Ham i toget

January 31, 2017 at 08:27

En mand der hedder Ove

Oh yes. Det fortsætter.

 

Lørdag morgen. Træt med træt på får jeg transporteret mig med kuffert fra hotellet ind til kontoret i Gamla Stan, siger farvel til mine kollegere, der skal fortsætte workshoppen, tager den sceniske rute (læs. farer en smule vildt) til Arlanda Expressen, står af i Arlanda Syd i stedet for Nord, så må gå gennem hele lufthavnen for at komme til terminal 5, kommer gennem sikkerhedstjekket, får købt en fødselsdagsgave til kusine A, køber en wrap og en flaske vand og venter på boarding. Ombord på flyet, har fået et midtersæde, sover næsten hele vejen til København.

 

Op og tage metroen ind til Nørreport, opdager at S-toget kun kører til Gentofte, så den står på togbus derfra. Vrisser surt for mig selv, mens jeg kigger rundt på perronen. Ser en meget pæn lyshåret fyr, ærgrer mig en smule over, hvor meget jeg trænger til at vaske hår og frisk makeup, får bakset kufferten ind i toget og fandt en plads. 2 sekunder efter kommer han ind og sætter sig overfor mig, selvom der er masser af andre pladser i køreretningen. Jeg nåede at tænke for mig selv, at det godt nok ville være pokkers, men skød tanken væk. Han kunne simpelthen ikke have sat sig der med vilje. Mit 2017-karma kan ikke virke på en dag som denne.

 

Jeg får sparket til hans sko ved et uheld og undskylder. Han spørger om jeg skal af: ‘Nej nej, jeg er bare typen, der sidder og sparker til mine medpassagerer’. Vi griner lidt. Jeg ser ud af vinduet og føler mig pludselig lidt pinlig til mode. Hvorfor kan jeg ikke bare slappe af?

 

Jeg roder i min taske, tager min vandflaske op og tager en tår, da jeg skal lægge den tilbage ryger låget af og triller ud i midtergangen. Han fisker det op og rækker den til mig. Jeg takker ham og er endnu mere utilpas. Jeg retter på mit tørklæde. Han kaster blikket ned i min taske, der står åben ovenpå kufferten og spørger: ‘Hvad er det for en bog du læser’. Really? Den ligger med bagsiden op ad, noterer jeg mig. Måske det der januar-mojo jeg har haft kørende virker lidt endnu.

 

‘Den er ikke særlig god’ siger jeg, tager den op og viser ham forsiden. En mand der hedder Ove. ‘Du er ellers kommet langt’ bemærker han og jeg griner. ‘Ja, men jeg har manglet de sidste 50 sider i flere måneder. Jeg har endda haft den med i toget og fly flere gange…’. Så vi snakker om min bog, at den var filmatiseret, hvornår var det, om vi havde set den, hvad hed filmen, og så pludselig ser han op og ud af vinduet og siger, at han skal af.

 

Toget forlader Svanemøllen station og kører videre. Jeg ryster på hovedet og griner lidt for mig selv. Hvad skulle have været afslutningen på den? Hvad kunne han have sagt? Må jeg få dit nummer? Skulle jeg have givet ham mit og sagt ‘Lad os starte en bogklub? Du vælger første bog’? Den slags har jeg slet ikke sej nok til. Det kunne ellers have været en sjov historie.

I nat drømte jeg…

January 30, 2017 at 18:33

Soveværelset efter

…at ham jeg troede havde potentiale faktisk var sammen med en anden pige.

…at min søster var højgravid.

…at jeg pludselig kom i tanke om, at det havde jeg også været. Kunne se min store mave helt levende for mig.

…at jeg havde født en baby, men havde bortadopteret ham og nu fortrød.

…at jeg ikke kunne huske babyens fødselsdato og ville kontakte min gamle værtsmor i USA for at få den.

…at jeg var kærester med Gulddreng og han var helt vildt sød.

…at vi var ude og spise og folk genkendte ham, så jeg hjalp dem med at tage billeder sammen med ham.

…at jeg var med til hans koncert og var så stolt af ham. Jeg synes bare det var så godt!

 

Indsæt selv et utal af mulige analyser…

Mut type – vol. 2

January 30, 2017 at 08:21

Solnedgang over Kødbyen

Det hjalp. Altså at åbne vinduerne, få masser af kold, frisk luft ind, sætte lidt Justin Bieber på, danse lidt rundt, mens jeg fik sat lidt styr på mit hjem.

 

Nåh ja, og så hjalp det måske også en lille bitte smule, at ham jeg potentielt kunne ende med at synes er en lille smule sød endelig gav livstegn og gjorde mine egne tøserier til skamme. Nogle gange er det lidt pres at være en overanalyserende pige med en meget klar holdning til, hvordan alt helst skal forløbe sig og allerhelst præcis efter egen næse.

 

Men min søndagsmuthed kom under kontrol og som eftermiddag blev til aften grinede jeg højt til mit nye seriebesættelse ‘Life in Pieces’ (tænk lidt a la Modern Family) og havde endelig rystet den dumme følelse ud ad kroppen.