Julehilsen og savn

december 13, 2015 at 22:04

Julekort fra mormor

Julekort fra mormor

Forleden lå der et brev i min postkasse med sirlig skråskrift. En julehilsen fra min mormor. Et stort smil bredte sig over mine læber, da jeg så indledningen: ‘Kære Kathrine og Frank’. Kun i en hundefamilie bliver hundene tituleret i årets julekort. Hilsnen var sød og kort, en opdatering på livet og juleplanerne.

 

Da mine øjne kom til afrundningen mærkede jeg et lille stik – ‘Mange kærlige hilsner fra mormor’. Ikke noget morfar. Det er stadig underligt, at han ikke er her længere.

 

Det er faktisk allerede den anden jul min mormor skal tilbringe uden min morfar og den første jul for min farmor uden min farfar. Indenfor få måneder mistede jeg først min morfar og så min farfar. Jeg har været heldig at have alle mine bedsteforældre til slutningen af 20’erne, men det gør ikke savnet mindre.

 

Jeg har en stor familie og det betyder også, at jeg ikke ser dem alle så ofte som jeg gerne vil. Særlig dem der ikke bor på Sjælland. At miste nogen er en underlig størrelse, uanset hvor tit man så dem. Julen har altid været et samlingpunkt i min familie, som i så mange andres, og i år tænker jeg tilbage på nogle af de rare juleminder jeg har delt med min morfar og farfar.

 

Et af mine yndlingsjuleminder er fra mange år tilbage, hvor min mormor og morfar havde kælderen fyldt med bokserhvalpe juleaften. Mine søskende, fætre og kusiner og jeg tilbragte mindst halvdelen af aftenen nede blandt de små hvalpe med hundemøs og leg. Aftenens højdepunkt var da min morfar, bokserelskeren over dem alle, kom op med den mest bedårende hvalp med en rød sløjfe om halsen og forærede den til min onkel A i julegave. Busse Rosita Katharina Båtnakke blev hun senere døbt.

 

Et andet juleminde som står stærkt i min erinding er fra en helt særlig juleaften hjemme hos min farmor og farfar som barn. Jeg var det eneste barn faktisk. Julemanden kom og bankede på døren. Jeg var estatisk! Med sig havde ham en kæmpemæssig sækkepude til mig, som jeg elskede i årevis. Jeg var en af de børn der troede på Julemanden, fuldt og fast (og længe), så da jeg som voksen så billedet af, hvordan jeg sidder på Julemandens skød i min farfars lænestol, kom jeg til at grine højt. Det var tydeligvis min onkel H i en ringe forklædning som julemand (hans eget brune hår stikker tydeligt ud under huen og han har sine egne flotte 80’er briller på), men det ænsede jeg slet ikke.

 

Som den traditionsfan jeg er, vil jeg i år huske på en fast tradition til juleaften med min farfar; at læse juleevangeliet højt. Jeg kan tydeligt huske min farfar læse det højt og senere, da jeg blev større, blev jeg spurgt om jeg ikke ville læse det. Jeg har aldrig kunne fordrage at læse højt, særligt hvis jeg skulle komme til at lave en fejl foran min farfar, som jeg så gerne ville gøre stolt. Jeg husker, hvordan jeg stansede ved et ukendt ord, hvilket kan jeg dog ikke huske, forsøgte mig frem og min farfar forsigtigt rettede mig. Jeg syntes, det var så pinligt, men jeg er sikker på, at min farfar knapt nok bemærkede det. Så i hans minde vil jeg videreføre traditionen til vores juleaften i år – og dem fremover.

 

Til alle dem der savner nogen ekstra meget ved juletid sender jeg mine allerkærligste tanker♡

Julekort fra mormor