Sure løg!

juni 16, 2016 at 08:22

Frank, puppy dog eyes

I går morges ankommer Frank og jeg som de første på job. Vi får slået alarmen fra og åbnet alle dørene for at lukke lidt frisk luft ind, inden en dag foran skærmen. Vores (ja, det er efterhånden en ‘vores’) kollega C kommer cyklende ind i gården, som vi går og lufter ud, og vi beslutter os for at udnytte den lille spotplet bagerst i gården og drikke en hurtig kop morgenkaffe i solens stråler. Frank tullee rundt i gården og markerer sit territorium op ad murerne, ganske som han plejer.

 

Vi sidder stille og roligt og vende stort og småt, og kalder på Frank, når han kommer for langt ned i den anden ende ad gården og dermed for tæt på åben gade, og han kommer spurtende tilbage. Vores lidt småsære gårdmand render rundt med en stak papirer i hånden og klistrer et par på gårdens hoveddøre. Han spotter os og kommer ned mod vores ende. Jeg spørger ham om jeg skal tage en af sedlerne til min chef, og han rækker mig et papir. Noget med rensing af varmvandsbeholderen står der.

 

Så hæver han ellers stemmen og udbryder vredt: “Den der hund, den snerrede af mig og løb efter mig!” og peger på Frank som overhovedet ikke ænser den vrede mand. “Ej gud, det er jeg virkelig ked af” siger jeg oprigtigt. “Er det din hund?” siger han så anklagende, “ja, det er min hund” siger jeg en smule undrende. Frank har kommet inde i gården i over et år og vi har et stuekontor, så han vel da vel med hunden tilhører efterhånden.

 

“Ja, og nu har jeg sagt det tre gange! Hvis det sker én gang til, kan han ikke være herinde! Du må spærre ham fast. Du må holde ham inde. Han snerrede af mig og løb efter mig. Så kan han ikke være herinde. Jeg har sagt det tre gange og jeg finder mig ikke i det!”. Jeg undskylder flere gange, helt stille og roligt, uden at matche hans småhysteriske toneleje, men ligemeget hjælper det. “Jeg har sagt det tre gange!” småråber han igen, og jeg får sagt: “Du har aldrig sagt til til mig”, mere konstaterende end egentlig irritereret.

 

Uden at sige et ord vender han sig om og går ud af gården.

 

Min kollega og jeg sidder helt mundlamme tilbage. Hvad i alverden skete der lige? Min chef havde godt sagt, at Frank havde gøet af gårdmanden ugen forinden, da han var kommet tilbage fra sin ferie på Slottet og i det hele taget var lidt ved siden af sig selv. Frank kan bestemt sagtens finde på at gø af folk, særligt mænd, i gården, hvis de ikke siger hej eller cykler for hurtigt. Men han er ikke farlig og kunne aldrig finde på at bide. Plus han vejer knap 9 kg, slap af.

 

Frank skal naturligvis ikke rende rundt og gø af folk, der arbejder i gården, men der er så uendelig mange måder man kan sige det på, hvis man har et problem. Han havde tydeligvis haft en dårlig morgen, men hvor er det dog ufedt at blive råbt af som en lille skolepige, der har været uartig.

 

Sure løg!