Græskarsuppe med sød kartoffel og fennikel

oktober 21, 2016 at 08:28

Græskarsuppe med sød kartoffel og fennikel

Græskarsuppe med sød kartoffel og fennikel

Græskarsuppe med sød kartoffel og fennikel

Græskarsuppe med sød kartoffel og fennikel

Nu er det snart weekend og hvis der er noget jeg er fan af at bruge noget tid på i weekenden, så er det at lave mad til fryseren; en stor portion af en varm ret eller suppe. Særlig græskarsuppe er en personlig favorit. Det er nemt og smager altid godt!

 

Gennem årene har jeg delt adskillige varianter herinde, som har været faste favoritter, men forleden weekend besluttede jeg mig for at lave en stor portion af to forskellige græskarsupper; en velkendt favorit og en ny variant.

 

Jeg fandt frem til denne opskrift, som jeg tilpassede lidt, og det var altså et hit. Fennikelen, som jeg var lidt skeptisk overfor, giver suppen en lækker rund smag af en lille bitte smule anis. Modsat min tidligere favoritsupper, som er oftest er temmelig spicy, valgte jeg ikke at komme chili i, men holdte mig til cayennepeber, som giver lidt varme, men uden, at den på nogen måde bliver stærk.

 

{GRÆSKARSUPPE MED SØD KARTOFFEL & FENNIKEL}

4 portioner

 

1 stort hokkaidogræskar

1 fennikel

1 sød kartoffel

2 spsk ingefær, revet

1 stort løg

2 fed hvidløg

1 dl piskefløde

1 liter grøntsagsbouillon

1 1/2 spsk karry (gerne stærk)

1/2 tsk cayennepeber

Salt og peber

 

Tilbehør

Creme fraiche

Græskarkerner, saltede

Forårsløg

Godt brød

 

  • Skyld hokkaidogræskaret grundigt og skær top og bunden fra, men behold gerne skrælden på.
  • Skær græskaret i fire stykker og bag det i ca. 20-25 min. i ovnen.*
  • Skræld den søde kartoffel og skær den og fenniklen i mindre stykker.
  • Hak løg og hvidløg og svits det i en gryde i lidt olie.
  • Tilsæt karry og cayennepeber.
  • Skræld og riv ingefær og kom det i gryden.
  • Kom hokkaido, sød kartoffel, fennikel og grøntsagsbouillon ned i gryden og lad det koge op.
  • Kog indtil grøntsagerne er møre og kan blendes.
  • Tilsæt fløde og blend suppen til en ensartet masse og lad den koge op igen.
  • Smag til med salt og peber.
  • Server med en klat creme fraiche, saltede græskarkerner, forårsløg og lidt godt brød.

 

*Alternativt kan du skære græskaret i små stykker og komme det i gryden sammen med den søde kartoffel og fenniklen, men jeg plejer at bage mit græskar først.

 

Jeg ristede selv en stor portion græskarkerner med flagesalt i ca. 5 min. på medium varme, og de blev så gode, at jeg næsten fik snacket dem alle sammen inden de skulle på suppen. Note til selv: Lav en endnu større portion saltede græskarkerner næste gang!

Græskarsuppe med sød kartoffel og fennikel