Alle typer tårer

oktober 15, 2016 at 13:26

Baby Julian

Det er indlæg blev skrevet på min sofa sidste lørdag med tårerne trillende nedad mine kinder. For en god ordens skyld jeg kan oplyse, at alt nu er i den skønneste orden og forældrene begge har læst indlægget og godkendt, at det bliver delt. 

 

Den sidste uge har jeg grædt alle typer tårer. Spændingstårer, overvældede tårer, nervøsitetstårer, sympatitårer, ‘hvad nu hvis?’-tårer, træthedstårer og glædestårer.

 

Det startede med en sms tidligt mandag morgen. Nu var der sitme veer, sådan rigtigt. Ikke kun pluk-varianten. Jeg gik rundt om mig selv, hep og lykønsninger, og så kom ugens første tårer; spændingstårerne. Pludselig var det meget virkeligt.

 

Så startede ventelegen. Omkring kl. 19 begynder jeg at synes, at der er gået lang tid. Ved 22-tiden begynder jeg at gøre mig klar til at gå i seng og sætter min telefon på højste lyd, så jeg ikke vil gå glip af nyheder, hvis de skulle lande midt om natten. Bedst som jeg er ved at vaske mit ansigt ringer den endelig. Det er faren, det blev en lille dreng! Han lyder træt og overvældet. Han begynder at fortælle om fødslen, men bliver afbrudt da han ser den nyslåede mormor komme og spørger om han må ringe tilbage.

 

Der går en time, så ringer min telefon igen, denne gang er det min venindes søster. ‘Altså mor har det godt, far har det også godt – og baby har det…okay, tror vi’. Hun fortæller, at baby nok har slugt fostervand på vejen ud og er blevet taget hurtigt væk fra sin mor og far for at få hjælp og nu ligger i respirator.

 

Vi havde talt om fødslen flere gange, men aldrig havde det faldt os ind, at der ville ske noget. Jeg tror ikke helt, at det sank ind, hvad der var sket og hvad det kunne eller ville betyde. Det vidste ingen på det tidspunkt. Jeg lagde mit hoved på min pude, men jeg sov nærmest ikke den nat. Jeg lå og stirrede ud i luften med tankerne hvilvende i raketfart. Mindst tre nye typer tårer gled ned af min kind i nattens mulm og mørke. Hvad hvis der skete noget med ham?

 

Jeg ryger op af sengen ved lyden af en sms kl. 2.37; de skal på Riget, hvor nogle specialister skal hjælpe baby. Næste morgen kort inden mit vækkeur ringer får jeg nattens første stabile søvn, og efter at have at have udskudt min alarm med 2 x 30 min., sender jeg en sms til min chef om, at jeg arbejder hjemme. Jeg er for træt til at hænge sammen og jeg har behov for at være 100% tilgængelig. Jeg kan selvfølgelig ikke koncentere mig om mit arbejde og trykker konstant på min telefon på trods af, at den er sat på højeste lydniveau.

 

Hen af formiddagen ringer den. Det er faren med en update. De håber på, at baby må komme ind til dem senere, så de kan være lidt sammen med ham. Han lyder tyndtslidt og trist. Tårerne presser på igen. De trænger til adspredelse og lidt godt humør og vil gerne have, at jeg kommer forbi senere. Der er ikke noget jeg hellere vil, så vi aftaler at snakkes ved omkring tidspunkt og at jeg tager mad med til de trætte og sultne forældre.

 

I timerne mellem opkaldet og besøget går jeg totalt i selvsving og holder mine tanker og hænder totalt orkuperet. Jeg cykler afsted mod Riget, via Rantzausgade, hvor den nybagte mama har efterspurgt en durum fra vores tidligere favoritsted Liban. Det er pludseligt blevet efterår, men solen skinner i mit ansigt og for en tid føler jeg, at jeg kan gøre en lille forskel bare ved at træde i mine pedaler og være på vej.

 

Jeg ankommer til Riget og finder neonatalafdelingen. Faren kommer mig i møde på gangen og fortæller, at baby skal ud af respiratoren, moren kommer ud på gangen, vi krammer inden de går tilbage på stuen og jeg sætter mig på bænken og venter. Ufrivilligt mærker jeg, hvordan mine øjne igen fyldes med salte tårer. Der er malet de vildeste farverige vægmalerier fyldt med underlige fabeldyr, jeg stiger intenst på dem. I mit hoved synger sangen ‘En hel ny verden’ fra Aladdin. Den er min go-to ‘stop med at ville græde’-sang.

 

Dørene bliver åbent og lukket, sygeplejelsker og læger går frem og tilbage. Døren til deres stue bliver åbnet og jeg kommer ind på stuen med to sygeplejelsker, skærme der blinker, en anden kvinde med små tvillinger og mit vennepar og deres lille søn, som ligger med slanger fra næse og navle. Som forventet går mit hjerte i tusindmillioner stykker over den lille fine dreng, som ligger der og kigger med sine blå øjne og jeg bliver ramt af en vild kombination af glædes-, sympati- , trætheds- og overvældede tårer. To mennesker jeg holder utrolig meget af har skabt et lille mirakel og han er så fin. Det hele skal nok gå. Selvfølgelig skal det det.