Weekend completed!

February 20, 2017 at 21:25

Fastelavnsboller

Jeg nåede det hele, sørme så! Altså lige på nær at få ringet til min veninde, men stadigvæk ret godt gået, hvis jeg selv skal sige det!

 

Fredag var planen at lave mig selv en lille cocktail og ellers se pigefilm og bare slappe af. Jeg har virkelig trængt til en hjemmeweekend i langsomt tempo. Jeg faldt i stedet over en lidt skør ny serie, You Me Her, om et par, der møder en escortpige og begge forelsker sig i hende. Den var overraskende god, sjov og ret bizar!

 

Lørdag stod jeg op, luftede dyret og tullede over i fitness, hvor jeg mødtes med næstennaboen til en omgang træning og efterfølgende morgenmad, kaffe og verdenssituationen. På vejen hjem igen gik vi forbi DANSK og købte den reol jeg længe har sukket efter, som vi fik bakset ind i min stue til samling.

 

Så nu står der en sej ny reol i min stue, som jeg helt selv har samlet (indsæt den stærke arm-emoji, min nye favorit). Næstennaboen kom ned igen og hjalp mig ned i kælderen med den gamle reol, så den var ad vejen. Jeg ved seriøst ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende!

 

Lørdag eftermiddag og aften gik med at dimse, indrette til den helt store guldmedalje og lege med forskellige kombinationer. Sådan et hyggelig lørdagsprojekt. Helt højt på min bedrift fortsatte jeg med støvsugning og gulvvask, og da klokken slog 20 var min stue beboelig igen, og endda lidt pænere, og jeg kunne overgive mig til aftensmad, sofa og Netflix.

 

Søndag startede med hundeluftning efterfulgt af en pilates time, noget jeg ikke har prøvet i årevis, så hjem og få lidt morgenmad og en velfortjent kop kaffe, inden jeg gik i kast med at bage fastelavnsboller, tog et bad, et hurtigt visit fra næstennaboen, der fik lidt fastelavnsboller med op, og så satte jeg endnu en dej over til en pizzadate. Fire flotte pizzaer og en flaske rosé senere var den weekend gået.

 

Weekend completed!