Morfar i (hunde)himlen

oktober 17, 2014 at 11:53

Morfar

{Morfar & Walther}

 

Mandag morgen mistede Boksernes fanklub deres største støtte, Lorentzen-klanen et vigtigt medlem, min mormor sin partner i mere end 50 år, min mor og sine brødre deres far og mine søskende, fætre, kusiner og jeg mistede henholdsvis vores morfar og farfar.

 

81 år blev han, og han skulle have haft flere gode år, men kræften, der havde spredt sig i hans krop, havde andre planer. På lidt over en uge gik han fra at være rask til ikke længere at være her. Det gik så hurtigt, at det ikke helt er til at forstå. Os han har efterladt kan tørste os med, at han havde en godt, langt liv og han ikke var tjent med at være her længere, men det gør det kun minimalt mindre trist at vide, at vi aldrig kommer til at se ham igen, høre hans hyggelige jyske accent eller gå tur med hundene sammen.

 

Det som jeg nok vil huske min morfar bedst for var sin store forkærlighed for hunde, særligt vores familiefavorit boksere. Det var ham der i sin tid introducerede racen til familien og siden da har adskillige boksere være del af vores familier. Jeg har adskillige billeder, hvor man kan se en boksermule i min morfars skød fra under bordet. Han elskede at tumle rundt med dem og lege vildt. Han var hundenes ven og omvendt.

 

Mine barndomsminder af ham involverer sjov med havesprintlerne ude i baghaven og kolde grønne og røde sodavand fra kassen i kælderen. Altid med en æske Spunk i lommen og et smil på læben. Jeg husker den juleaften, hvor min mormor og morfar havde værkstedet fyldt med små bokserhvalpe, det var nok det bedste jul nogensinde. Jeg husker lange gåtur med hundene i skoven og langs Vesterhavet. Jeg husker ferier i Skallerup Klit feriecenter og plasken i vandlandet.

 

Min morfar var en flot mand, når jeg ser et billede af ham som ung minder han mig om en 50’er filmstjerne i en Morten Korch-film med helt blond, nærmest hvidt hår med en lille krølle for enden. Han havde verdens mest blå øjne, et markeret kæbeparti, store Bill Clinton-hænder og det rareste smil. Hvis han ikke var blevet smed, kunne han have været filmstjerne, det er jeg sikker på.

 

Nu er han her ikke mere, og mine tanker kredser om sidste gang jeg så ham til min søster kandidatfest i maj, om jeg fik snakket nok med ham, om den hilsen jeg aldrig fik sendt til hans fødselsdag tilbage i august, fordi jeg havde travlt, om hvorfor jeg ikke har været bedre til at besøge ham og min mormor som voksen og det postkort der hænger på køleskabet i deres køkken fra Istanbul er sidste gang jeg vil skrive ‘Kære mormor og morfar’.

 

Mens jeg slår mig selv oveni hovedet med dårlig samvittighed finder jeg trøst i, at han nu er til gensynsfest med familiens tidligere boksere, og jeg er sikker på, at han hygger sig med mavenus og våde hundemøs.

 

English: Monday morning the Boxers’ Fan Club lost their biggest supporter, the Lorentzen clan an important member, my grandmother her partner for more than 50 years, my mother and her brothers their father and my siblings, cousins and I lost our grandfather. 

 

81 year is how old he got and he should have had more good years, but the cancer, which had spread in his body, had other plans. In little over a week he went from being healthy to no longer being here. It happened so fast it hard to fully understand. Us he left behind can find comfort in the fact that he had a good, long live, and that he’s better off, but it only makes it slightly less sad knowing that we’re never going to see him again, hear his lovely accent or go for a walk with the dogs together. 

 

I’ll probably remember my grandfather for his massive love of dogs, especially our family favorite boxers. It was him who introduced the race to the family, and ever since many boxers have been part of our families. I have several photos where you can see a boxer’s snout lying in my grandfather’s lap under the table. He loved tumbling around and playing with them. He loved them as they loved him. 

 

My childhood memories of him involves fun with the garden sprinkles in the backyard and red and green sodas from the basement. Always with a package of pastilles in his pocket and a smile on his lips. I remember the Christmas eve my grandparents had the my grandfather’s workshop filled with little boxer puppies, it was probably the best Christmas ever. I remember long walks with the dogs in the forrest and by the sea. I remember vacations at Skallerup Klit vacation center and splashing in the water world. 

 

My grandfather was a handsome man, when I see a photo of him as young he reminds me of an 50’s Hollywood star with his blond, almost white, hair with a little curl at the end. He had the world’s most blue eyes, a strong jar, large Bill Clinton-hands and the kindest smile. If he hadn’t become a smith, then I’m sure he could have been a movie star. 

 

Now he’s gone and my thoughts circle around the last time I saw him at my sister’s graduation party in May, if I talked enough with him, about the card I never got around to send for his birthday in August, because I was busy, about why I haven’t been better at visiting him and my grandmother as an adult and how the postcard hanging on the fridge in their kitchen from Istanbul is the last time I’ll ever write ‘Dear grandmother and grandfather’. 

 

While I’m beating myself up and feeling guilty, I find comfort in he’s now at a reunion party with the family’s old boxers, and I’m convinced he’s having a great time with belly rubs and wet doggy kisses.