Min lejlighed: Gangen

oktober 7, 2015 at 07:40

Gangen før og efter

Så fik jeg endelig taget de fornødne billeder til at kunne give jer en rundvisning og status på mit lejlighedsprojekt. Velkommen ind i min gang!

 

Der er sket siden jeg overtog de knap 60 kvm tilbage i foråret. Gulvet er blevet skiftet i gangen, døren ind til soveværelset er blevet blændet – den og endevæggen er blevet malet mørkegrå, som ser ret sort ud på billederne, men det er den dog ikke. (Farven hedder Diesel 793 og er fra Beckers).

 

Derudover har jeg fået indkøbt og samlet et skoskab (fra IKEA) til rundt om den grimme el-sikringskasse og fået hængt en knagerække, spejl og mit elskede verdenskort op.

Gang, gammelt verdenskort

Gang, gammelt verdenskort

Her får du et bedre indtryk af den blændede dør, som er lukket af med en MDF-plade min bonusmorfar fiksede og som jeg har malet grå som endevæggen. Det lille indhuk viste sig at være den perfekte placering til min gamle kommode, der pt. får lov til at gemme på alt fra IKEA-samleanvisninger og hundeprutposer.

Gang, gammelt verdenskort

Gang, gammelt verdenskort

Gangen fra hoveddøren og ned mod badeværelset – og den anden vej fra badeværelset mod døren.

Gang, gammelt verdenskort

Gang, gammelt verdenskort

Min gang er uporportionel stor i forhold til resten af lejligheden, men så snart jeg så den lange gang var jeg besat af tanken om at hænge mit verdenskort op på den store væg og give rummet lidt farve.

 

Jeg har faktisk fået det af en bekendt hvis mor arbejdede på en skole, der skulle have udskiftet alle skolens kort. Det er et virkelig godt conversation piece, folk kommenterer altid på det og oftest ender mine gæster med at stå og kigge på kortet og falde i snak over lande man drømmer om at besøge eller lande der ikke længere eksisterer.

 

Kortet er hængt op med nogle særlige hængsler fra Nordisk Korthandel i Studiestræde, så det kan rulles helt sammen.

Gang, gammelt verdenskort

Gangen er egentlig ret færdig, men jeg er på udkig efter en lille slagbænk af en art, gerne gammel og helst ikke fra IKEA, til opbevaring af sko og til at sætte sig på, når jeg skal have besværlige sko på. Tip om et sådan møbel modtages med kyshånd!

 

Derudover vil jeg gerne udskifte lamperne, der hang her da jeg flyttede ind, med nogle gamle, sorte værkstedslamper, så sådan nogle er jeg også på udkig efter. Så mangler jeg bare at få fikset min røde mand over badeværelsesdøren og så tror jeg gangen er i mål.