Babytidslomme

november 4, 2016 at 14:14

Baby Julian

På mit arbejde bliver der joket om jeg skal på babybesøg igen, fordi de synes jeg hele tiden render rundt og dikke-dikker små babyer. Og det er næsten også rigtigt. I sidste weekend besøgte jeg endelig min ene venindes baby Julian hjemme i det lille hus på landet og i går besøgte jeg min anden CBS-venindes baby Vincent – og de respektive mødre naturligvis.

 

I begge hjem opdagede jeg noget virkelig sjovt, eller rettere jeg opdagede det på togturen hjem igen. Når man er i selskab af en lille nyfødt, så er det som om man træder ind i en tidslomme eller vacuum af en art, hvor timerne bare triller afsted uden du helt opdager det. Mellem hygge på armen, amning, lure, bleskift og badetid, så går tiden bare.

 

I går da jeg sad på toget tilbage mod København var jeg helt ør i hovedet og lidt disorienteret over, hvordan klokken blev 20.30, når jeg var ankommet 16.45, og det jeg havde præsteret var at holde baby og spise aftensmad. Derimellem havde han fået mad tre gange, ren ble to gange, gylpet et utal af gange, ligget på sit aktivitetstæppe og i mine arme.

 

Præcis samme historie under min tur på landet i weekenden. Der ankom jeg kl. 11.30 til en træt baby ud i sin barnevogn og jeg blev sendt ud med ham (det eventyr fortjener sit eget indlæg!), tilbage igen skulle han spise, så sov han, mens vi andre spiste frokost (og donuts), så vågnede han igen og fik et bad, så fik jeg lov at give ham en flaske og hyggede vi lidt og så var kl. 18. Helt seriøst, jeg overdriver ikke. Tiden var bare gået.

 

De er nogle værre tidsrøvere de små babyer, men de må altså gerne stjæle mine timer.