A Year Ago: July

July 31, 2014 at 12:43

Juli er ved at lakke mod enden, hvor dagene blev af må du ikke spørge mig om. På trods af, at jeg har været fanget på arbejdet de meste af sommeren, så synes jeg, at den har haft lige vældigt med fart på. Heldigvis skriver kalenderen kun august allerede i morgen, så der er stadig en hel måned tilbage af sommeren. Det er bare med at nyde den, mens den er her, den flyvske danske sommer. Som en lille hyldest til den fine sommertid har jeg lavet et lille tilbageblik på juli 2013 og månedens mange små rare øjeblikke.

 

Vi fejrede blandt andet sommer på landet med en tur i sommerhus med drengens familie, hvor jeg fik en fisk af en dame og sin søn, som fiksede på stranden. Jeg var selvsagt lige dele begejstret/bange (den var stadig levende, da jeg løb tilbage til sommerhuset).

 

English: July is coming to an end, where the days went you really can’t ask me. Despite the fact that I’ve been cooped up at the office all summer, I still think it has flown by. Luckily the calendar only writes August already tomorrow, so there’s still a whole month of summer left. It’s just a matter of enjoying it while it’s here the flakey Danish summer. As a little celebration of the lovely summer time I’ve gathered a little look back at July 2013 and the month’s many lovely moments. 

 

Among other things we celebrated summer in the country side with a trip to the summer house with the boy’s family, where I got a fish from a woman and her son fishing at the beach. I was obviously partly excited/grossed out (it was still alive when I ran back to the summer house).

Et helt andet sted i Danmark, nemlig Nørrebro, tippede jeg jer om et godt bud på en hurtig aftensmadsmulighed – Pasta Mania

 

Another place in Denmark, Nørrebro that is, I tipped you about where to find a quick dinner option – Pasta Mania

…og gik med orange/koral og sort på en flot sommerdag…

 

…wore orange/coral and black on a beautiful summer day…

…og jeg servede helstegt citronkylling og couscoussalat for mine middagsgæster…

 

…and I served chicken and couscous salad for my dinner guests…

…og delte billeder fra den fineste studenterfest for kusine A…

 

…and shared some photos from the world’s loveliest graduation party for cousin A…

 …og jeg spiste en virkelig god burger på Dag H sammen med en sød veninde…

 

…and I ate a really good burger at Dag H together with a sweet girlfriend…

…og jeg fandt min gamle cardigan med nitter frem fra gemmerne…

 

…and I found my old studded cardigan from back of the closet…

…og delte lidt indretningsbilleder fra sommerhuset

 

…and shared some decor photos from the summer house….

DSC01715

…og fandt en ny maxi kjole på loppemarkedet i Vig…

 

…and found a new maxi dress at the flea market in Vig…

…og jeg bagte den lækreste jordbærtærte en blæsende søndag, hvor sommervejret var sat på pause…

 

…and I baked the most delicious strawberry tart on a windy Sunday, when the summer weather was put on hold…

…og hang ud i lyseblå demin og yndlingsnederdelen fra &Other Stories…

 

…and hang out in light blue demin and my favorite skirt from &Other Stories…

….og lavede en pastaret med squash og bornholmer knægte

 

…and made a pasta dish with squash and beef sausages….

…og delte forskellige små lykkeglimt, bl.a. en skål med de fineste små svenske skovjordbær…

 

…and shared a few glimpses of happiness, among these a bowl of pretty little Swedish forest strawberries…

…og jeg sendte et postkort fra idyliske Sverige, hvor jeg tilbragte nogle tiltrængte feriedage sammen med min familie og drengen…

 

 …and I sent a postcard from idyllic Sweden where I spend some much-need vacation days together with my family and the boy…

…og tippede om Frozberry, hvor jeg spiste lækker yoghurtis flere gange sidste sommer…

 

…and tipped you about Frozberry where I had delicious froyo several times last summer…

DSC02300

…og rendte rundt i København iført hvid peplum

 

