Hvordan har du det egentlig?

august 18, 2016 at 10:02

Højhalset bluse og culottes

Jeg fik simpelthen verdens største chok, da min veninde foran mig pludselig ordene: ‘Jeg vil spørge dig om noget – hvordan har du det egentlig?’. Jeg ved ikke om det var den bevægelse hun gjorde, mens ordene forlod hendes mund, hvor hun vendte sig mod mig hurtigt og lænede sig frem mod mig eller alvoren i hendes tone, men hele mit ansigt frøs fast.

 

Jeg måtte have set helt forkert ud i ansigtet, så forskrækket havde spørgsmålet gjort mig. Som var det noget helt andet hun skulle sige. Vi begyndte begge at grine. ‘Det besvarer næsten mit spørgsmål’, sagde hun så.

 

Hun var, som hun selv forklarede det, kommet til at tænke på, at hun ikke kunne huske, hvornår hun sidste havde spurgt om det i sit eget privatlivsræs, hvor mange samtaler har handlet om netop hendes situation. Som I måske husker jeg skrev om tidligere på året, så er min venindegruppe simultant gået i gang med ‘Projekt Baby’ og der er snart ikke nogen tilbage i min nærmeste omgangskreds der ikke er gravide eller prøver på at blive det. Det fylder naturligvis meget i alle samtaler, så hun formodede, at meget havde handlet om andres babyer og/eller babyplaner, og ville høre hvordan jeg havde det.

 

Overraskelsen i mit ansigt, mente hun, understøttede hendes formodning om, at det var langt tid siden jeg var blevet spurgt det.

 

Jeg ved ikke om det er rigtigt, at det er længe siden nogen har spurgt hvordan jeg har det, måske har formuleringen nærmere lydt ‘Hvordan går det?’. Og det spørgsmål får mig altid instinktivt til at tænke på min tid i USA, hvor jeg hurtigt lærte svaret er ‘Good, how are you?’ og det er noget du spørger Gud og hver mand om, ikke folk hvor du på nogen måde forventer et (ærligt) svar.

 

Det var først efterfølgende jeg kom til at tænke over, hvor stor en forskel der egentlig er i at spørge ‘Hvordan går det?’ og ‘Hvordan har du det?’. Det første er langt mere åbent og generelt, og kan besvares med ‘godt, hvad med dig?’, hvor det sidste er mere personligt og følelsesbetonet, og tvinger (måske) dig til at tænke lidt mere over, hvordan du har det, sådan nede i maven.

 

Jeg er nok også generelt dårlig til at svare på det, jeg har altid hadet den type spørgsmål. Som barn var det ‘Hvordan går det i skolen?’, jeg vidste aldrig hvad jeg skulle svare. Jeg havde sikkert masser af små fortællinger fra klasseværelset og frikvarterne, men når jeg blev præsenteret for spørgsmålet var tavlen helt blank. Det samme er lidt tilfældet i mit voksenliv. Pludselig kan jeg ikke komme i tanke om en eneste relevant ting at sige, så svaret bliver noget a la ‘Jamen, det går fint, same old, same old, hvad med dig?’. Videre til den næste. Senere kommer jeg så i tanke om alle de tusind ting jeg kunne have berettet om fra min hverdag.

 

Tag lige at spørge én du kender om hvordan han/hun har det i dag! Måske vedkommende også trænger til at tænke lidt over det, også selvom de ikke helt kan svare fyldstgørende i øjeblikket.