Lyserød kagepige af kanelsnegle

oktober 21, 2015 at 07:34

Lyserød kagepige, kagemand, kagekone, fødselsdagskage

Lyserød kagepige, kagemand, kagekone, fødselsdagskage

Lyserød kagepige

Kagepigen jeg bagte til mine kolleger til min 30 års er nok den mest festlige kage jeg nogensinde har bagt. Og helt sikkert den hyggeligste, og tilmed nok også den der spredeste mest glæde. Pludselig kunne jeg ikke komme i tanke om, hvorfor jeg ikke havde bagt sådan en for flere år siden.

 

Måske var det fordi jeg hidtil kun havde set kagepiger, -damer og -mænd bagt af de klassiske teboller – og det er altså ikke en rigtig kage. Så jeg besluttede mig for at eksperimentere med en kanelsneglsvariant og det var et hit. Særligt på mit job, hvor alle elsker kanel.

 

De eneste to ting du skal være opmærksom på i processen er 1) at skabe nok plads mellem hoved, krop, arme og ben, og 2) forsigtigt at banke kanelsneglene lidt sammen og ned, så kagen ikke bliver til en stor kanelsnegl under hævningen og bagningen og relativ jævn til at pynte bagefter.

 

Jeg pyntede hende med lyserødt slik fra mit nye favorit bland-selv-biks på Vesterbrogade Bon Bon og røde lakridssnørre, fordi jeg har rødt-ish hår, indkøbt i Føtex. Jeg købte også et par brune M&M’s, så jeg kunne give hende brune øje som mig.

 

Husk ekstra slik! En del vil på mystisk vis forsvinde i løbet af bageprocessen! :)

 

Kagepige af kanelsnegle:

Nok til 10-12 personer

 

Dejen:

25 g gær
1 dl mælk
2 spsk sukker
1 tsk salt

1/2 tsk kardemomme

1/2 tsk kanel
1 æg
100 g smør, blødt
300 g mel

 

Fyldet:
150 g smør, blødt
150 g brun farin
1 1/2 spsk kanel
1 tsk kardemomme

 

Pynt:

Lyserød glasur

Masser af lyserødt silk

Lakridssnørre til hår

 

  • Start med at lune mælken til den har fingertemperatur.
  • Smuldr gæren i en stor skål, hæld den lune mælk i og rør til gæren er opløst.
  • Tilføj salt, sukker, kanel og kardemomme. Rør ægget i dejen.
  • Kom hvedemelen i en skål og smuldr smørret ud i melet. Ælt sammen og tilsæt de våde ingredienser.
  • Dæk dejen til med et viskestykke og lad den hæve min. 1 1/2 time et lunt sted.
  • Bland smør, farin, kanel og kardemomme til fyldet.
  • Ælt dejen og rul den tyndt ud til en stor firkant (ca. 20 x 40 cm).
  • Smør fyldet på og skær firkanten over i to lige store dele.
  • Rul begge firkanter sammen til en lang pølse på den korte led, så sneglene bliver mindst muligt.
  • Skær pølserne ud i ca. 1 1/2 cm tykkelse. Jeg brugte 47 styk og have 3-4 snegle til overs.
  • Form kanelsneglene til en kagedame. Tryk dem godt sammen. Husk dejen hæver en del, så efterlad nok plads mellem kropsdelene.
  • Lad sneglene efterhæve i ca. 30 minutter. Tryk kagens form lidt på plads igen.
  • Bag kagen ved 200 grader i ca. 10-15 min. Hold øje med den, og tryk evt. sneglene flade undervejs.
  • Lad din kagepige køle helt af, inden du pynter hende med lyserød glasur og dit yndlingsslik.

 

Min kagepige blev lavet af 47 ret små kanelsnegle og fortæret af seks kageglade voksne, men alle fik mere end én gang, hvis ikke tre, så der burde altså være rigeligt til 8-12 voksne eller 47 små børn til børnehavnen ;)

 

English: For my 30th I baked a traditional Danish (kids’) birthday cake, but made of cinnamon buns instead of rolls, and decorated it with pink frosting and candy. It’s safe to say that it is the most festive cake I’ve ever baked, and probably the one that brought the most joy too. 

Lyserød kagepige, kagemand, kagekone, fødselsdagskage

Lyserød kagepige, kagemand, kagekone, fødselsdagskage

Lyserød kagepige, kagemand, kagekone, fødselsdagskage