Den der nytårsaften…

december 29, 2015 at 08:58

Nytårskjole, nytår, new year's eve, lace dress

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har et noget anstrengt forhold til nytårsaften. Jeg synes bare, at det er en irriterende størrelse. For det første ligger den sygt ubelejligt klemt ind mellem juledage og vintermørke. En uge mellem julemad og gaveræs til “årets fest” er simplethen ikke nok. Derudover lever aftenen aldrig op til de latterlige høje forventninger den bringer med sig; det skal være den sjoveste aften, med den lækreste mad, det bedste selskab, boblerne skal være de dyreste og håret sidder flottere end nogensinde før. Jeg bliver helt træt.

 

Måske er jeg bare gammelmandstvær, men jeg orker det ikke. Stresse over endnu en omgang menuplanlægning, indkøb og madlavning, cykle byen rundt i kjole, nylonstrømper og høje hæle i sne og sjap, desperat forsøge at få en taxa hjem igen, spise mig smådårlig igen, konversere med hel- eller halvstive mennesker jeg ikke kender eller kommer til at se igen, forsøge at drikke mig til den rette ‘årets sidste dag’-stemning, men i stedet få småkvalme og blive lidt nostalgisk og trist over året pludselig bare forsvandt.

 

I år er tilmed mit første år som hundemor, og det synes jeg indebærer nogle forpligtigelser. Jeg ville ikke have det godt med at tørre Frank af på nogle andre, uden at vide, hvordan han reagerer på fyrværkeri og larm. Desuden vil jeg gerne sikre mig, at hans første nytår bliver så god en oplevelse som muligt, så han måske kan være et andet sted et andet år, hvis jeg nu gerne ville ud og rejse. Drømmen er en eksotisk destination med lang maxi kjole, bare tæer i sandet, stjernehimmel, lun brise, palmetræer og cocktails en masse.

 

Jeg har derfor alliereret mig med min grandkusine, som også gerne vil undgå det helt store nytårshejs. Planen er gode cocktails, lækker musik, mad fra Sticks’n’Sushi og så laver jeg nok en lille dessert og nogle snacks. Og så skal vi have bobler! Dem kan jeg nemlig godt lide!

 

Og så planlægger jeg en ekstra rar 1. januar med morgenmadspizza, masser af snacks og Netflix.