Klar til hund?

januar 28, 2016 at 10:46

Frank

For noget tid siden blev jeg spurgt om jeg ikke ville skrive et indlæg om at være klar til hund. Ikke at jeg skal gøre mig til ekspert på området, men efterfølgende har jeg tænkt en del over det, og her kommer mine tanker og bedste råd til overvejelser inden du anskaffer dig en lille hvalp.

 

Hundehvalpe er sygt nuttede, men de kræver også en masse arbejde! Dem der tror, at det er meget nemmere at have en baby end en hundehvalp kan godt tro om igen, så det skal ikke være grunden til at anskaffe sig en hund.

 

Det er ikke bare et stort ansvar at have hund, men det kræver også en del tid og penge. Og ikke kun engangsbeløbet for hunden. Faktisk siger de kloge, at det er ingenting i forhold til, hvad hunden kommer til at koste dig resten af dens liv i foder, legetøj, hundetræning, dyrlægeregninger, ødelagte sko og så videre. 

 

Jeg tror, det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvorfor man gerne vil have hunden. Er det fordi hunde er nuttede og hyggelige at putte med, så er det måske ikke nok. En hvalp skal trænes en del, medmindre man er ligeglad med renlighed, med at kunne slippe den løs offentlige steder, om den hopper op ad folk, at den gøer når den er alene hjemme, at den tygger dine sko i stykker….you get the picture. Hunde, og særligt hvalpe, kræver disciplin og masser af træning. Hele livet. 

 

Jeg har som bekendt købt Frank alene, men hvis man er to forestiller jeg mig, at det er smart at forventningsafstemme lidt på forhånd: Hvem går til hvalpetræning? Må hunden få menneskemad? Hvem står op om natten? Hvem siger nej til fredagsøl og tager eftermiddagsturen? Hvem går når det er mørkt og regner? Hvor længe er det i orden, at den er alene? Og hvordan vil I generelt gerne opdrage jeres hund? Har en af jer mulighed for at arbejde hjemmefra når han er lille? Eller tage ham med på job?

 

Er du alene, så skal du nøje overveje, hvad en lille hvalp vil betyde for dit liv. De første uger kan hvalpen ikke være alene hjemme en hel arbejdsdag, den skal ud og tisse mange gange, både tidligt morgen og midt om natten, og når den bliver større skal den stadig luftest minimum tre gange om dagen. Derudover er hunde flokdyr og sociale væsner, så du kan ikke være på arbejde i 8 timer plus transport, komme hjem og lufte hunden og så gå fra den igen. Når den skal til dyrlægen er der kun dig til at betale regningen, og det kan være dyrt. Har du nogen til at passe den, når du skal på ferie eller har brug for at kunne komme sent hjem en dag? Er det realistisk, at du kan klare alt det alene? Eller måske rettere, er du villig til at indrette dig efter din hvalps behov? Jeg er slet ikke modstander af, at man får en hund alene, man skal bare gøre sig helt klart, hvad det er man går ind til.


Til hvalpetræning sagde træneren en dag, at vi skulle tænke over om vores hund ville vælge os, hvis den selv kunne vælge. Det synes jeg egentlig er en ret fin målestok. En mops skal jo ikke have så meget motion, men de elsker selskab, leg og er ret kvikke, så de skal have mulighed for at bruge hjernen. Det synes jeg, at jeg kan give Frank i København, og fordi jeg kan tage ham med på job nærmest hver dag går det fint, at jeg er alene med ham. 

 

Jeg ville gøre det igen til enhver tid, men da Frank var helt lille var det hårdt. Nogle gange rigtig hårdt. Og nogle gange tvivlede jeg på om jeg mon havde taget munden for fuld. Det har været en stor omvæltning og krævet en masse tid og energi, men der går ikke en dag, hvor Frank ikke er med til at putte et kæmpe smil på mine læber. Han gør mig så glad. Hver eneste dag.

Frank the pug