Én æggeleder og ingen far – hvad så nu?

February 28, 2017 at 08:20

Baby Julian

Tusind tak for alle jeres hjerter, likes og tanker til lørdagdagens indlæg♡ Det var lang tid undervejs, og det er altid grænseoverskridende at dele et så privat indlæg, derfor var det endnu dejligere, at I tog så godt imod det.

 

Indlægget var også længe undervejs, fordi informationen stadig ikke helt har bundfældet sig. Jeg græd den formiddag jeg fik beskeden, tårerne flød i et væk, jeg hulkede med hovedet ned i puden, snakkede langt og længe med hende jeg altid snakker med, når ting er svære eller gør ondt, tørrede flere tårer væk fra min kind, træk vejret dybt og forsøgte at finde perspektiv og græd lidt mere.

 

Jeg kan godt blive gravid. Jeg har æg og en god æggeleder. Jeg tog beslutningen om at blive udredt, fordi jeg ville træffe en informeret beslutning om det næste skridt for mig. Kan/bør/tør jeg vente på, at der er en solid kæreste/mand/far-kandidat i mit liv? På mange måder fik jeg det jeg ledte efter, jeg fandt ud af, hvordan jeg står. I hvert fald delvist. Også selvom det ikke var helt der jeg regnede med at ville stå.

 

Som alle andre der nogensinde har fejlet noget eller haft symptomer på noget ved, må du for alt i verden ikke google det. Google gør ondt værre. Men det gjorde jeg selvfølgelig. ‘Hvad er chancen for at blive naturlig gravid med en æggeleder?’, ‘Skal man have IVF, hvis man kun har én æggeleder’, ‘Hvor højt et AMH-tal bør du have som 31-årig?’, ‘Hvor længe er ventetiden på behandling i Hovedstadsområdet?’.

 

Svar som ‘forøget risiko for graviditet udenfor livmoderen’, ‘ægløsning kan forekomme 7 gange i træk i den ikke-fungerende æggeleder’, ‘1,5 års ventetid til fertilitetsbehandling på Rigshospitalet’ dukkede op i min kaotiske, og deraf tårefyldte, søgning.

 

Jeg blev, selv sagt, hverken meget klogere eller roligere, nok mest mere forvirret og overvældet, så jeg bestilte en tid hos min læge, hvor processen også var startet, for at tale om mine scanningsresultater og hvad de betyder for mig. Min læge var meget: ‘Jamen, så skal vi have sig videre i systemet’-agtigt. ‘Jeg giver dig en henvisning. Jeg kan se, at du hører til Hvidovre Hospital, der er 10 ugers ventetid. Du får en indkaldelse i din e-boks om 5-10 dage’.

 

10 uger?! Jamen, jeg er da ikke klar til at starte i fertilitetsbehandling om 10 uger + det løse, du må være helt vanvittig?!?!! Jeg smilede anstrengt og nikkede. En tid kan altid aflyses, jeg ved, hvor langsommeligt systemet er, så jeg må hellere holde en fod indenfor, tænkte jeg rationelt. Jeg har brug for flere svar, som Google ikke kan give mig, og dem kan jeg få der. Det betyder ikke, at jeg starte i fertilitetsbehandling, alene, om 2,5 måned. Det er bare for at få en faglig vurdering af min situation og vide, hvilke muligheder jeg har.

 

Mens min hjerne udviste overskud og tænkte strategisk og logisk omkring det hele, gik mit hjerte lidt i stykker igen: ‘Har jeg så slet ikke tid til at finde ham der skal være faren til mit barn?’.

 

Hvad så nu? Ærligt talt, jeg ved det ikke, men på en eller anden vis føles det lidt bedre efter at have sagt (læs. skrevet) det højt.

I øvrigt…

February 27, 2017 at 21:22

Frank

  • rumsterer der lidt (for) store spekulationer i mit hoved for tiden.
  • er jeg nok også derfor ekstra træt, men sover endeligt igennem natten.
  • havde jeg lige en periode på adskillige uger, hvor jeg langt oftest vågnede midt om natten lysvågen.
  • ser det nu endelig ud til, at den dårlige strime er ovre.
  • hjælper regelmæssig træning mig med at blive dejlig træt og sove bedre.
  • er særligt LatinMix helt genialt til en god natssøvn.
  • er jeg færdig over, hvor sjovt jeg synes det der LatinMix egentlig er.
  • er jeg ved at (gen)udvikle mig til en træls træningstype.
  • glæder jeg mig virkelig til mine træningsdates for tiden.
  • er jeg blevet beskyldt for at være teaseragtigt med mine datinghints herinde.
  • beklager jeg meget, men der er pt ikke så meget (jeg er villig til at) berette om.
  • kan jeg dog afsløre, at ham med potentialet stadig findes og stadig har potentiale.
  • har jeg taget fri på fredag og lige nu føles det som verdens mest geniale beslutning.
  • skal jeg på landet og møsse på baby og sladre med moren.
  • har jeg i sidste uge fået indkaldelse til dyrelægen, linsetjek og tandeftersyn.
  • har jeg naturligvis ikke rykket på nogen af dem. Og kan ikke helt overskue det.
  • starter jeg med Franks dyrelægetjek, fordi det er dejligt tæt på, haha!
  • pralede jeg for nogle uger siden med, at jeg ikke havde lyst til sukker. Det er så slut.
  • vil jeg så gerne se La La Land nuuuuuhuuuuu.

