Cupcakes med marcipan og friske bær

september 17, 2015 at 07:03

Cupcakes med marcipan og bær

Cupcakes med marcipan og bær

Cupcakes med marcipan og bær

Cupcakes med marcipan og bær

Det er ikke meget jeg har bagt siden jeg er flyttet for mig selv. Det er som om at det der med at bage hænger uløseligt sammen med at glæde nogle andre; bage nogens yndlingskage, overraske med cookies på en dårlig dag eller invitere til regnsvejrsboller og hygge.

 

Forleden bagte jeg de fineste teboller en regnfyldt eftermiddag, som blev stornydt sammen med varm kakao og yndlings-næsten-naboen. Jeg havde næsten glemt hvor meget jeg faktisk holder af at bage, så da jeg skulle have en masse søde piger over til præmiddagscocktails og snacks besluttede jeg mig for også at bage en lille festlig omgang cupcakes til anledningen.

 

I bloggens spæde begyndelse delte jeg opskriften på de skønneste jordbærkage-cupcakes, som også blev serveret til en pigefødselsdag. Disse cupcakes blev bagt med det udgangspunkt, men med forskellige justeringer. Resultatet blev heldigvis mindst ligeså dejligt som sidst. Bunden har en fin smag af marcipan, men stadig en dejlig let dej, den mørke chokolade giver et perfekt afbræk fra den søde bund og mascaponecremen med citron og pyntet med masser af friske bær giver kagen en fin friskhed.

 

Cupcakes med marcipan og bær

ca. 16 stk.

 

Bunde

150 g blødt smør
100 g sukker
3 æg
1 1/2 tsk bagepulver
2 tsk vaniljesukker
1 1/2 tsk fint salt
150 g hvedemel
300 g marcipan, groft revet
1/2 dl mælk
150 g mørk chokolade

 

Topping

250 g mascapone (et bæger)
5-10 spsk flormelis (alt efter, hvor sød du vil have den)
2 tsk vaniljesukker
Skallen af en økocitron, revet

 

Pynt

Hindbær

Jordbær

Blåbær

Brombær

 

  • Pisk smør og sukker med en el-mikser indtil sukkeret er helt opløst.
  • Tilsæt et æg i ad gangen. Pisk grundigt efter hvert æg, så dejen bliver let og luftig.
  • Riv marcipanen groft og rør den i dejen.
  • Si mel, bagepulver, vaniljesukker og salt i dejen. Tilføj mælk og rør grundigt igen.
  • Kom papirsforme i en muffinholder og fyld dejen i. Bag kagerne i ca. 15 min. på 200 grader.
  • Skyld bærerne og lad dem tørre godt på lidt køkkenrulle. Dub dem evt. lidt.
  • Mens kagerne afkøler, smelt halvdelen af chokoladen i en skål over et vandbad.
  • Tilsæt den anden halvdel af chokoladen og rør indtil alt chokoladen er helt smeltet.
  • Overtræk kagerne med chokolade med en teske og lad chokoladen størkne fuldstændigt.
  • Rør mascapone med flormelis, vaniljesukker og citronskal. Smag til undervejs.
  • Smør mascaponecremen på kagerne og pynt med friske jordbær, hindbær, blåbær og brombær.
  • Opbevar dem på køl til de skal serveres.

 

Kagerne kan med fordel bages dagen i forvejen, så de bare skal pyntes med mascaponecreme og bær lige inden gæsterne kommer. Undgå at pynte dem med bærerne alt for længe inden de skal spises, da væden fra bærerne kan trække ned i mascaponen og farver den. De kan dog sagtens holde sig pyntede et par dage i køleskabet uden det gør noget ved smagen.

Cupcakes med marcipan og bær

Cupcakes med marcipan og bær