Status på 20’erne

september 20, 2014 at 11:02

Face in cake

Photo via University of London

 

Jeg har gået og gruet lidt for at blive 29, mest fordi så jeg er for alvor tæt på de 30, og selvom jeg ved, at det er uundgåeligt, så har jeg ikke travlt med at blive 30. Tværtimod. Hvor er den forpulede pauseknap?

 

Mest af alt er det nok forbi jeg ikke er der, hvor jeg havde håbet. Jeg er 29 år og nothing to show for it. Jo, jeg har da min kandidatgrad, nogle papirer med fine karakterer og et af de der fuldtidsjobs jeg sukkede efter så længe. Oven i hatten har jeg så et stort SU-lån og en beskeden opsparing. Det er det. Da jeg som nogle og tyveårig ville forudse min fremtid var 30 altid et skarpt hjørne. Jeg regnede med/håbede/satsede på, at jeg som 30-årig ville have minimum mit første barn, måske endda to. Jeg så mig selv som gift inden jeg fik børn, så efter den tidsregning er jeg efterhånden en del bagud. Og det er nok (helt sikkert), der skoen trykker.

 

Jeg fyldte 20 år i USA, 21 år mit første år på studiet, jeg var 23 år da jeg mødte drengen, 26 år da jeg blev kandidat, 27 år da jeg fik min første rigtige fuldtidsstilling. Vupti, så forsvandt de 20’ere.

 

Det er jo fjollet for jeg er jo glad i min hverdag. Jeg elsker den frihed jeg har, jeg værdsætter stille eftermiddage for mig selv, spontante kaffedates, storbyferier med veninder, take-away kl. 21 og træning når det lige passer. Men jeg er også klar over, at jeg som kvinde har et ur, og der tikker. Nogle gange tikker det så højt, at jeg slet ikke kan mærke, hvad det egentlig er jeg har lyst til – og ikke bare hvad jeg burde. For ifølge utallige studier, så bliver det kun svære at få børn med tiden, og hvis jeg måske kunne undvære at blive gift, så er jeg 100% sikker på, at jeg vil være mor. Og jeg ville aldrig tilgive mig selv (eller min partner), hvis jeg ventede for længe.

 

Så hvordan jonglerer man så to modsatrettede følelser; én der bare gerne vil blive lidt, hvor man er og nyde friheden og én, der bare gerne vil lege far og mor og børn – og starte et nyt kapitel af ens liv? (Og en kæreste der absolut intet pres føler?).

 

English: I’ve been daunting turning 29, most of all because then I’m seriously come to 30, and although I know it’s inevitable, I’m in no hurry turning 30. Quite the opposite. Where is that pause button?

 

Most of all, it’s probably because I’m not where I thought I would be. I’m 29 and nothing to show for it. Yes, I have my masters, some papers with some good grades and one of those full time jobs I was wishing for for so long. On top of that I have a massive student loan and a modest savings. That’s it. When I as twenty-something would predict my future 30 was always an important milestone. I’d hope/count on/think that I was 30 would have a minimum of one child, perhaps even two. I saw myself as married before starting a family, so by that timeframe I’m quite a bit behind. And it’s probably (definitely) the problem. 

 

I turned 20 while living in the States, 21 my first year of college, I was 23 when I met the boy, 26 when I got my masters, 27 when I got my first real full time job. And gone were my twenties. 

 

It’s actually silly because I’m happy with my life. I love the freedom I have, I cherish quiet afternoons by myself, spontaneous coffee dates, traveling with girlfriends, take-away at 9 PM and going to the gym when I feel like it. But I’m also painfully aware that as a woman I have a clock, and it’s ticking. Sometimes it’s ticking to loudly that I can’t feel what actually feel like – and not just what I should. Because according to several studies, it only becomes more and more difficult conceiving with time, and if I potentially would live without getting married, I’m 100% certain that I want to be a mom. And I would never forgive myself (or my partner), if I waited too long. 

 

So how do you juggle two contradicting feelings; one that just wants to stay here at bit and enjoy the freedom and one that can’t wait to play house – and starting a new chapter of your life? (And with a boyfriend that feels absolutely no pressure what so ever?).