Om at sidde og græde på en bænk inden kl. 9

juni 4, 2015 at 22:14

Frank the pug

I dag startede så fint. Frank vågner tidligt og kommer op i sengen, så hans trætte mor kan sove til vækkeuret ringer kl. 7. Da uret ringer gider ingen af os rigtigt at stå op, så vi snuer lidt, mens Frank får nus på maven.

 

Op og på med selen og ud og tisse. Vild leg med den franske bulldog Herman og hjem og smide morgenmad og make-up i hovedet, inden vi tager afsted på job. Efter flere dage alene hjemme skal Frank med på arbejde i sit virke som kontorhund. Han kommer op i sin taske og op i kurven. Vi trækker ned ad Istedgade og repeterer vores cykelteknik (sid stille og bliv siddende stille), inden jeg hopper op på cyklen og cykler ganske forsigtigt derud af. Ned over Halmtorvet, forbi DGI-byen. Frank er så dygtig, han sidder bare så fint og følger med i trafikken.

 

Vi kører op langs bagsiden af Hovedbanen i morgenmyldret og Frank gør det eneste han ikke må. Han springer. Han springer ud over cykelkurven og lander (heldigvis!) midt på cykelstien.

 

Alle mine sanser er i beredskab. Jeg tænker kun på at få ham op inden han løber ud på vejen. Han piver hjerteskærende og undviger mine kald. En dame, som krydsede vejen i samme øjeblik som Frank sprang, hjælper med at få ham fanget. Han bløder fra mulen og har en skramme ved øjet. Han er tydeligvis bange og trykker sig helt tæt ind til mig.

 

Jeg gentager ordene ‘Dygtig, dygtig, dygtig’ i en mindst ynkende stemme jeg kan fremstamme. Jeg får parkeret min cykel og smidt min taske over skulderen, mens jeg holder min vuf tæt. ‘Dygtig, dygtig, dygtig’, vi fortsætter til fods. Jeg fokuserer nu på at sige til mig selv, at tårerne, der presser på for at komme ud, kan vente til vi er på kontoret og på at finde et sted jeg kan få set ordentlig på Frank og hans sår. Vi finder en bænk, sætter os ned, Frank hopper op ad mig og giver sig til at slikke mig. Tårerne kan ikke vente længere. De kommer strømmende i en kombination af chok og lettelse.

 

Frank slap heldigvis med et par skrammer og jeg med mascara ned ad kinderne. Det var ingenting i forhold til, hvad der kunne være sket. Så i aften er Distortion aflyst og i stedet giver jeg min baby ekstra mange kys og kram.

 

Og bestiller en særlig hundecykelkurv med gitter over!

 

English: Today started so good. Frank wakes up early and I let him get into bed with me, so I can sleep until my alarm rings at 7 AM. When the alarm goes off, neither of us are eager to get up, so we snooze for a bit while Frank gets his belly rubbed. 

 

Up and on with the harness and a out to pee. Wild play with the French bulldog Herman and home and eat breakfast and throw on some makeup before heading to work. After several days being home alone Frank is coming to work to fulfill his job as the office dog. I put him in his bag and up in the basket on my bike. We walk down the street at repeat our biking technique (sit still and keep sitting still), before I hop on the bike and bike slowly down the road. Frank is such a good boy, he just sits there quietly and looks out at the traffic. 

 

We bike up behind Copenhagen Central Station in the morning chaos and Frank does the only thing he can’t. He jumps. He jumps out over the edge of the basket and lands (fortunately!) in the middle of the bike path. 

 

All my senses are alert. I’m only thinking about catching him before he runs out into the street. He’s whimpering and ignores my calling. A lady, who’d crossed the street in the same moment Frank jumped, helps me catch him. He’s bleeding from his muzzle and has a cut by his eye. He’s obviously frightened and pressed himself up again me. 

 

I repeat the words ‘Good boy, good boy, good boy’ in the least pitiful voice I can master. I park my bike and throw my bag over my shoulder, while I’m holding him close. ‘Good boy, good boy, good boy’, we continue by foot. I’m now focused on telling myself that the tears that are pressing to get out can wait till we get to the office and on finding a place to examine Frank and his cuts. We find a bench, sit down, Frank jumps up and starts licking my face. The tears can’t wait anymore. They come running down in a combination of shock and relief. 

 

Fortunately Frank got away with a few bruises and me with mascara down my cheeks. It was nothing when you consider about what could have happened. So tonight’s plans are cancelled and instead I’ll give my baby extra hugs and kisses. 

 

And order a special dog bike basket with a safety grid!