Er Frank klar til at blive storebror?

januar 16, 2017 at 08:26

Et er at passe en baby, noget helt andet er at passe en baby og en hund. Eller Frank passer jeg som sådan jo aldrig (eller altid om du vil), men det var første gang jeg havde min venindes nuttede baby og mit lille vilddyr hjemme samtidigt. Sidste gang blev Frank nemlig passet det meste af tiden af kusine A, så han opdagede aldrig helt, hvordan det er at dele sin mors opmærksomhed. Den oplevelse fik han til gengæld i sidste uge, da jeg babysittede baby, mens moren og faren januarudsalgsshoppede.

 

Lad mig sige det sådan her, det er helt klart mere vanskeligt at holde styr på baby og vuf. Jeg skulle hele tiden tænke adskillige skridt forud (ikke en af mine spidskompetencer!) og lægge babys legetøj/sutteflaske/stofble/ammepude, så Frank ikke kunne nå det, for alt der lugtede af baby eller som baby havde udvist interesse for ville Frank have poterne i. Han ville også meget gerne møsse baby i ansigtet og slikke ham på hånden, så jeg skulle lige finde en balance mellem, at han selvfølgelig skulle have lov til at snuse til baby, men ikke slikke på ham.

 

Frank er vant til at være centrum og have status som en baby, så det at undvære sin mors varme skød og blive puffet væk med foden huede ikke prinsegemalen. Han så så fornærmet og mishandlet ud. Han fulgte med, hvorend jeg gik med babyen, og da baby skreg under bleskift, da Frank ved mine fødder og peb højlydt. Sikkert fordi han ikke forstod larmen og synes, at det var vildt uretfærdigt, at baby måtte være i sengen, når han nu ikke må.

 

Hele eftermiddagen og aftenen blev på allerbedste vis dokumenteret på Snapchat, og selvom der mangler et par mellemregninger mellem babys tøjskifte og Franks forsøg på at åbne bleposen, så synes jeg det blev en af de sjoveste stories til dato. Hold nu op, hvor jeg elsker Snapchat og en god story fra en helt almindelig, men dog ret ualmindelig hjemme hos mig, eftermiddag og aften.

 

Jeg ved ikke helt om Frank er klar til at blive storebror – måske rettere om jeg er klar til både baby og (opmærksomhedskrævende) vuf, haha!