2017 – måske jeg er fan af dig alligevel

januar 8, 2017 at 14:25

The Bowl Market, Gasværksvej

Lige som en ulykke kommer sjældent alene, er der også som om det samme kan siges med omvendt fortegn. Nogle gange er det som om, når du først har åbnet dig og ændre dit udsyn, så følger omgivelserne med og reagerer også mere positivt.

 

Forklaringen på mit nye positivistiske livssyn? I går skal jeg med næstennaboen på et af Vesterbros nyeste hipstersteder, Bowl Market, og fik os netop det; en morgenmadsskål med den skønneste blåbær/citronhavregrød.

 

Jeg lægger godt mærke til en pæn, velklædt fyr (måske jeg burde skrive mand for han var vel voksen nok til at kaldes det, men fyr fungerer bedre for mig), der kommer ind alene og sætter sig, han kommer over og spørger om han må tage Børsen fra vindueskarmen under mine vanter og tørklæde og smiler sødt.

 

Næstennaboen og jeg vender verdenssituationen, meget er sket over jul og nytår. Jeg får øjenkontakt med ham nogle gange, og smiler til hinanden, mens næstennaboen og jeg ellers snakker løs om stort og småt.

 

Da næstennaboen rejser sig og går på toilettet, lægger jeg godt mærke til, at han også rejser sig, betaler og gør sig klar til at gå. Jeg dimser på min telefon, men fornemmer godt, at han står i døren, så jeg kigger over på ham, og vi smiler til hinanden igen. Og så siger han sørme: ‘Jeg synes, at du ser rigtig sød ud’. Jeg bliver helt forfjamsket og får fremstammet: ‘Øh…Tak!’ og smågriner genert. ‘Du må have en god lørdag’ siger han så, ‘Tak i lige måde’ og så går han ud af døren.

 

Jeg vender mig om og ser næstennaboen kommer tilbage til vores vinduesplads og udbryder: ‘Han sagde, at han synes jeg så sød ud!’. ‘Hvad? Hvem?’ spørger hun, ‘ham med cyklen’ identificerer jeg, hvorefter han selvfølgelig kigger op og smiler lidt kækt til os begge to, der TYDELIGVIS sidder og snakker om ham, haha!

 

2017 – måske jeg er fan af dig alligevel! Men hey, send ham lige forbi igen, så vi kan etablere rigtig kontakt for jeg synes også, at han så sød ud. På forhånd tak.