Om skuffelse der er svært at give slip på

august 25, 2015 at 07:52

Trenchcoat from H&M

Jeg er temperamentsfuld af natur, men der skal alligevel en del til, at jeg bliver sådan rigtig vred eller ked af det, tilgengæld har jeg det med at blive skuffet. Og skuffelsen kan være svær for mig at ryste af mig igen.

 

Det kan være alt fra små ting som veninder ikke udviser samme betænksomhed, som jeg måske selv ville have gjort, hvis folk ikke gør sig umage eller hvis nogen lover noget med ikke holder det. Mindre og oftest relative uvæsentlige småting, som går i glemmebogen hurtigt.

 

Men den sidste lange tid har jeg bakset med en skuffelse som bare ikke rigtig vil give slip. Den svinger i intensitet, men på bunden, når jeg sætter mig ned og trækker vejret dybt, så kan jeg stadig mærke den som var det i går. En stor skuffelse over et menneske jeg engang kaldte min bedste ven og partner.

 

Tilbage i januar fortalte jeg historien om, hvordan et 6 år langt forhold blev opløst på halvanden time. Jeg fortalte aldrig om tiden derimellem. Bruddet var ganske udramatisk, men voldsomt kompliceret. Det var i store træk den helt klassiske fortælling om to mennesker der stoppede med at kommunikere med hinanden, stoppede med at tale om vigtige ting, forventningsafstemme, rette til og gøre en aktiv indsats for at gøre hinanden glade. I stedet for at tænke os, blev det til mig (og dig). Det gik dårligt og der var en altoverskyggende dårlig stemning i det lille hjem på Nørrebro. Jeg var træt og orkede ikke at tage diskussionerne. Faktisk skrev jeg det her indlæg den aften, hvor vi timer senere endte med at slå op.

 

Jeg troede jeg ville være lettet, hvis/når der endelig kom hul på den byld mit forhold var blevet forvandlet til, men sådan var det ikke. I stedet følte jeg mig endnu mere træt, opgiven og overvældet.

 

Og skuffet, så voldsomt skuffet over mig selv, over ham jeg kaldte min kæreste og over vores manglende indsats eller forsøg på at passe på noget som man burde have passet bedre på. Den skuffelse lever i mig endnu. Jeg kan ikke ryste den af mig. Nogle dage lever den i en frustrerende kombination af mismod og afsavn, andre (og heldigvis langt de fleste) dage sammen med sindsro og velvære.

 

Skuffelsen huserer i min hjerne og hjerte – og jeg glæder mig til, at jeg (forhåbentlig snart) kan lægge den fra mig, huske de gode dage og smile, og ikke tænke på slutningen og føle mig trist.