…and strolled around the streets of Copenhagen wearing white peplum

…og så delte jeg sørme endnu et tip, denne gang om den fine svenske interiørbutik Sockerklaras

 

…and then I had yet another tip for you, this time the pretty Swedish home decor store Sockerklaras

…og så hang jeg ud på en mark i min stribede maxi kjole

 

…and then I hung out on a field in my striped maxi dress

Fars pige

July 30, 2014 at 11:13

A pink rose

Som jeg sidder og skriver ved jeg ikke om jeg nogensinde tør/vil/kan trykke ‘publisher’ og lade mine ord og tanker blive en del af cyberspace. Det her er ubetinget det mest personlige indlæg jeg nogensinde har skrevet. Jeg vil ikke gøre nogen kede af det, men at skrive mine ord ned og se dem sort på hvidt har altid haft en terapeutisk virkning på mig. Så jeg skriver i håb om at få ro i min hjerne, der har kørt på højtryk de sidste mange uger. Men også fordi jeg har lært en vigtig lektie.

 

Så jeg deler min oplevelse her i mit lille hjørne af cyperspace i håb om, at min historie giver mod til at dele jeres historie med dem omkring jer, så I også kan opleve, hvad jeg har oplevet den seneste tid; Alt har en tendens til at blive lidt mere overskueligt og håndterbart, hvis du ikke er alene med det. Uanset, hvad din historie er. Til dem, der har lyttet til mine uendelige gentagelser og forsøgt at besvare mine spørgsmål – tak. Også tak til jer, der læser med selvom det ikke handler om sunde sommersalater eller dagens outfit.

 

Så lang tid jeg har kunne huske har jeg været klar over, at min familie er ret speciel. Som skilmissebarn af flere omgange kommer der unægteligt nogle underlige forgreninger og sammensætninger hen ad vejen. Mine forældre blev skilt, inden jeg blev født (det er i sig selv ret underligt), min forældre har altid delt forældremyndigheden og forblevet gode venner, min mor giftede sig få år senere med min stedfar, og herefter kom min søster og ældste bror til verden. Min far giftede sig først igen, da jeg var 8 år, og har siden hen fået to sønner – den mindste og den mellemste. Så jeg har tre brødre og en søster. Ja, teknisk set er de alle halve, men den terminologi har vi aldrig opereret med. Vi er alle ligeligt søskende i hver vores respektive familie. For min søster og bror er sjovt nok ikke i familie med mine to brødre for min fars side. Der er 3 år mellem min søster og jeg, og 13 år mellem min yngste bror og jeg. Jeg er vokset op i to forskellige familier, opdraget af to sæt forældre, med to søskende på hver side. Men det var ikke føltes som to separate liv. Begge sider af familien er håbløst forvirrende viklet sammen. Min far eksempelvis har boet i kollektiv sammen med to af min mors brødre. Min stedfars bror altid været venner med min far. Mine bedsteforældre (og mor og far) har boet på samme vej. Og jeg kunne fortsætte. Det er mildest talt noget forvirrende for en udefrastående, og selv efter snart 6 år kæmper drengen stadig med at holde styr på nogle af relationerne.

 

Men en ting er stensikkert, jeg er min fars pige. Har altid været det og vil altid være det. Det er ham jeg ligner mest – både af udseende og temperament. Jeg har hans mørkebrune øjne, lyse hud, skæve fortænder og store temperament. Jeg er min far pige.

 

Men fornyligt fik jeg at vide, at jeg ikke er den eneste.

