Undtagelsestilstand

november 14, 2015 at 11:08

Paris, prayforparis

Jeg skriver aldrig om politik, nyheder eller kriser. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg oftest ikke føler, at jeg har den fornødne viden til at udtale mig om det eller har noget at tilføje.

 

Men set i lyset af nattens terrorangreb i Paris, føler jeg ikke, at jeg kan bare fortsætte min egen lille blog-boble. Jeg tror endnu ikke, at realiteterne helt er sunket ind. Radioen spiller i baggrunden, seneste medlinger lyder på 128 dræbte og endnu flere sårede.

 

Jeg lukker øjnene og forsøger at se det for mig. Ser på min ven og snakker forventningsfuldt om aftenens kamp. Ankommer på stadion og mærker suset af spænding blandet med forventning. Bestiller to øl og finder vores pladser. Kampen fløjtes i gang, kampen udfolder sig. Et brag lyder, så højt at spillerne kort stopper op, men først efter kampen går det op for folk, at det ikke bare var et voldsomt kanonslag, men noget langt værre. Panikken spreder sig og folk strømmer ud af stadion. Jeg åbner øjnene igen og kan stadig ikke helt forstå det.

 

Jeg lukker øjnene og forsøger at se det for mig. Mødes hos en veninde og varme op inden aftenens koncert; grine, drikke cocktails og dulle sig færdig. Gå til metroen, ankomme til koncertstedet, hvine som bandet endelig kommer ud på scenen – klap, hujen og pift. Pludselig fordøves musikken af skud. Sortklældte mænd skyder løs på menneskemængden. Jeg åbner øjnene igen og kan stadig ikke helt forstå det.

 

Jeg lukker øjnene og forsøger at se det for mig. Vinke til en veninde som jeg ser hende gå mod mig på gaden. Smiler og krammer. Finder en plads i baren og bestiller et glas vin. Det er jo fredag. Snakker om dagens begivenheder, da et højt brag lyder. En umaskeret mand træder ind i lokalet og begynder at skyde. Jeg åbner øjnene igen og kan stadig ikke helt forstå det.

 

Frankrig er erklæret i undtagelsestilstand – og det samme er mine tanker.