøst 5 ud af 8 gange præsterede at bore for højt eller for lavt. Jesus! Heldigvis blev der ingen synlige huller i væggen og alle billederne kom op.
Den største og sværeste opgave i hele processen var at finde og købe de billeder jeg gerne ville have med. Det første billede jeg købte var det med pigen med fuglen i hånden, som i lang tid stod i min vindueskarm. Derefter kom pigen med den gule nederdel og så billedet i vindueskarmen. Der tegnede sig et billede af at temaet for min billedvæg skulle være piger. Til jul købte jeg danseren under vand til min mor og kom i samme ombæring til at klikke en med til mig selv også.
Så faldt jeg over nok den bedste samling plakater på siden Juniqe, hvor jeg endte med at købe de tre sidste billeder til at fuldende gallerivæggen; Det sort/hvide billede af en kvinde i snevejr, kaktussen med den lyserøde baggrund og Frida Kahlo.
Jeg var lidt nervøs for, om jeg kunne få de ret forskellige billeder til at spille sammen. Jeg havde startet med at købe lidt ‘sikkert’ med sort/hvid/grå, men vidste også, at jeg rigtig gerne ville have lidt farve i mit hjem og det ikke måtte blive for pænt eller ligne alle andres gallerivægge, så med hvert nyt billede gik jeg efter, at en farve eller tema gik igen. Jeg er heldigvis blevet så tilfreds med resultatet. Desværre kunne jeg ikke få den fine akvarel-pige til at passe til opsætning, så for nu står hun i min vindueskarm og pynter.
Foruden sort/hvide-nuancer, går gul, grøn og lyserød igen i flere af billederne og binder dem sammen. For at undgå at det blev for pænt eller kedeligt, valgte jeg to af rammerne i hvid i stedet for sort, som bryder med opsætning og gør den lidt mere interessant.
Pige med gul nederdel // Sort/hvid pige // Danser under vandet // Pige med fugl
Stillet* // Tivoli // Kaktus // Frida Kahlo
*Stilletten har jeg lavet på et tegnekursus på Louisiana for nogle år siden, hvor vi lærte om Andy Warhols tidlige værker og ‘blotted line’-teknik.
Lightbox købt på ASOS // Æsker fra Søstrene Grene // Diptyque duftlys ‘Figuier’ // Vintage guldtelefon // Mini-højtaler JBL Pulse // En stak Vogue-blade fra mine rejser
Reol købt i DANSK // 3-personers sofa fra Sofakompaniet // Sofaborde + puder fra Søstrene Grene // Lyserød lampe fra Present Time // Billede i vindueskarmen ‘Jouer’ er af Ekaterina Koroleva // Porcelænshund fundet i vintagebutikken Affär
P.S. Du kan se, hvordan min stue så ud tidligere her. Den er ret anderledes, synes jeg, selvom alle de store ting, på nær reolen, er de samme.
