Om at have lyst til at være forelsket

februar 24, 2017 at 09:00

Pont de Arts - Lovelock bridge

Jeg har tænkt meget over det, og jeg har lyst til at være forelsket igen. Det er efterhånden rigtig (rigtig) lang tid siden jeg har været rigtig forelsket i et andet menneske, ja, årevis. Men jeg er kommet til et sted, hvor jeg har lyst til at opleve den helt særlige sensation af at synes nogen er søde og lidt spændende. Inden man kender hinanden ind og ud og forelskelse for længst er overhalet af kærlighed. Den der jeg vil bare gerne være tæt på dig, lære alt om dig og danne vores eget lille rum. Den bobblefornemmelse vil jeg gerne.

 

I lang tid følte jeg mig tom. Som om der ikke var noget af give af, det der engang var, alt det overskud og kærlighed jeg indeholdte, var løbet ud på gulvet og tørret bort. Som en stor lerkrukke, der revner og alt vandet langsomt løber ud. Jeg havde ikke noget at tilbyde nogen og jeg var ikke villig til at prøve. Jeg var bange for at miste og igen føle at stå tilbage uden noget.

 

For måske første gang siden to blev til en, føler jeg, at jeg har noget at dele ud af, noget at give, bringe til bordet og ikke bare et stort rod af modstridende følelser og tanker. Og jeg er klar til at tage imod. Til at rumme, at nogen putter deres følelser og forventninger over til mig og jeg skal tage vare på dem. Jeg har lyst til at tage (med)ansvar for en andens glæde og være et plus (og nogle dage et minus) i nogens liv.

 

Men jeg er også stadig bange. Jeg er bange for at give helt slip og lade strømmen tage over. Jeg er kontrolmenneske til fingerspidserne og hvis jeg kunne lægge en plan og vide, at sådan ville mit kærlighedsliv udspille sig, så passede det mig nok ganske strålende. Men det kan jeg selvsagt ikke, og det er der nok også noget smukt i den uforudsigelighed. Det er muligvis en kæmpe kliche, men det er vel ikke for sjov, at man siger, at det er på usikker grund, at der er mest at vinde.

 

Så med bævrende knæ og bankende hjerte gør jeg mig klar til at gå ud der, hvor grunden ikke længere er helt sikker, men den boblende fornemmelse jeg ønsker mig findes.