Om at være klar, uden livet er klart

februar 16, 2016 at 08:05

Baby

Jeg har brug for at skrive en opfølgning på mit indlæg om nye tider. Jeg har tænkt meget på det indlæg efter jeg skrev det, og naturligvis inden ordene havde fundet vej ind i WordPress og ud i cyberspace. I de her dage synes mine tanker om børn simultant modstridende, så jeg har brug for at sætte pen mod papir. Eller taste mine tanker ind i et blogindlæg.

 

Jeg kan tydeligt huske første gang jeg sagde højt, at jeg en dag ville have børn. Jeg kan ikke have været mere end omkring 7 år. Jeg sad på gulvet på min et par år yngre kusines værelse og legede. Jeg kan huske, at hun vrængede på næsen og sagde, at hun i hvert fald ikke skulle have nogen børn (i dag er hun mor til fire) og jeg sagde, at det skulle jeg altså.

 

I starten af mine tyvere, satte jeg mig en dag for at skrive en ‘buket list’, du ved sådan en liste over alle de ting du gerne vil opleve inden du dør. Jeg husker så tydeligt, hvordan jeg sad ved mit skrivebord på mit værelse i Nordvest med min Acer-laptop foran mig og oprettede dokumentet. Første punkt. At blive mor. Efterfulgt af alt fra lære at dykke (den er krydset af) til at rejse verden tynd. Men min allerførste indskyldelse, min første tanke, min første prioritet over ting jeg ville opnå var at blive mor.

 

Det er noget jeg aldrig har været i tvivl om. Altså at jeg en dag skulle være mor. Planen var også en, helst to, inden jeg fyldte 30 år. Men det skete jo som bekendt ikke. Nu er jeg fyldt 30 år og står ikke just med en solid kandidat til rollen som far på hånden, alt imens har mine nogle af mine tætteste veninder travlt med at lege far og mor og børn.

 

Er jeg misundelig? Ja da! Jeg er på en og samme tid skide misundelig, men også en smule lettet. Misundelig over at se andre få det jeg altid har vist, at jeg gerne ville have, men samtidig lettet over ikke at have fået det med den forkerte – og senere skulle starte forfra igen. Jeg har muligheden for at gøre det rigtigt, første gang. Men jeg løber også risikoen for ikke at kunne få det jeg drømmer om, når tiden så endelig er der.

 

Jeg kan føle mig sygt presset over tidsfaktoren (og manglende baby daddy-faktoren), og samtidig jo være så glad og tilfreds med mit liv lige netop i dette øjeblik. Jeg mangler den der pauseknap igen. Det er en underlig størrelse at have været helt indstillet på en rolle som mor siden jeg var 7 år (plus/minus 18-20 år), som samtidigt ikke være der i sit liv, hvor babyer står øverste på skemaet, selvom alderen er der. Tilmed spiller min krop mig et puds. Jeg ved ikke om det er det utal af samtaler med veninder i fuld sving med projekt baby om alt fra ægløsningstest, forbudte fødevarer når man er gravid til insermineringsprocesser, men jeg kan næsten mærke min æggeledere frigive et æg og sige: ‘Så er det nu!’.

 

Jeg er klar, men mit liv er ikke klar.