Om at være bleg

juli 29, 2014 at 10:05

Leather shorts and lace top

I sidste uge læste jeg et indlæg på bloggen Tankeskrald.dk, som virkelig gav genlyd hos mig. Pigen bag bloggen, Caroline, beskriver hvordan det var at vokse op uden noget reelt farvepigment i huden og undrer sig samtidig over, hvornår det er blevet helt legalt at kritisere folks tan – eller i det her tilfælde mangel på samme. Og så endda lige op i fjæset på vedkommende. 

 

Dem der nogenside har set et billede af mig (eller mødt mig i virkeligheden) ved med sikkerhed, at det er da ikke mig man skal sammeligne sin tan med. Jo, hvis man da ellers vil have en fuldstændig uretfærdig sammenligningsgrundlag. For det er fuldstændig ligemeget om jeg har været 5 uger i Thailand eller tilbragt sommermånederne på dansk jord, jeg bliver bare ikke rigtig brun. Jeg har en millionmillard fregner, og det får mig til at syne lidt (altså bare en smule) brun, men så er der vist heller ikke mere at komme efter. Min mave og ben nærmest afviger fra solens stråler, som om de dele af mig er så lyse, at den bare reflekterer solen lige tilbage i hovedet på sig selv.

 

Nu er jeg faktisk heller ikke så pjattet med at sole og sådan. Jeg får det frygteligt varmt virkelig hurtigt, og min stakkels hud bliver solbrændt inden solen er stået helt op. Jeg har tilbragt et utal af nætter i smertehelvede, fordi jeg var blevet forbrændt og tilsvarende mængde solskinstimer på stranden iført t-shirt for at undgå det ville ske igen. Som barn hadede jeg sommeren. Mens min søster og bror sprang rundt med deres små nøddebrune kroppe, kæmpede jeg med den tunge, våde t-shirt, som absolut ikke var behagelig at bade i.

 

Men som voksen har jeg lært at acceptere mit ikke-eksisterende farvepigment og komme overens med at mine ben bare aldrig bliver andet end lidt mindre hvide. Jeg smører troligt mig selv ind i faktor 30 (50 i mit ansigt og skuldrene), og jeg lever de varmeste sommerdage bedst i skyggen. Jeg har det fint. Men det er som om folk omkring gør det til en sport at kommentere på mine blege ben eller hvor brune de er i forhold til mig. Jeg tænker for det meste: ‘Jamen, så tillykke da, jeg er rødhåret og har verdens lyseste hud (hvilket jeg faktisk er kommet til et punkt, hvor jeg synes, at det er flot), hvis det får dig til at få det bedre med dig selv at påpege mine genetiske fejl, som jeg på ingen måde kan gøre til eller fra, så fortsæt da endelig’.

 

Men Carolines sammenligning med, at hun da heller ikke påpeger folks urene hud fik mig (overraskende nok) for første gang til at indse, hvor pisseflabet det egentlig er at kalde nogen bleg. Det ved de sgu nok godt i forvejen. Jeg ville da gerne være lækker chokoladebrun, det sker bare ikke – og så er det jo bare så heldigt, at jeg har lært at værdsætte det jeg har.

 

Er der andre end mig, der helt havde overset, hvor super ufedt det faktisk er, at de folk der gør et stort nummer ud af andres blege lemmer?

 

English: Last week I read this blog post on Tankeskrald.dk (in Danish), which really resonated with me. The girl behind the blog, Caroline, describes how it was like growing up without any mentionable pigmentation in her skin and feeling puzzled by then it became acceptable to critize people’s tan – or lack of same. And then to directly into someone’s face. 

 

Those who have ever seen a photo of me (or met my in real life) know with certainty, that I’m not the one you should compare your tan with. Well, only if you’re looking for a completely unfair comparison. Because regardless of I’ve spent 5 weeks in Thailand or spent the summer on Danish soil, I just don’t get tanned. I get a trillion freckles, and it makes me look slightly (just a bit, that is) tanned, but not much more than that. My stomach and legs seemingly deflect the sun, like those parts of me are so bright that they simply reflect the sun right back in it’s face. 

 

I’m actually not that crazy about tanning and such. I get terribly hot really quickly, and my poor skin gets burned before the sun is all the way up. I’ve spent countless nights in agony, because I’d gotten burned and a equal amount of sunshine hours wearing a t-shirt at the beach in order to try to avoid history to repeat itself. As a child I hated summer. While my sister and brother were jumping around with the little brown bodies, I was battling the heavy wet t-shirt, which absolutely wasn’t fun to bath in. 

 

But as an adult I’ve learned to accept my non-existent pigmentation and make peace with the fact that my legs will never be anything other than a little less white. I consistently wear SPF 30 (50 on my face and shoulders), and on the hottest summer days I’m happiest in the shadow. I’m good. But it’s as if people around me make it a sport to comment on my pale legs or how tanned they are compared to me. Mostly I think, ‘Well, congratulations, I have red hair and the world’s fairest skin (which I actually have grown to like), if that makes you feel better about you to point out my genetic flaws, I in no way have any influence of, then by all means keep going’. 

 

But Caroline’s comparison with she doesn’t walk around point out people’s bad skin made me realize (surprisingly for the first time) how incredibly rude it actually is to call someone pale. They probably already know it. I would love to be all tanned, it’s just not going to happen – and then it’s lucky that I have learnt to appreciate what I got. 

 

Is it just me that have completely missed how uncool it actually is to make a big deal out of peoples’ pasty limbs?