 

Bedst som jeg sidder i lænestolen ude i mine forældres (jeg refererer oftest til min far og stedmor, som mine forældre) have og læser, kommer min far ud til mig med en havestol. Han slår sig ned og begynder at fortælle mig en historie. En historie jeg på ingen måder kunne have forudset ville ende, hvor den gjorde. Min far er kendt for at være utrolig langtid om at komme til pointen. (Hvis han nogensinde når frem til den). ‘Da du var 2 år’ begynder han ‘ja, du var nok ca. 2 år…’. Pause. ‘…da så jeg kort varigt en kvinde’. ‘Okay’ svarer jeg ‘Det kan jeg ikke huske’. (Men fair nok, min mor og ham var jo skilt på det tidspunkt). ‘Det varede kun nogle måneder…nogle måneder efter ringede hun og sagde, at hun var gravid’. (Pause). ‘Hvad? Fik hun barnet?’. ‘Ja’. ‘What? Så jeg har en til søskende?’ spørger jeg vantro. ‘Hvad…hvad…hvad…hvad køn var barnet?’ for jeg fremstammet. (I mit hoved: ‘Please ikke sig en pige, please sig det var en dreng!’). ‘En pige’. Det snurrer i kroppen. ‘En pige? Det er ikke i orden, far’ siger jeg, ikke vredt, ikke bebrejdende, bare ren faktuelt. Det er ikke orden. Som om han kunne have kontrolleret det. ‘Jeg har en søster til?’. ‘Ja’. Med et var alt forandret, selvom alt var præcis som før. Jeg har nu to søstre og tre brødre. Jeg har FEM søskende! ‘Far, please sig du lyver’, jeg griner, mens tårerne presser sig på.

 

I ikke-prioriteret rækkefølge popper spørgsmål op i mit hoved: Hvad hedder hun? Hvor bor hun? Hvornår har han set hende sidst? Hvorfor har han ikke været en far for hende? Hvorfor endte forholdet med hendes mor? Hvorfor siger han det først nu? Ved drengene det? Ved min stedmor det? Hvem ved det? Hvordan har han kunne være far for os, men ikke for hende? Gør det min far til en dårligere far for mig, at jeg ved, at han har forladt et barn? Hvorfor skulle det også være en pige? Har hun savnet en far i sit liv? Kommer hun en dag og banker på dagen? Er min far allerede morfar (en titel jeg ellers kun var i stand til at give ham)? Har jeg mon mødt hende? Kender jeg nogen der kender hende? Vil jeg nogensinde møde hende? Ligner vi mon hinanden?

 

Jeg har fået svar på det der kan svares på. Der er naturligvis masser af gode forklaringer og argumenter for, hvorfor tingene er endt som de er. Og selvom jeg rent logisk forstår det, så gør mit hjerte så ondt på vegne af en pige, der ikke har fået mulighed for at kende sin biologiske far. Særligt fordi jeg ved, hvor god en af slagsens hendes er.

Om at være bleg

July 29, 2014 at 10:05

Leather shorts and lace top

I sidste uge læste jeg et indlæg på bloggen Tankeskrald.dk, som virkelig gav genlyd hos mig. Pigen bag bloggen, Caroline, beskriver hvordan det var at vokse op uden noget reelt farvepigment i huden og undrer sig samtidig over, hvornår det er blevet helt legalt at kritisere folks tan – eller i det her tilfælde mangel på samme. Og så endda lige op i fjæset på vedkommende. 

 

Dem der nogenside har set et billede af mig (eller mødt mig i virkeligheden) ved med sikkerhed, at det er da ikke mig man skal sammeligne sin tan med. Jo, hvis man da ellers vil have en fuldstændig uretfærdig sammenligningsgrundlag. For det er fuldstændig ligemeget om jeg har været 5 uger i Thailand eller tilbragt sommermånederne på dansk jord, jeg bliver bare ikke rigtig brun. Jeg har en millionmillard fregner, og det får mig til at syne lidt (altså bare en smule) brun, men så er der vist heller ikke mere at komme efter. Min mave og ben nærmest afviger fra solens stråler, som om de dele af mig er så lyse, at den bare reflekterer solen lige tilbage i hovedet på sig selv.

