Om kolde rejsefødder

maj 28, 2016 at 09:13

Pingvinsokker

Jeg elsker at rejse, opleve, være ude, prøve nye ting og suge til mig af indtryk. I teorien. Eller nej, også i virkelighed. Jeg får altid en boblende fornemmelse i maven, når jeg har trykket til sidste ‘køb’ til en flybillet. Forventningens glæde er altid stor hos mig!

 

Men når jeg så nærmer mig dagen for afrejsen og jeg skal få de sidste praktiske ting til at gå op i en højere enhed, som eksempelvis at sørge for at min kuffert ikke vejer for meget, veksle penge, lokalisere mit pas, planlægge mit rejseoutfit, så mister jeg lidt pusten.

 

Og så sker det, at jeg får lidt kolde rejsefødder og pludselig ikke helt orker turen alligevel og ville lidt ønske, at jeg bare skulle være hjemme i velkendte København, i min egen lejlighed, med min egen seng, min egen sofa, blandt mine veninder og ikke mindst min lille vuf. Pludselig kan jeg ikke overskue noget og kommer også til at tænke på, at der er nogen jeg vil savne og jeg hader jo at savne. Og sige farvel, også selvom det kun er for en kortere periode.

 

Heldigvis ved jeg, at det er noget pjat og at jeg bare skal gøre det alligevel. Der er så meget jeg ikke altid helt kan overskue, men at rejse er altid besværet (eller indbildt besvær) værd.

 

Så nu gør jeg det! Jeg smutter til New York og tilbringer lige et lille døgn alene inden jeg skal mødes med kusine A og senere min yndlings-australier, og det bliver alletiders! Trods midlertidigt kolde rejsefødder.