Januarsnedtur: ‘Det er derfor du ikke er blevet gravid’

February 25, 2017 at 11:09

Trist, ked af det

Jeg tænker ofte over skillelinjen mellem personligt og privat, når jeg deler ud af tankeskrald og hverdagsliv her på adressen. Jeg har endnu ikke fortrudt et valg, men jeg bruger altid lang tid på at overveje om mine ord, tanker og liv skal udstilles og foreviges på nettet. Det her indlæg er et af dem, der går over i det private, men fordi jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, at der langt hen af vejen hovedsageligt bliver delt de nemme og gode historier på diverse sociale medier, vil jeg alligevel dele min private historie, fordi livet er ikke kun morgenmadsskåle, skønne rejser, pænt tøj og sjove aftener med vin og grin. Nogle gange er det hele dumt og langt mere kompliceret end hvad du har lyst til at sige højt, for slet ikke at dele med alle med en internetadgang. 

 

Åh denne der famøse januar. Den var altså vild; Op og ned, op og ned igen, og helt helt anderledes end jeg nogensinde havde kunne forestille mig. Nu er jeg endelig klar til at dele lidt om en af nedturene, for som jeg nævnte, så havde jeg en utrolig dårlig dag i starten af januar. Jeg fik en besked, som jeg ikke lige var forberedt på. Jeg har længe tumlet med tanker om, hvordan/hvornår jeg kan få/får min egen baby, for det er jo ikke nogen hemmelighed, at det vil jeg virkelig, virkelig gerne. Og helst for længe siden.

 

Så jeg besluttede mig for, at i stedet for at spekulere over det, være bekymret for om det overhovedet kunne ske og om enderne vil mødes i sidste ende, fandt jeg frem til, at første skridt var at finde ud af, om jeg havde nogle umiddelbare udfordringer, der ville gøre det vanskeligt at blive gravid. Alene eller med en partner.

 

Jeg fik bestilt en tid hos min egen læge, der tog en klamydiatest og en blodprøve, som åbenbart er første skridt. Blodprøven skulle vise, hvordan min ægreserve ser ud, altså det (cirka) antal æg, der potentielt vil kunne blive til en baby per cyklus. Ingen æg, ingen baby. Nogle uger efter kom svaret tilbage; min ægreserve var fin (dog ikke i den høje ende for min alder og heller ikke imponerende, men, som lægen sagde, ‘fin’). Så langt så godt.

 

Jeg fik samtidigt en henvisning til at få foretaget en HSG-undersøgelse, som er en scanning af æggelederne, for at se om der er passage, så et æg overhovedet kan blive befrugtet. Jeg nølede lidt med at få en tid, det er et lille vindue på 10 dage efter din menstruation du skal ramme og efter mit første resultat var ok betryggende, brugte jeg i stedet månederne på at date lidt, hygge mig, slappe af og forsøge at mærke efter, hvad det var jeg gerne ville.

 

Svaret kom egentlig til mig, da jeg så, hvor overdrevet sød og omsorgsfuld min venindes mand var i hendes graviditet. Han strålede simpelthen af lykke, og jeg kunne mærke, at selvom jeg længe havde tænkt, hvis jeg skal, så kan jeg godt alene, så var jeg forelsket i idéen om at have én, der var bare halvt så investeret i min baby, som min venindes mand. Og ja, som også ville hjælpe til med alt det praktiske efter baby var kommet til verden – og måske endda sige til mig, at jeg var pæn, selvom jeg havde taget 20 kg på og ikke havde taget mascara på i 6 måneder. Du ved, hele pakken.

 

Men pludselig kunne jeg mærke stressen komme snigende igen og tanker om ‘hvad nu hvis det bliver svært for mig?’, fik mig alligevel til at få bestilt den tid, og d. 4. januar cyklede jeg i stiv kuling til Frederiksstadens Klinik i Bredgade for at få scannet mine æggeledere.

 

Jeg var pludselig virkelig nervøs og blev helt utilpas ude i venterummet. Det var som om jeg skulle besvime. En sød sygeplejerske bød mig indenfor, gav mig instrukser i, hvordan undersøgelsen ville foregå, jeg kom op på briksen og så kom lægen ind. ‘Ej, du er flot slank!’ siger lægen glad, ‘det er godt, det går det nemmere at blive gravid’. Så langt, så godt, tænkte jeg og var pludselig mere rolig. Selvfølgelig er alt i orden.

 

‘Den højre er fin, se kontrastvæsken kommer op der?’ sagde lægen. ‘Jaaah…’ svarede jeg lidt tøvende, jeg kunne ikke helt se, hvad der foregik på skærmen. ‘Men den venstre…ja, der kommer det ikke igennem, den er helt lukket. Den er klumpet’. KLUMPET? Helt lukket?! Blodet forsvandt fra mit hoved og tårerne pressede sig på. Ordene ‘Så jeg vil kun kunne blive gravid hver anden måned?’ kom ud af min mund og hang i lokalet. ‘Ja, så det forklarer, hvorfor du ikke er blevet gravid’ fortsatte lægen. Hun havde tydeligvis ikke forstået, at jeg ikke prøvede, men pludselig lød det som om, at det skulle jeg igang med.

 

Og så cyklede jeg hjem i minus en milliard grader med tårerne væltende ud af hovedet på mig og ingen mulighed for at stoppe dem igen. Jeg var blevet chokeret, ganske enkelt. Jeg havde antaget, at alt ville se fint ud. Selvfølgelig ville det det. Men det gjorde det så ikke.