 

Nu er jeg faktisk heller ikke så pjattet med at sole og sådan. Jeg får det frygteligt varmt virkelig hurtigt, og min stakkels hud bliver solbrændt inden solen er stået helt op. Jeg har tilbragt et utal af nætter i smertehelvede, fordi jeg var blevet forbrændt og tilsvarende mængde solskinstimer på stranden iført t-shirt for at undgå det ville ske igen. Som barn hadede jeg sommeren. Mens min søster og bror sprang rundt med deres små nøddebrune kroppe, kæmpede jeg med den tunge, våde t-shirt, som absolut ikke var behagelig at bade i.

 

Men som voksen har jeg lært at acceptere mit ikke-eksisterende farvepigment og komme overens med at mine ben bare aldrig bliver andet end lidt mindre hvide. Jeg smører troligt mig selv ind i faktor 30 (50 i mit ansigt og skuldrene), og jeg lever de varmeste sommerdage bedst i skyggen. Jeg har det fint. Men det er som om folk omkring gør det til en sport at kommentere på mine blege ben eller hvor brune de er i forhold til mig. Jeg tænker for det meste: ‘Jamen, så tillykke da, jeg er rødhåret og har verdens lyseste hud (hvilket jeg faktisk er kommet til et punkt, hvor jeg synes, at det er flot), hvis det får dig til at få det bedre med dig selv at påpege mine genetiske fejl, som jeg på ingen måde kan gøre til eller fra, så fortsæt da endelig’.

 

Men Carolines sammenligning med, at hun da heller ikke påpeger folks urene hud fik mig (overraskende nok) for første gang til at indse, hvor pisseflabet det egentlig er at kalde nogen bleg. Det ved de sgu nok godt i forvejen. Jeg ville da gerne være lækker chokoladebrun, det sker bare ikke – og så er det jo bare så heldigt, at jeg har lært at værdsætte det jeg har.

 

Er der andre end mig, der helt havde overset, hvor super ufedt det faktisk er, at de folk der gør et stort nummer ud af andres blege lemmer?

 

English: Last week I read this blog post on Tankeskrald.dk (in Danish), which really resonated with me. The girl behind the blog, Caroline, describes how it was like growing up without any mentionable pigmentation in her skin and feeling puzzled by then it became acceptable to critize people’s tan – or lack of same. And then to directly into someone’s face. 

 

Those who have ever seen a photo of me (or met my in real life) know with certainty, that I’m not the one you should compare your tan with. Well, only if you’re looking for a completely unfair comparison. Because regardless of I’ve spent 5 weeks in Thailand or spent the summer on Danish soil, I just don’t get tanned. I get a trillion freckles, and it makes me look slightly (just a bit, that is) tanned, but not much more than that. My stomach and legs seemingly deflect the sun, like those parts of me are so bright that they simply reflect the sun right back in it’s face. 

 

I’m actually not that crazy about tanning and such. I get terribly hot really quickly, and my poor skin gets burned before the sun is all the way up. I’ve spent countless nights in agony, because I’d gotten burned and a equal amount of sunshine hours wearing a t-shirt at the beach in order to try to avoid history to repeat itself. As a child I hated summer. While my sister and brother were jumping around with the little brown bodies, I was battling the heavy wet t-shirt, which absolutely wasn’t fun to bath in. 

 

But as an adult I’ve learned to accept my non-existent pigmentation and make peace with the fact that my legs will never be anything other than a little less white. I consistently wear SPF 30 (50 on my face and shoulders), and on the hottest summer days I’m happiest in the shadow. I’m good. But it’s as if people around me make it a sport to comment on my pale legs or how tanned they are compared to me. Mostly I think, ‘Well, congratulations, I have red hair and the world’s fairest skin (which I actually have grown to like), if that makes you feel better about you to point out my genetic flaws, I in no way have any influence of, then by all means keep going’. 

 

But Caroline’s comparison with she doesn’t walk around point out people’s bad skin made me realize (surprisingly for the first time) how incredibly rude it actually is to call someone pale. They probably already know it. I would love to be all tanned, it’s just not going to happen – and then it’s lucky that I have learnt to appreciate what I got. 

 

Is it just me that have completely missed how uncool it actually is to make a big deal out of peoples’ pasty limbs?